Jeg drømte, at jeg satte en drage i vejret. Den var gul og med en lang hale, jeg holdt godt fast. Jeg stod længe sådan og så op på dragen, der flaksede for enden af snoren. Slog sig mod vinden, som et dyr slår sig mod burets tremmer.
Så gav jeg slip og dragen forsvandt. Henover himlen og væk. Og jeg stod tilbage uden noget at holde fast i og ventede på, at nogen – lige om lidt og på samme måde – skulle komme og give slip på mig.
Jeg spiste en halv pose veganske skumfiduser til morgen. Med lemonsmag. Det er ikke fordi, jeg ikke kender alle argumenterne imod: Tomme kalorier, hurtige kulhydrater, føde uden næring. Men de smagte godt.
Senere gik hunden og jeg forbi den store eg nede ved hotellet. Det er snart tre år siden, M fandt en kvinde, der havde hængt sig. Hun havde brugt en af de hvide plastikhavestole fra hotellets udendørsservering som trinbræt op i træet.
Udrykningskøretøjerne kom hurtigt, det var politiet, der skar hende fri, de var meget forsigtige, holdt hende om livet. I dagene derefter gik vi forbi flere gange, rørte ved træets stamme og hang drømmefangere op i den gren, hun havde valgt som sin sidste. Men så kom de fra kommunens Entreprenørafdeling, to mænd i orange veste, og savede grenen over. Til en start blødte det med harpiks, men ret hurtigt groede der en knortet knold henover såret.
Den hænger der endnu, knolden, som en amputeret sorg. Den er blevet blød at røre ved med tiden.
Jeg tænker på Jan, hvis hoved er rundt som en fodbold. Det er vist nok på grund af noget medicin, han får, han har nemlig kræft i hjernen. Det er ikke nogens skyldig der er ikke nogen grund, siger Per, min klasselærer, da jeg spørger ham: Men hvorfor?
Jan har sin mor med i Klassens Time, hun forklarer, at det ikke er sikkert, at Jan skal dø af sin sygdom, men at det heller ikke er sikkert, at han ikke skal.
Nogle gange kalder jeg Jan for moonface, men det er kun, når han ikke hører det. Alligevel føles det fejt.
Der går et år, så har Jans sygdom spredt sig til knoglerne. Nu er det næsten helt sikkert, at han skal dø, det siger min mor. ’Det varer nok ikke så længe’, sukker hun og roder mig i håret, men jeg fjerner hendes hånd og glatter håret, så det ikke stritter. Jeg ser kun Jan enkelt gang mere, han er ikke til at kende. Han får ikke længere medicin og hans hoved ligner ikke længere en fodold, men han har en slange i næsen og hans ben ligner tændstikker, så tynde er de. Jeg tænker på at spørge ham, men fortryder, aså jeg får aldrig at vide, hvordan det føles at skulle dø, når man kun er elleve.
Jeg kan huske 0059, nummeret man kunne ringe op til og så var der andre mennesker i den anden ende, mennesker man ikke kendte på forhånd. Jeg talte tit med en mand fra Ikast, han hed Thor og var mekaniker og syntes, at mit navn var meget smukt. Thor havde ikke selv nogen børn, det var han ked af, sagde han. Han sagde også, at hvis han havde haft en datter, skulle hun hedde det samme som mig, og så ville han tage hende med til københavn. I Tivoli og de skulle spise candyfloss og køre med spøgelsestoget, og hvis hans datter blev bange, ville han tage hende i hånden og sige, ’jeg er lige her, far er lige her.’ Han spurgte også, om jeg ville med ham til københavn. Vi behøvede ikke at gå i Tivoli, lovede han, vi kunne besøge en biograf i stedet, Thor kendte et sted, der hed Palads, en bygning fyldt med farver udenpå, men indeni var der blødt mørke og dybe sæder, man kunne synke ned i. Han ville købe popcorn til os – og bagefter kunne vi gå på restaurant og jeg kunne lege voksen. Kalde mig for Liza med z, for eksempel, eller Theresa med a, og vi kunne spise fin mad og drikke vin.
Om der var noget mad jeg særligt godt kunne lide?
Jeg svarede, at jeg godt kunne lide koteletter i fad. Og æbleflæsk og risengrød, men at jeg altså ikke var så vild med vin, at jeg syntes det smagte surt. Så talte han om limousiner og et hotel med fem meter til loftet og roomservice og jordbær til morgenmad. Han lovede også, at vi skulle tage en flyver frem og tilbage – om jeg nogensinde havde prøvet at flyve. Jeg svarede nej og forestillede mig, hvordan vi ville sidde at se ud ad vinduerne – på solen og skyerne og verden under os, kedelig og være grå af regn og skorstensrøg. Fra nu af, svarede Thor, skulle verden ikke længere være grå, for han og jeg sigte efter solen, bare os to og himmel for altid. Så bad han om mit telefonnummer, ’det er billigere sådan’, forklarede han, ’hvis kun vi taler os to sammen – ingen andre’, for 0059 var et servicenummer, sagde han, og sådan et kostede det tre kroner i minuttet at ringe til, og det ville hurtigt løbe op, og så ville mine forældre blive sure.
Jeg husker ikke, om jeg gav Thor mit nummer, men jeg kan huske at min far lev meget vred, da min så telefonregningen, og min mor trak mig til side og sagde, at hvis jeg nogensinde havde brug for at snakke med nogen, kunne jeg jo altid snakke med hende. Og jeg nænnede ikke at sige, at det altså ikke var helt det samme at snakke med sin mor, som at hedde Liza med z, spise jordbær til morgenmad og sigte efter solen.
Hun hed Lizette og boede i et gult murstenshus. Hendes far hed Ernst, han gik i korte bukser året rundt og var altid hjemme, uanset hvornår man kom på besøg.
Lizettes mor hed Ann, hun lærte mig som noget af det første at smøre min frokost selv, når jeg besøgte dem. Rugbrød med skivede æg, hytteost og tomater skåret i kvarte. Jeg måtte åbne min mund helt op for at gabe over brødet, Lizettes mor kaldte det for “højtbelagt”.
Til aften fik de forloren hare – med kogte porrer og tynd sovs, for Ann var næsten altid på kur. Nogle gange fik de appelsinsalat en hel uge i træk, morgen, middag og aften. Bare skiveskårne appelsiner med et drys af hakkede hasselnødder og basilikumblade. Det med bladene var noget, hun havde læst: at det var vigtig med farver og smukke anretninger. “Vi mennesker spiser ikke kun med munden, men også med øjnene.” Jeg syntes det lød mærkeligt, men det smagte godt, og jeg blev mæt, og så kunne det jo være lige meget, hvordan det lød.
I april fejrede vi, at Lizettes mor havde tabt to kilo: Vi fik hotdogs med hjemmelavet ramsløg-remoulade og løgringe tørret i solen, og Ernst, Lizettes far, viste os, hvordan man løser en professorterning med tæerne.
Jeg fortalte om derhjemme, både det med Lizettes mor, der havde tabt to kilo med øjnene og det med professorterningen. Men min far smilede bare overbærende, trak på skulderen og svarede: “det er godt med dig”. Det lød ikke, som om han mente det.
Jeg kan huske, hvordan min tysklærer en dag kom fuld i skole. Hele klassen sad musestille og stirrede, mens hun vaklede ind ad døren og satte sin lædertaske på katederet med et bump. Så råbte hun:
“Skru’ lige lidt ned for volumen!”, ud i den larmende stilhed.
Jeg har sjældent følt en ømhed som den, jeg følte for hende lige dér.
Min ven hedder Szabo, han er ni år yngre end mig. Vi mødes første gang til Sankt Hans, bålet er længe om at dø ud. Vi sidder tilbage som de sidste, Szabo synger: ‘Aoui nemes tundra tipi’. Den samme linje om og om igen. Aoui nemes tundra tipi. Han rokker kroppen fra side til side, ind imellem åbner han munden, blotter sine tænder. Eller han summer som et stort insekt, Szszszszsz.
Det bliver morgen, før vi skilles. De sidste gløder dør ud. Szabo rejser sig, tager mit ansigt imellem sine hænder og kysser mig. Hans løber er bløde, jeg lukker øjnene. Da jeg åbner dem igen, er han væk.
Næste gang vi ses er til et bryllup, han er klædt i en lyserød fjerdragt, brudeparret klapper i deres hænder: ‘Åh Szabo!’ Senere åbner de gaver: en champagnesabel, duge i damask, lysestager, en globus med lys. Szabo ser sig utålmodigt omkring, får så øje på kagen i fire etager. Lister hen og skærer det første stykke, tjeneren gisper, alle ved, at den slags betyder uheld. Fire måneder senere går parret fra hinanden, folk i byen taler. Om Szabo og kagen og ‘hvad er det egentlig også for et navn at bære rundt på?’
Men Szabo lader sig ikke mærke, han synger videre, aoui nemes tundra tipi. Kysser og klæder sig i fjer.
I maj inviterer han mig ud , ‘hvorfor ikke’ svarer han, da jeg spørger hvorfor. Vi tager i Tivoli, sejler i svanebåde og tager billeder af pantomimeteatrets optrædende: En dværg i trikot, en kvinde med øjne på stilke, en hest med et menneskes ansigt. Et par måneder senere ringer han og råber i røret: ‘Paris, here we come!’ Næste dag køler vi fødderne i en ornamenteret fontæne, drikker hvidvin og brækker brød til torvets fugle. En doven due lægger hovedet på skrå og ser os an, som om den vil sige: ‘Ikke her’. Szabo kaster et stykke brød: ‘A penny for your thoughts’. Men fuglen er ikke til salg, den spreder sine vinger og flyver, lader brødet ligge uspist tilbage på de ujævne brosten.
Næste dag vågner jeg derhjemme. Gardinerne er trukket for, det er langt oppe ad dagen, på sengebordet ligger en bog med gotiske bogstaver på forsiden: “Sagn og savn”. En halvdød bi maver sig frem i vindueskarmen, den støder mod glasset i ruden. Først én gang og så en gang mere, lægger sig derefter til at dø. Jeg lukker forsigtigt dens øjne og kigger ud fra bag gardinet. En bus i tre etager kører forbi. Chaufføren vinker, han har vinger i stedet for arme.
Jeg ved ikke, hvordan det sluttede, hvorfor, en dag holdt hun op bare op med at ringe, komme forbi. Jeg kunne selvfølgelig have spurgt hende, er der noget galt? Jeg kunne have ventet ved stoppestedet, når hun steg af bussen, men det gjorde jeg ikke.
Vi kendte hinanden gennem vores mødre, de var vokset op i den samme by, havde fulgtes til skole og senere gymnasiet, nu boede de kun nogle få hundrede meter fra hinanden. I hver sit gult-murede hus med carport og kristtjørn i forhaven. De sås hver anden torsdag, talte om bøger, en kusines nyopdagede sygdom, den nye rygelov. De spiste tørkager købt ved bageren, små firkantede stykker med skarpe kanter, ‘lidt men godt’. Vi sad hver siden af, Sandra og jeg, efterlignede de voksne. Drak te af kopper med store ører, brugte en gaffel til kagen, skar den i små stykker, at den næsten forsvandt, før den nåede munden. Vi lyttede til de voksnes snak men forstod kun ordene – ikke hvad de handlede om, og fik lov at rejse os efter et kvarter.
Sandra var langlemmet, nærmest akrobatisk i sin ynde. For hvert skridt, hun tog, så det ud som om hun lettede fra jorden ved hvert skridt. Hun afskyede, når jeg sagde det til hende, ‘du minder om en svane’, kunne jeg finde på at sige. De voksne kaldte hendes bevægelser for graciøse, hun synes ordet lød som en suppe kogt på et gammelt skrog, tynd og sjasket. Hun øvede sig i at trampe, sætte aftryk, men det var som om, det ikke ville lykkes. Nogle gange græd hun, ‘kan I ikke se det?’ Vi vidste ikke, hvad det var, vi skulle se, lod hende bare græde og misundte hende det hele. Det fuglede, fjerlette, ja selv gråden.
Vi var lige begyndt i fjerde, flyttede klasselokale fra kældergangen op i stueetagen. Jeg fik en skoletaske med kun én rem, sådan en man kunne bære på skrå hen over ryggen. I frikvartererne satte vi hår på hinanden, Maria tog øjenskygge og kinderødt med, hun havde arvet efter sin søster. Og en sort blød blyant til at tegne kattede kanter om øjnene. Vi malede hinanden, jeg fik blå over øjnene og en fuldt optrukket meget pink linje, der gik fra fra mundvigen og helt op til øret. De andre gjorde det samme – malede deres ansigter, lavede kyssemund til spejlet. Sandra brugte ingen farver, kun den sorte blyant. Hun tegnede først sine øjne op, så rundt om munden, til sidst trak hun en sort streg henover panden. Maria syntes, det var uhyggeligt, ‘du minder om den der dræberklovn’, sagde hun. Vi andre så bare til, mens det fuglede forvandlede sig til ståltråd og luften blev tæt. Så vendte sig om mod os og rakte tunge. Ingenting forandrede sig, næste dag var den sorte streg i panden væk, det om øjnene og munden. Men hun var ikke længere med, når hendes mor kom på besøg, kun jeg blev siddende ved bordet, med de voksne og en finger i koppens øre. Delte min kage i uendeligt mange bidder. Senere blev det ærter, jeg delte, og kefir, jeg fortyndede med vand. En gul Gajol delt i fire, sådan én kunne vare en hel dag.
Der var tretten af alting. Tretten stole, tretten gafler, tretten grunde til ikke at dø. Den første var nem: Hvem skulle så være mig – der var aldrig nogen, der meldte sig, når jeg spurgte. De andre tolv handlede om sol, skæreost og tilfældige mundheld a la hvor-der-er-vilje-er-der-vej. Min mor rettede det hver gang til: ‘Hvor der er vilje, er der nej’.
Hun havde lavet revelsben med en tyk krydret sovs, gæsterne dukkede aldrig op. Vi endte med at æde det hele selv, rub og stub, kød og fedt og marv og sovs. Bagefter vaskede vi op i hånden. Der var tre uger til Sankt Hans, min mor lavede sjov: ‘Hvis de brænder os på bålet, hvem skal så stå for sovsen?’
Jeg tæller stadig. Sol og skæreost holder endnu. Dertil kommer kravlepil. Og erantis, min mors breve (der er mange), dymomaskiner, sort sol, softice og navne som Judith og Barbara. Kartoffelpizza, bade-ænder, brændt keramik – og halstørklædet, som min ven Benny forærede mig kort før han døde, en lille flig af evighed og uld. I dag er det torsdag, lyset er tiltaget med fire minutter siden i går. Jeg ved knap nok, hvad jeg skal stille op med al den tid – og med alle de grunde. Sikke en luksus.
Tag ikke regnen personligt, dråberne, det våde. Tag ikke dagens navn personligt, tirsdag, this too shall pass. Tag ikke kapitalismens åg personligt, det, at alt skal ku’ betale sig, at tiden, timerne, tankerne skal. At vi skal. Tag ikke din barndom personligt, de mente det godt og hvis ikke, mente de nok noget andet. Tag ikke tiden personligt, ‘du er nu nummer tretten tusinde firehundredeogseks i køen. Lægger du røret, mister du din plads. Tag ikke fuglenes latter personligt eller himlens grå, hestenes maner. Alt det store, alt det dybe, alt det bløde. Tag ikke digtene personligt, ikke livet, det er bare ord og ting, der skal gøres. Tandbørstning, tværsummer, at krybe udenom hullerne i osten. Tag ikke din krop personligt og slet ikke dine følelser, det ender blindt. I bedste fald, i værste fald galt. Tag ikke imod slik fra fremmede, husk lygter på cyklen, at skifte undertøj hver dag. Hvis nogen spørger, kaldes det tilværelsen, men det er der nok ikke nogen, der gør.