Louise Juhl

Jeg kan huske, hvordan min tysklærer en dag kom fuld i skole. Hele klassen sad musestille og stirrede, mens hun vaklede ind ad døren og satte sin lædertaske på katederet med et bump. Så råbte hun:
“Skru’ lige lidt ned for volumen!”, ud i den larmende stilhed.

Jeg har sjældent følt en ømhed som den, jeg følte for hende lige dér.