Louise Juhl

destory.dk

Mit liv lige nu

Morgenens observationer:


Hunden pisser fordomsfrit, græs, grus, fliser
Der er altid en himmel at forholde sig til
Måger giver en fuck for følelser
Følelser giver en fuck for måger
Same same is no different

Alt det der findes i verden

Det er den 9. januar og længe siden, jeg har følt mig så alene som nu. Der er ikke noget galt, det er bare mig og hunden og så en sult, jeg ikke rigtig kan stille. Jeg har forsøgt mig med to af de runde knækbrød fra Wasa og en kop te med smag af ingefær og spidskommen. En umage smagskombination vil jeg kalde det, ikke decideret dårlig, bare heller ikke rigtigt god. Jeg ved ikke, hvad man kalder sådan en midt-i-mellemhed: Ok? Godkendt, tålelig? 
Det er cirka sådan, det er, ok tåleligt. Eller som jeg svarede en veninde i går, da hun spurgte, hvordan jeg havde det: Jeg har det godt på en meget besværlig måde. Lyset er tiltaget med treogtyve minutter, men tiden er ligesom ikke fulgt med, sekunderne bare smurt tyndere ud. Måske er jeg utaknemlig.

I går lyttede jeg til en plade The Avalanches: Since I left you, hed den. Den fik mig af en eller anden grund til at tænke på dengang, jeg låste mig inde på badeværelset og gik i bad med alt mit tøj på, det var ikke en protest. Jeg husker, at jeg stod under vandstrålen og talte kabinens klinker. Først vandret, så lodret, så gangede jeg de to tal, sådan som jeg havde lært at gøre i skolen. jeg regnede mig frem til, at der måtte være tre hundrede og tooghalvtreds klinker i alt – og det endda uden at tælle dem på gulvet med. Det fik mig til at tænke på alt det, der findes i verden. Klinker, storbyduer, punkterede luftmadrasser, te-æg, forliste forhold. Mange hundredetusinde ting, vandret, lodret, på skrå (sugerør med knæk og hustage) Det fyldte mig med lige dele rædsel og trøst, der er altid noget, man ikke ved, ikke har styr på. Men også altid noget at komme efter. 
Jeg stod under vandet længe, før jeg slukkede, en halv time tror jeg. Så slukkede jeg, tegnede en rude i duggen på spejlet, hilste på mig selv: “Hej”. Tog det våde tøj af kroppen og gik nedenunder med kun et klæde om håret. Det blev hurtigt for koldt.

Sukkulent

Jeg fortalte ikke nogen om det, jeg fortsatte som altid. Gjorde mine indkøb, passede mit job. Hver fredag købte jeg et skrabelod, ikke fordi jeg troede på den slags, på store gevinster og pludselig lykke, snarere det modsatte. Måske var det et ganske lille oprør mod fornuften, som glæden ved at pisse i bukserne som barn, en stakket med udelt glæde.
Der var heller ingen, der spurgte. Ikke engang overboerne, selvom jeg vækkede dem klokken fire om natten, bad om deres hjælp. De gned bare øjnene, så på uret over skænken. Tog så sko og jakke på og hjalp mig med at bære sækkene med tøj og den gamle kurvestol, der havde stået på min farmors veranda. 

Jeg havde ikke noget at transportere tingene i, heller ikke noget sted at gøre af dem. Jeg tog, hvad der kunne være på min cykel og aftalte med overboerne, at de skulle køre forbi med stolen en af de efterfølgende dage. Jeg lovede at sende dem en adresse: ’så snart jeg var kommet på plads’. Jeg kørte rundt i morgenmørket nogle timer, indtil kontoret åbnede. Satte så cykel og oppakning fra mig i det aflåste skur, gik indenfor. Besvarede mails, satte ting i ringbind. Svarede ‘udmærket’, da chefen spurgte, hvordan weekenden var gået. 

Jeg fandt et værelse på Jernaldervej, der var tekøkken, fælles bad  og udsigt til en græsklædt jordvold, der skulle beskytte os mod støjen fra de omkringliggende omfartsveje. Overboerne kom samme aften, bar de sidste ting op, mumlede ‘jamen så og ‘nydeligt’. Jeg tilbød dem 200 kroner som tak for hjælpen – ‘Ikke tale om’. Da de var kørt, satte jeg mig i kurvestolen, en knirkende velkendthed. Jeg havde hverken radio eller tv og et øjeblik overvejede jeg at ringe til ham. For at få tiden til at gå og for at spørge. Hvorfor – og om han fortrød. Men jeg ringede ikke, jeg gik ud i køkkenet og satte en færdigret i mikroovnen. En af de andre beboere nikkede mod plastikbakken: ‘Butterchicken?’ 
Jeg svarede ja.

Der gik  tre måneder, jeg skrev venlige svar til på vrede henvendelser, ‘Vi beklager dybt og vil naturligvis anstrenge os for at imødekomme deres kritik.’ Jeg blev tilbudt lønforhøjelse, 1000 kroner om måneden. Jeg brugte den første måneds penge på en bordradio og fire skrabelodder, der for en sjælden gangs skyld var med gevinst. Ikke meget men akkurat nok til, at jeg kunne købe fire nye lodder, denne gang var de uden gevinst
Samme aften ringede han. Om jeg havde tænkt mig at komme tilbage. Hvis ikke, ville han gerne, at jeg hentede de sidste ting. Globussen, min pilatesbold og de tre sukkulenter. ‘Jo før des bedre’. Jeg lovede at komme næste dag, ‘smid nøglen i postkassen’, bad han, før han lagde på. 
Jeg hentede det efter arbejde næste, der var kommet et nyt navn på dørskiltet ved siden af hans. Eva, Jeg burde måske have gjort noget, advaret hende. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tog bare globussen, smed de tre sukkulenter i skraldespanden og lukkede luften ud af min pilatesbold. Lod den ligge tilbage på gulvet i stuen.

Om lighed og ulighed og dynamikker

Jeg kom for sent i dag, til mig selv eller det, jeg skulle nå. Jeg er ikke sikker på, hvad det var. 
Min sene ankomst til dagen skyldtes, at jeg kom til at lytte til et afsnit af Supertanker. ”Lighed/ulighed styrker dynamikken”, hed det. Jeg havde egentlig besluttet mig at springe episoden over, økonomisk politik er lige min kop te. Indrømmet, jeg ved godt, at jeg kun kan tillade mig at have det sådan, fordi jeg bor i Danmark og har mit på det tørre: Et lille hus i to plan, en rød skoda, en sød hund og ikke mindst en mand med en ok og mere stabil indtægt end min egen. Det er nemlig nemmere at vende ryggen til et problem, hvis ikke ens liv afhænger af, at det bliver løst. Af samme grund ombestemte jeg mig, det er de privilegeredes pligt. At se deres egne privilegier i øjnene. Nu måtte jeg simpelthen høre om den ulighed, som også jeg bidrager til, som alle vi i vesten bidrager til, uanset om vi er top eller bund i den økonomiske pyramide. 

Og selvom udsendelsen forsinkede min dag, så fortryder jeg ikke, at jeg tog mig tiden. Det var en øjenåbnende udsendelse og med et væld af voldsomme og voldsomt væsentlige fakta. Som disse: 
Hvis den rigeste procent af verdens befolkning besluttede sig for at bruge en million kroner om dagen, så ville de have penge nok til at fortsætte i 2738 år. 1 procent af verdens befolkning, det svarer til 70 millioner mennesker, der hver og en kunne smide en million kroner i skraldespanden hver eneste dag og uden at de slap før efter 2738 år. Og som om det ikke i sig selv var grotesk, så er denne rigeste procents formue steget mere under det første år af pandemien end den steg de foregående 15 år – tilsammen! Amazons stifter, Jeff Bezos, formue steg i perioden marts 2020 til august 2021 med 80 milliarder dollars. Programmets vært, Carsten Ortmann, fortalte, at Bezos med de penge kunne have vaccineret hele verdens befolkning. Det gjorde han ikke, nej han rejste en tur ud i rummet. Udsigten er sikkert også god deroppe fra. 
Og endnu en af udsendelsens fakta: Verdens otte rigeste individer – otte, det er færre end fingrene på mine to hænder – ejer mere end jordens fattigste halvdel -altså ca tre og en halv milliard mennesker- ejer tilsammen. 

Jeg ved udmærket godt, at det er bekvemt for mig at sidde i mine chaiselongsofa med mine Iphone earpods i ørene og lytte til en podcast fra Danmarks Radio. Ganske gratis endda, fordi jeg lever i et samfund, der leverer public service af et niveau som det, Supertanker præsterer. Jeg ved også godt, at mine ører burde brænde af skam, at jeg burde rejse mig, flå øretelefonerne ud og ophøre med at skrive fiktion om gennemsnitlige mennesker med gennemsnitlige liv. At jeg i stedet burde rette min pen mod de vanvittige urimeligheder, der findes i verden. Poltisk og økonomisk. Jeg ved godt, jeg gør for lidt, alt for lidt. Jeg stemmer msåke til valget og på et parti, jeg ved, kæmper for de svageste. Indimellem råber jeg op: Om de alt for ringe forhold i psykiatrien for eksempel. Det er ikke meget, men i dag tog jeg mig tid og lyttede og forstod, at jeg må gøre mere. At vi må.
Giv det et lyt, uanset om du som jeg, tænker, at økonomisk politik er abstrakt, uforståeligt og også lidt kedeligt. Det er den her udsendelse på ingen måde, faktisk er den alt for spændende, verden er crazy!

PS: Brug ikke dine penge på Amazon, brug dem hellere på at hjælpe en fattig kvinde i Bangladesh. Det giver så meget mere mening, også økonomisk. Det er noget noget, som økonomer kalder ’det aftagende marginalprodukt ’og det betyder, at hvor Amazons stifter,. Jeff Bezos, brænder sine penge af på en tur i rummet, så vil den fattige kvinde bruge pengene på mad og sine børns sundhed og dermed øge produktiviteten i det omgivende samfund, som igen bidrager til vækst. Just saying. 

Skrog

Det er tidlig torsdag. I nat drømte jeg om at pilke, jeg lå på knæ ved en søbred og spejdede efter bytte. Jeg lå en time, måske to, fuglene i luften over mig skreg, og jeg kom i tanke om et digt, jeg engang havde læst, linjerne: “Jeg er så taknemlig/ at jeg ikke kan sove.”
Så vågnede jeg, det var endnu ikke morgen, alligevel stod jeg op og skrev et brev til min far. Jeg kan ikke helt huske hvad, men her til morgen har han svaret mig, at når fiskene har så mange ben, er det for bedre at holde sammen på deres mange tanker.

Hættemågen

Jeg vil gerne skrive noget om mobning. Faktisk er jeg begyndt mange gange, men er hver gang stoppet igen, fordi det bliver for svært. For hårdt, for konfronterende. Måske også, fordi jeg ikke tør. Af frygt for mobberne, tænk hvis de vender tilbage, jeg har ikke flere kinder at vende til. Og af frygt for at møde mig selv. Det er noget med sten og glashus og hvem kastede egentlig først?

Jeg er blevet mobbet. Det er ikke synd for mig, jeg har også selv mobbet og tror i øvrigt ikke, at det, jeg har været udsat for, på nogen måde modsvarer, hvad andre har oplevet. Måske er jeg heldig, de første mange år af mit liv var jeg frygteligt naiv. Det betød, at jeg sjældent opdagede, når vittighederne ændrede karakter fra det kærlige til det hånlige: ’God røv dér’, var der måske en, der råbte, og jeg tog det som en kompliment og overhørte, bevidst eller ubevidst, fortsættelsen ’-stor i hvert fald.’  Jeg kan ikke huske ikke, hvad jeg følte dengang, kun hvad jeg tænkte: At en stor god røv vel var bedre end en lille. Senere forstod jeg, at det ikke var tilfældet, jeg husker dagen, det gik op for mig. Det var som at blive slået i maven med års forsinkelse. Kan man blive såret pr. efterkrav, kan man tillade sig at bore i et sår, der for længst er lægt. Det kan man nok ikke, men det her handler ikke om at bore, det handler om, at såret stadig findes – lige under sårskorpen. Ydmygelsen sidder der endnu. Ikke i hjernen, men i kroppen. Som en lille usikkerhed, der gør, at jeg stadig trækker både mave og kinder og bagdel ind, når jeg er i selskab med folk, jeg ikke kender.
 
Jeg er på mange måder et heldigt menneske. Tænk på alle de virkelige ofre, dem, der udelukkes fra det store fællesskab, samfundet. Dem, ’vi’ kalder ’de andre’. 
Jeg arbejdede engang på et advokatkontor, jeg slikkede frimærker og gik efter cola, og satte service i opvaskemaskinen efter de fuldmægtige, når de havde spist. Indimellem blev nogle af dem siddende ved bordet, så måtte jeg løfte jeg deres kopper for at tørre bordet af under dem, og så stille dem tilbage. De ænsede mig aldrig, talte bare videre hen over mit hoved, ofte udvekslede de hånlige bemærkninger om deres næste klient. Hættemågen, kaldte de hende, hun bar tørklæde og klædte sig i lang kjole og havde ’flere bogstaver i sit navn end alfabetet indeholdt’. Det var hættemåger, som hende, de tjente deres penge på, det var de såkaldte hættemåger, der betalte for advokaternes Mercedes, de pressefoldede habitter. Alligevel blev de omtalt som måger, nogle gange endda med henvisning til “luftens rotter”. 
En dag kom jeg for skade at korrigere en af dem. ’Zeinab’, rettede jeg, da han, som altid talte, omtalte sin klient med foragt. Det blik jeg fik tilbage, fortalte mig med al ønskelig tydelighed, at enten holdt jeg min mund, eller også mistede jeg mit job. 

Jeg ville sådan ønske, at jeg her kunne skrive, at jeg stod op mod mobberen, mod advokaten og hans ringeagt for sin klient. Men det gjorde jeg ikke. Jeg fortsatte med at tørre bordet af, skyllede karkluden under hanen og forlod frokoststuen uden at sige mere. Jeg beholdt mit job, foretrak vel sikkerheden fremfor ordentlighed og retfærd.
Jeg har således ikke noget at lade nogen høre. Heller ikke dem, der tilføjede ’stor i hvert fald’, dengang for længe siden, de talte om min røv.
Jeg skriver ikke for at få pege fingre, heller ikke for at få tilgivelse for min egen manglende indgriben dengang på advokatkontoret. Jeg skriver for at tale om den mobber, der bor i de fleste af os. Måsdke fordi vi selv er blevet mobbet, måske fordi vi er bange, måske fordi vi er så sikre på vores gene almagt, at vi glemmer at ingen er mere værd end andre.

Selv udviklede jeg en spiseforstyrrelse, den tog tretten år af mit liv. Tre indlæggelser. Den ostede samfundet rundt regnet tre millioner kroner i døgnindlæggelse, psykiatere, sygedagpenge og ressourceforløb. Det er sikkert ikke de råbende drenges skyld, langtfra. Heller ikke min velvoksne bagdels. Men måske er det tusinde små dumsmarte bemærkninger, som vores dronning engang kaldte dem, der tilsammen har skubbet til et skræøbeligt korthus. Uanset hvad, havde havde jeg helst været drengenes bemærkning foruden.
Zeinab vandt heldigvis den sag, advokaten havde rejst på hendes vegne. Hun fik en erstatning på 150.000 kroner for uretmæssig fyring, advokaten fik cirka det samme. For Zeinab betød det alt, for advokaten betød det et nyt jakkesæt og et boost af hans i forvejen voldsomme selvfedme. 
Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med alt det, måske at vi skal tænke os om, før vi taler. Tænker over, hvad vi siger og hvorfor vi siger, som vi gør. Om vi nogle gange måske endda skulle lade være, også selvom det kun er for sjov eller i al fortrolighed.
Det er ikke lige meget, det er aldrig lige meget, hvordan vi taler til hinanden, om hinanden. Det er SÅ meget nemmere at lade være at råbe ad andres røv, kalde folk for hættemåger, end det er at rette op på de skader, vi risikere at påføre de ramte. Det kan tage år. Jeg var heldig, for mig tog det tretten, for andre tager det et helt liv.

Hund

Dengang forstod jeg det ikke. Når jeg vågnede om natten og med rædsel fortalte min mor om den hund, jeg havde kørt over med mørket bag mine øjne.
At drømmene kun tilhørte mig.
Jeg gengav hende dyrets hyl: Skreg som en ulv under månen, så min mor måtte tysse, schys!, for ikke at vække hele nabolaget.
–Der er ikke nogen død hund, forklarede hun og satte sig på hug og pegede op på månen, der lyste som altid, og jeg forstod, at der var ting, man måtte bære alene, og at den døde hund var sådan en ting.

Ukat

Jeg har selvfølgelig spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke stoppede der. Med marsvinet og den overfyldte postkasse. Hvorfor jeg allerede kort tid efter anskaffede mig en kat, en norsk skovkat med dybtliggende øjne og en udtalt mælkeallergi, der betød, at jeg gennem flere år måtte bruge flere penge end jeg tjente – på skånekost, kattehviskere, dyrlægebesøg. Aisha, som katten hed, brød sig ikke meget om mennesker, i hvert fald ikke mig, og en dag forsvandt den da også. I tre måneder sørgede jeg, indtil jeg fandt ud af, at den blot var flyttet nogle få blokke ned ad gangen til en bøst udseende ældre mand. Det burde vel være en trøst, men føltes som en lammende lussing og i mere end et år afholdt jeg mig af samme grund for at holde kæledyr. Utak var der nok af i verden – også uden en kat.

Siden har jeg tilgivet både katten og verden, jeg har holdt bjergsalamander i akvarium og skildpadder. Jeg har passet en irsk ulvehund, mens dens ejer lå i koma efter en alvorlig faldulykke. Det sidste var lige ved at gå galt, hunden fyldte mere end to tredjedele af min sofa, og i to måneder sov jeg kun ganske få timer hver nat. Til sidst var det tæt på at udløse en psykose. Derudover led hunden af udpræget dårlig morgenånde, en lidelse kollektivets øvrige beboere ikke kunne undgå at bemærke, også selvom hunden aldrig åbnede munden på fællesarealerne. Heldigvis vågnede ejeren af sin koma, før jeg for alvor begyndte at se syner, hunden flyttede ud og mine samboer kunne igen trække vejret frit.
Jeg ved ikke, hvor mange timer, jeg har brugt på at skovle lort, rense akvarier, tømme tissebakker eller børste tænder på en skulderhøj hund, som ikke engang var min egen. Tid, jeg kunne have brugt til noget nyttigt: At arbejde mig frem og op, tjene penge, blive til noget. I stedet sidder jeg tilbage med et banklån, hvis renter alene æder min løn, et halvædt gulvtæppe, et tomt akvarium og fire sække allergivenlig kattemad. Det giver ingen mening, men det giver så meget andet. 
Hvad skulle jeg ellers skrive om, for eksempel?

Norma Jean

Jeg vil ikke sige, at den artikel ændrede mit liv, langtfra, men den ændrede noget. 
Dagen efter afleverede jeg min opsigelse og måneden efter købte jeg et marsvin. Et helt særligt marsvin med en meget lang stamtavle og særligt blød pels. Damen, jeg købte dyret af, havde givet ungerne navne, allesammen startede de med N. Najma, Nellie, Nizli, Det marsvin, jeg fik, hed Norma Jean, ‘opkaldt efter hende den kendte’, forklarede ejeren. 
Norma Jean var smuk men sky, hun sad allerbagerst i buret, det eneste hun bevægede var snuden. Jeg var ikke et sekund i tvivl og fik hende med hjem samme dag. Hun lå i en papkasse med hø og saltsten, jeg bestilte en taxa tol at køre os hjem, men chaufføren nægtede 
”Ingen dyr i bilen”, mumlede han, og så måtte jeg gå de syv kilometer, hele vejen mumlede jeg ”så, så, såååå”, måske for at berolige dyret, måske for at trøste mig selv.

Derhjemme lod jeg Norma Jean løbe frit på værelset, de andre beboere lod sig ikke mærke med det, så længe, jeg lod døren ud til fællesarealerne være lukket. For det meste lagde hun sig under den gamle radiator, her var tæppet flosset – perfekt som redemateriale. Hun lå sådan i timevis under de varme rør og mimrede, kun afbrudt af de gange, hun søgte vandskålen eller den lille tallerken med frisk grønt. Blade af hjertesalat eller en skrællet gulerod.
Dyret og jeg talte meget sammen, eller måske var det mest mig, der talte. 
Jeg kunne for eksempel spørge: “Har du det godt, NJ?’ (Jeg udtalte de to forbogstaver med stærk amerikansk accent.) Andre gange læste jeg højt. I den periode var jeg særligt optaget af litteratur om kloge koner og skovvæsner. Det var ikke alle artikler og bøger, jeg kunne dele med Norma Jean, marsvinet blev svimmel af for megen okkultisme og overtro. Det kom til udtryk som bleghed om snuden eller akut åndenød. så jeg nøjedes med at læse op af det, jeg vidste hun kunne rumme. Et interview med en sær eneboer eller et eventyr med trolde – altid med lykkelig slutning.

Min verden blev mærkbart større med Norma Jean. Det var som om det, at dele mine tanker og oplevelser med hende, fordoblede deres betydning. Hver dag, når jeg havde skrevet min liste med ting, jeg skulle huske, læste jeg for Norma Jean: ”købe tandstikker, levende lys, engelsk vingummi. Hente tøj på renseriet, vande blomster, tømme post.” Og sluttede med at spørge
”Hvad tænker du, N.J., er der mon noget jeg har glemt?” 
Indimellem reagerede dyret på min dosmerseddel, det kunne være et lille spjæt med bagkroppen eller ved at skære tænder, og så vidste jeg, at noget var galt. De dage sprang jeg gerne den engelske vingummi over, eller jeg undlod at vande blomster. 
Hun var aldrig med ude, hun foretrak at blive under radiatorens rør, af samme grund berettede jeg alt for hende og i detaljer. 
Hvad der var sket på jobbet (ti tastefejl og for tynd kaffe) Lidt om vejret – støvregnens tæthed. Eller jeg fortalte dyret om supermarkedets tilbud, Comté ost til 36 kroner og tvebakker for en femmer. Og sluttede af med historien om den mærkelige dame, der havde lagt sig midt på gulvet derinde i butikken, og råbt op. Om vindhekse og kastesorg, et sygt samfund og en kommende invasion fra rummet.

Det var dér, det hele blev virkeligt. Dér med Norma Jean på skødet og alting genfortalt. Det var der, jeg blev virkelig. Så da hun døde en januardag (dyrlægen mente, det var tarmslyng), døde jeg også. Jeg glemte ganske enkelt, hvad det gik ud på det hele, job, dosmersedler, slagtilbud. Jeg glemte at gå på arbejde, at vaske tøj, i to uger levede jeg af frosne minutflutes og supper fra dåse, og det var først, da en nabo ringede på døren og klagede over min overfyldte postkasse, at jeg kom i tanke om. Tog mit tøj på, gik ned ad trappen og tømte postkassen. Tilbage i den tomme lejlighed smed jeg tøjet igen, lænede jeg mig op ad radiatorens rør og talte til ingen. Om mit savn efter marsvinets mimren og nogen at dele det hele med.

Fisk og frisure

Jeg var lige flyttet ind i et kollektiv på Vesterbro torv, få måneder forinden havde jeg afsluttet mine studier, nu begyndte livet: job, kæreste, meningen med det hele. Der var ikke noget af det, der virkede specielt tiltrækkende på mig, jeg købte mig en cowboyjakke og knælange støvler, fik klippet mit hår i en frisure, der skulle se tilfældig ud men på en helt særlig måde.

Hver dag handlede jeg i Brugsen og hver dag gennemgik jeg de mange opslag, der var at finde på butikkens ‘Kunde-til-Kunde’ tavle. Farvede sedler med tilbud om at købe en brugt cykel til 150 kroner eller at få kørelejlighed til Randers ‘mandag til fredag i lige uger’ mod betaling.
Og så denne her: ‘Fast arbejde: indtastningsopgaver, 200kr i timen, krav til ansøger: stabil og humoristisk’ Det sidste kunne jeg kun knap leve op til men 200 kroner i timer var mere, end jeg kunne sidde overhørigt og Ny Munkegade, hvor kontoret lå, var kun få hundrede meter fra det kollektiv, hvor jeg havde fundet et værelse. Nederst stod et telefonnummer og en adresse og “Spørg efter Jarl.”
Jeg gik derhen med det samme, jeg havde min nye cowboyjakke på, der stod et syvtal over porten. Jeg åbnede og fortsatte videre op ad en trappe, kontoret lå på tredje sal, midt på døren var der et spionhul på størrelse med et koøje. Jeg trykkede på ringeklokken og nåede kun knap at fjerne min finger, før døren blev åbnet og en lavstammet, meget hjulbenet fyr spurgte: “Ja?” Jeg forklarede ham om opslaget fra Brugsen, han nikkede, vendte sig om og råbte “Jarl”, forsvandt så tilbage fra, hvor han var kommet,
Jarl kom ud. Hans hår var redt stramt tilbage, han rakte en hånd frem til hilsen: “velkommen til”. Jeg tog den, viste ham så sedlen “ja, det er det her opslag, jeg kommer om”. “Du er på rette vej,” svarede han muntert, lagde en arm om min skulder: “det er præcis folk som dig, vi har brug for.”
Jeg tænkte på den uredte seng, jeg havde efterladt i kollektivet og min studier, som jeg havde været alt for længe om at færdiggøre, sagde “det lyder sørme godt.”

Jarl spurgte ikke til mine kompetencer, heller ikke til min alder eller min baggrund for at søge jobbet, han rakte mig bare en bøjle til jakken og pegede på en stol ved siden af den lavstammede fyr, der havde åbnet døren for mig. “Du kan sætte dig her,” sagde han og var allerede på vej videre: “Egil vil vise dig, hvad der skal ske herfra.”
Det var hurtigt lært. Min opgave bestod i at indtaste besvarelser fra spørgeskemaer, tre mulige kategorier: Ja, nej og ved ikke. Herudover skulle de adspurgtes køn og alder noteres, samt foretrukne opfølgningsform: e-mail, telefon eller personlig henvendelse.
Egil var omhyggelig med at forklare, ja skulle angives med et et-tal, nej med et to-tal og ved ikke med et ottetal. Jeg ved den dag i dag ikke, hvorfor den sidste svarmulighed ikke blev noteret med 3, jeg gjorde bare, som jeg fik besked på at gøre.
Jeg mødte alle hverdage, arbejdstiden gik fra ni morgen til fire eftermiddag, frokostpausen var selvbetalt men ikke frivillig: Man skulle spise, det var noget med at fastholde et stabilt blodsukker og dermed tilstrækkelig årvågenhed til at udføre sine arbejdsmæssige forpligtelser. Jeg smurte hver dag to knækbrød med figenpålæg, levnede et halvt på tallerkenen, det var vel min måde at fastholde en smule selvbestemmelse på.
Jeg var god til jobbet, jeg nåede gerne 70 spørgeskemaer på en dag, de fleste nåede aldrig op på mere end tres. Jarl roste mig: “Du har flair for det,” sagde han og gav min højre skulder et klem, jeg var i tvivl om, om det var et og to-taller, jeg havde flair for, eller det at gøre, som der blev sagt.
Ind imellem tog jeg en ekstra vagt om søndagen, her var lønnen halvtreds procent højere, og der var ingen krav om at spise frokost.

Min husleje i kollektivet var beskeden, 3900 kroner om måneden inklusiv kabel-tv, rengøringsmidler og fredagsslik. Når samtlige mine faste udgifter var betalt, havde jeg stadig over tusinde kroner til overs, jeg anede ikke, hvad jeg skulle op med pengene, men købte en cowboyjakke magen til den, jeg allerede havde, og en elkedel, så jeg kunne koge vand på mit værelse. Jeg begyndte også at abonnere på et blad om gælledyr, jeg havde længe været fascineret af dyrenes evne til at omdanne vand til ilt. I en artikel stod det beskrevet, hvordan en amerikansk fiskeopdrætter havde trænet sin guldfisk til de mest utrolige tricks: At spille undervandsbasketball, at læse søkort og endda at slå med halen på kommando. Under artiklen var der en hel billedserie med fisken fotograferet både forfra og bagfra. Dyret var kun få år gammelt: “Den fisk har potentiale til at blive til noget stort”, udtalte ejeren stolt. Af en eller anden grund fyldte det mig med et stærkt vemod.