Louise Juhl

Kasper, min nabo, slog mig med en skovl i hovedet. Vi sad i en sandkasse i gården og byggede slotte med spir og voldgrav, da han løftede skovlen og slog. Jeg tror ikke, jeg græd, jeg var vel i chok. Hvor kom det fra: skovlen og slaget – og hvorfor? Det tog mig mange år, ja faktisk var det ikke før i begyndelsen af tyverne, at jeg indså, at det ikke er alting, der har en grund. At nogen ting bare sker, fordi de kan ske, eller fordi nogen har magt til at lade det ske. Kasper var født i maj, jeg havde fødselsdag juli, han var præcis tre måneder og syv dage ældre end mig. Det var ligesom grund nok. Han var ældst og han var dreng og så havde han en fjernstyret bil, TV på værelset og en hund, der hed Bonzo, som var ret stor, eller også var jeg bare lille. Der var i hvert fald et hav af grunde til at han slog, til at han turde og følte, at når han havde en skovl, så havde han også retten til at slå med den.

Der er ingen retfærdighed til, synger C. V. Jørgensen på det fuldkommen vidunderlige nummer ‘Til skaberens fulde tilfredshed’ Hele verset lyder: 
Verden er ond det ved selv et barn/ Der er ingen retfærdighed til/ Når drømmene brister & jorden ta’r sig ud/ Som en trekant i et glasperlesperlespil

Det lyder måske kynisk, men der var en vis lettelse i at opgive at finde en mening. Opgive at finde en grund eller i hvert fald en god grund, til at tingene, var som de var. Det giver jo ikke mening, at nogen skal slå, bare fordi de kan. At nogen bestemmer, kun fordi de ejer mest eller er ældst eller kender de rigtige. Ikke desto mindre ved vi jo godt, at sådan er det. Dem, der har mest, bestemmer mest. De, der sidder med skovlen, har magten. Til at slå uden anden grund end “fordi, jeg kan!” Jeg kunne have protesteret, råbt op og forsøgt at få skovlen fra Kasper, måske endda væltet hans sandslot. Noget for noget, slot for slag. Men det gjorde jeg ikke, for Kasper var jo ældst og også stærkest. Og hvad ville der i øvrigt ske, hvis jeg fik skovlen fra ham, hvis jeg ødelagde hans slot: Ville han så slå med næverne, sparke, vælte mit slot, som jeg havde brugt timer på at rejse?
Jeg kan ikke huske, hvad der skete. Eller jo, jeg sladrede til min mor, der ikke reagerede ved at gå til Kasper og bede ham om at opføre sig ordentligt, men i stedet tog mig med til en børnepsykolog, der lavede en række test for at fastslå, om jeg havde en vigende natur, om min manglende modstand var tegn på en adfærdsforstyrrelse. 
Det var det ikke, jeg var indenfor normalkurven, måske lidt rigelig tænksom, og tænksomhed har det jo med at være et mindre magtfuldt redskab end både skovle og fjernstyrede biler. Vi fortsatte iøvrigt med at være venner, Kasper og jeg.
Med tiden lærte jeg at svare igen: Godt nok var han tre måneder ældre end jeg, medgav jeg, men til gengæld havde jeg så tre måneder mere at leve i. Argumentet var måske ikke helt så effektivt som at slå med en skovl, men det gav mig lidt tid at løbe på.

Vi fandt en vej, jeg hjalp Kasper med at skrive stile, til fik jeg gengæld lov at gå tur med Bonzo. Jeg har ikke set ham i mange år, Kasper altså, jeg ved kun, at han blev frisør. Og hver gang han har fødselsdag (tre måneder og syv dage før min egen), køber jeg en kage, tænder et lys, lukker øjnene og puster og ønsker ham alt det bedste.