Louise Juhl

Min første cykel var rød, havde fire hjul og et lad bagpå. Måske havde den også en hvid sadel, der sad i hvert fald et gummiovertræk på styret, der, hvor mine hænder holder fast. Jeg kaldte den Julle, cyklen, det har min mor fortalt. Jeg cyklede på den i timevis, rundt og rundt på den lille vej, hvor vi boede. Her boede også Lilly og Gert og Bitten og Jens og Preben og Ingrid. Gunvor boede der også – med sin mand, Ib, han var overlæge på sygehuset, men de endte med at blive skilt og så flyttede de ud og Jytte og hendes mand flyttede ind. Nu bor der nogen andre i deres hus, jeg er ikke sikker på, hvad de hedder, måske Helen og Jonas. De har i hvert fald en hvid terrier, der hedder Julle – ligesom min cykel.
Jeg kan huske, at jeg en dag kørte væk på Julie. Langt væk, ud på en vej, der ikke var lukket, hvor der kørte biler og busser, og der var fortove på begge sider. Jeg kan huske, at jeg kørte forbi en boldbane, hvor nogle store drenge råbte højt. ‘Ind over!’ og ‘Jeg er fri!’ og brød i jubel, Yeaaaahhh, og kastede sig i en bunke oven på hinanden. Jeg blev så forskrækket, at jeg standsede cyklen, stod stille og kiggede, indtil en mor med barnevogn kom imod mig. Hun bad mig rykke til siden: Hallo!, skældte hun, men før jeg nåede at reagere, kantede hun barnevognen op på græsset og forbi mig, og mumlede: arghhh.Så jeg skyndte mig videre, væk, ned til det store lyskryds ved solcentret, hvor jeg senere skulle finde ud af, at de solgte hash, drengene oppe fra boldbanen. Der stod jeg længe og så på manden, der skiftede fra rød til gul til grøn, og alle bilene holdt tilbage, men jeg blev stående. Jeg tror, det nåede at skifte ti gange, lyset: rød, gul grøn, rød, gul, grøn, rød, gul…
Så vendte jeg om, kørte samme vej tilbage. Forbi drengene på boldbanen, der i mellemtiden havde sat sig i en halvcirkel, nogle med hænderne om deres knæ, andre støttede med deres arme på græsset. Jeg husker, at jeg skyndte mig forbi, trådte alt, hvad jeg kunne i de små pedaler, som gjaldt det livet, alligevel tog det, hvad der følte som en evighed, at slippe forbi. Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt at komme forbi, men jeg ved, at mit snørebånd, på den anden side af banen, gik op og viklede sig rundt om en pedalarm, og at vi væltede. Julle og jeg væltede og min håndflade blødte, og jeg slog hul på mine knæ. Så lå jeg der, jeg burde vel have råbt. Eller ringet med min ringeklokke, men sådan en havde jeg ikke, for min mor havde sagt, at det ikke var nødvendigt, så længe jeg kun cyklede på den lukkede vej, som vi havde aftalt. Her kunne alle naboer jo se mig. Ingrid og Jens og Gunvors mand, Ib, og min mor. De ville komme mig til hjælp, det vidste jeg. Men her kunne ingen se mig, her drønede bilerne bare forbi og min hånd gjorde ondt, og jeg ved ikke, om det var angst eller skam eller smerte, men jeg græd og græd, uden lyd.
Men så stod moren med barnevognen pludselig bøjet over mig, og de store drenge, som jeg havde haft så travlt med at undslippe, og som år senere ville sælge mig min første joint, kom også. Og den ene rakte mig en hånd og spurgte: Er du ok? og jeg hikstede, mmmmm, og en anden dreng tog Julle i én hånd og mig i en anden og fulgte mig hjem. Og Bitten, vores genbo, vinkede fra sit vindue og senere spurgte min mor, hvordan jeg havde slået hul på mine bukseknæ, og jeg svarede hende, at det var helt omvendt af, hvad hun troede: At det i virkeligheden var mine bukseknæ, der havde slået hul på mig.

Du føler meget mere, end du har grund til at føle. Sådan sagde en bekendt engang til mig. Jeg havde lige fortalt hende om min ømhed for nåletræer og en voldsom angst for at miste forstanden. Hun lyttede, tømte et glas rødvin, endnu et, hun virkede ikke decideret beruset, men hun var nået til det punkt, hvor hun mente, at rå og ublu ærlighed var en gave. Svesken på disken, lorten på bordet. “Du føler sgu altid meget mere, end du har grund til at føle”, sagde hun med en tilstræbt overbærenhed, der vel i virkeligheden dækkede over en voldsom irritation. Hun fyldte endnu et glas med vin, løftede det: skål! Og fortalte så om en rejse, hun planlagde at tage på. Til Italien. Hun ville gå i en kendt skuespillers fodspor, forklarede hun, opsøge de mange kvindelige bekendtskaber, han havde haft undervejs i karrieren, hun ville finde frem til, hvor de havde boet, spist, elsket. Slået op. 

“Det handler om at forfølge nogle andres historier”, forklarede hun: “Du ved; fingeren ud af navlen og hovedet ud af røven”. Hun lo, mens hun sagde det. Hendes øjne var begyndt at få sådan et glasagtigt skær, som helt friskfangede fisk har, før de ved, at de skal dø. Jeg nikkede til det hele, alt det hun fortalte. Italien lød spændende, svarede jeg, og ja det er med at få hovedet ud af røven, lo jeg, det lyder rigtigt. “Og det samme med følelserne”, fortsatte jeg, “til Italien med dem.” Ud, væk. Min bekendte virkede opstemt nu, næsten begejstret: “Yes”, satte glasset fra sig, løftede det igen. “Færre følelser, mere røv!”, råbte hun, og af en eller anden grund gentog jeg: Færre følelser, mere røv! Jeg har ikke kunne glemme det siden, hverken de glasklare øjne eller ordene, jeg gentog. Hvis hun læser det her, vil hun sikkert ryste på hovedet. Der er jo ingen grund til at gemme på den slags, vil hun sige, op i røven med det. Eller: Ud af røven, måske. Men det er stadig samme med mig: Alt for mange følelser og for få grunde til at have dem. Kys.

Jeg har aldrig fået sms’er med billeder af rejste pikke, er heller ikke blevet drukket bevidstløs og derefter forført. Men jeg havde engang en kæreste, der sagde: “du kan jo prøve at se, hvad der sker, hvis du nægter”.
Vi lå ved siden af hinanden i sengen, han havde lige kaldt mig ‘flæbefisse’ og ‘hellige heks’, alligevel syntes han, det var en oplagt idé, at han skulle stikke sin pik op i mig.
Det syntes jeg ikke – og så var det, at han tog mit ansigt imellem sine hænder, sagde: “Du kan jo prøve at se, hvad der sker, hvis du nægter.” Det gjorde jeg ikke, jeg nægtede ikke noget. Jeg lod det bare ske. Lidt som at køre på cykel ned ad bakke, man behøver slet ikke at træde i pedalerne, bevægelsen sker helt af sig selv  

Bagefter satte jeg mig ude på altanen. Der sad jeg hele natten og gik ikke ind, før jeg hørte døren smække efter ham næste morgen. Et øjeblik overvejede jeg at ringe til min kusine. Ikke, at vi var særligt tætte, måske netop derfor. Jeg gjorde det nu ikke, i stedet gik jeg i Flügger og købte ti liter maling. Knækket hvid. Det gav ikke rigtig nogen mening, men det var der så meget, der ikke gjorde.

Jeg slugte en tand i nat, en totem-tand. Der var skåret et ansigt i den, to øjne, en mund og en rynke i panden. Jeg vågnede ved, at den gled gennem munden og forbi drøblen – ned i mavesækken. Jeg ved ikke, hvor tanden kom fra, hvem den tilhørte. Jeg ved bare, at ansigtet, der var skåret i den, lignede min mors, som hun så ud, når hun var træt og helst var fri. For alt, vasketøjet, den forlorne hare, onsdagens mørke – og mig. Nu ligger tanden i min mave. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den, men jeg kan huske, at Hanne, skoletandlægen, havde en plakat hængende med sukkerknalder og en kæmpestor flaske cola, at hun pegede og sagde: “Hold jer fra det stads, det ætser – I bliver bliver tandløse!” 
Her til morgen har jeg så forsøgt mig, jeg har drukket halvanden liter Jolly. I små slurke, for det er det værste, det sagde Hanne i hvert fald. Men tanden ligger stadig i min mave, en lille hård og kantet klump, eller måske er det min mors ansigt, jeg mærker dernede, det er svært at sige.

Hvis du cykler forbi gymnasiet og ned mod Forbrændingsanstalten, som vi stadig kalder området, selvom anstalten ikke længere findes, ligger der på højre hånd en gangsti og for enden af den sti ligger Lektorvej.
Lektorvej er ikke blind, den fører bare ingen steder hen, og husene har alle flade tag og i haverne står meterhøje træer og vidner om, at de har stået der længe, at husene har. Birk og gran især. Husene er ikke ens, men ligner hinanden, det er noget med måden, vinduerne er anbragt på – i en smal og helt lige række rundt om huset. Soklerne er høje, vel cirka cirka trekvart støvlelængde, og malet i en lidt afvigende farve fra resten af huset.
I et af husene boede min tysklærer med sin kone, der var jurist. Hun arbejdede med bo- og børnedeling i forbindelse med skilsmissesager. De to spiste meget fisk, altid hvid fisk. Og kefir og kartofler: “Kortest mulige vej fra jord til bord,” var vist nok filosofien. Jeg ved ikke, hvorfor kefir var tættere på jorden en yoghurt, jeg ved bare, at det smagte surt og var fyldt med bakterier, som var gavnlige for tarmen.
De havde tit besøg af buschauffør fra København, han hed Torsten og havde et stort skæg og en meget lys stemme hans højde taget i betragtning. Torsten var altid på vagt: De kunne ringe fra HT midt om natten, at de havde en ledig linje 26A næste morgen klokken 7. Og så måtte han stå op og tage tøj på og sætte sig ind i sin bil og køre hele vejen tilbage til hovedstaden. For at sætte sig direkte bag rattet og køre otte timer mere – nu med passagerer og i tæt trafik. Min tysklærer mente, at det var helt urimelige arbejdsvilkår, men Torsten var mere oprørt over, hvor hårdt det var at køre på tværs af landet midt om natten, når man ikke havde andet end hvid fisk og kefir i maven.
Det skændtes de en del om: Om de store og de små behov. De blev vist aldrig enige, men i lang tid var min største drøm at få et hus på Lektorvej. Helst et af dem med gran i forhaven. Så forestillede jeg mig, hvordan jeg ville lægge foder ud på brættet til fuglene, og sidde indenfor og se ud af de smalle vinduer på fuglene, der åd.
Gymnasiet ligger forresten stadig, hvor det lå dengang. Det er bare at køre forbi og ned mod Forbrændingen, dreje til højre ad gangstien, så finder du Lektorvej.

Der var ikke nogen, der troede på hende, hvorfor skulle vi også det. Hun sagde jo så meget. Engang påstod hun, at hendes kat kunne tale. “Godt nok kun i søvne,” forklarede hun, men vi rullede bare med øjnene, mumlede: “jakkedijakkedijak.” Og så steg hun på sin cykel, men før hun kørte, råbte hun: “I fatter ikke en skid”.

Så da hun en mandag i december fortalte os, at hendes far havde forsøgt at sætte ild til det hele: “Til min mor og min lillebror og katten”, så grinede vi bare. “Nå, det lykkedes ikke særlig godt, hvad?” svarede vi og så på hende uden at lægge skjul på vores mistro. Og hun blev så rasende, at hun sparkede døren til toilettet i skolegården ind og skreg: “Jeg ville ønske, at det var jer, han havde sat ild.” Så var hun væk, og da gårdvagten lidt efter kom og spurgte os, hvem fanden, der havde ødelagt døren til toilettet, pegede vi i retning af Karin. Det lykkedes ham at indhente hende ind, men hun bed ham i hånden, og hendes far og mor blev indkaldt til et møde på skolens kontor. Ingen af dem dukkede dog op på den aftalte dag, så Karin fik en seddel med hjem om, at man ra skolens side ikke længere ville tolere temperamentsudbrud af den art.
Der gik en uge, måske to, før hun dukkede op igen. Hun havde klippet sit hår kort. Vi spurgte hende hvorfor, men hun trak bare på skuldrene. Nogen syntes, at at det var pænt til hende: “Du ser meget sødere ud sådan.” Andre var mindre omsorgsfulde: “Du giver den da fuld gas: Først smadrer du en dør, så bider du en lærer, og nu har du klippet håret af. Hvad bliver det næste?” 
Ugen efter holdt Nanna juleklip for klassen, vi spillede banko – vi skulle selv have gaverne med. Joan vandt et syngende julekort. Jeanett en brugt el-tandbørste (den var altså skoldet, forsikrede Martin, der havde haft den med). Karin kom ikke, meldte ikke engang afbud. Hun var vel stadig sur, enedes vi om, “eller også har hendes far sat ild til hende og huset,” grinede vi. “Right?” 

Efter nytår var Karins plads var tom. Hun og hendes mor og bror var ‘gået under jorden’, fortalte vores lærer. Af en eller anden grund kom det ikke bag os. Ikke fordi vi kunne vide noget, hvordan skulle vi det? Men alligevel, det var da mærkeligt med den kat, der talte i søvne og så det med ilden, også selvom det ikke passede. Thea rakte en hånd i vejret og spurgte, hvornår hun kom igen. “Det gør hun nok slet ikke,” lød svaret, og så talte vi egentlig ikke mere om det. Der var vist nok en, der på et tidspunkt spurgte til katten – om den var kommet med under jorden? Men det kunne vores lærer ikke svare på. 

En, der hed Ian, tog imod i lufthavnen, på hans t-shirt stod: “I AM WHAT I AM” med store bogstaver. Vi vidste ikke, hvad vi skulle lægge i det, men han virkede rar, bar vores bagage og viste vej til sin bil, en udtjent mørkegrøn Simca. Vi kørte til en hytte oppe nordpå, ødebeliggende og med et fantastisk vue over store græssletter og gamle stensætninger. 
– Fra de forrige generationer, forklarede han. Fåreavlerne. 
En hel lang formiddag så vi på fugle, Ian lånte os sin kikkert. Det var vandkoldt og meget smukt, tæt på, hvad vi altid havde drømt om. At gå i ét med omgivelserne, græssets fugt og fuglene skrig. Men noget var alligevel ikke, som forventet. Måske var det stenene, der bar lå og lå, måske var det vidderens voldsomhed, kulden overalt. I hvert fald var alt på en gang for tæt på og for langt væk. Fugtpletterne på buksebagen, de følelseløse fingre. Det var næsten ikke til at bære: Nu var vi rejst så langt, og så var der stadig var noget, der forhindrede os, noget, der stod i vejen for vinden og fårene, nuet. Måske var det os selv.
På vej tilbage i flyet bød en lysbjælke over nødudgangen os at spænde vores sikkerhedsbælter ”Fasten your seatbelts”. Et øjeblik efter lettede flyet, og jorden forsvandt under vores fødder. 

Der var noget særligt ved sneen, det var som om den forvandlede virkeligheden til noget blødt og pelset, også tiden blev en anden, længere og dybere ligesom, oplyst nedefra og op.
Og vi sneg udenfor, før de voksne vågnede, og fulgte aftrykket fra en kat – gennem hækken og op over muren, ind i naboens have. Og så stod vi dér, i forede gummistøvler og pyjamas, i den urørte sne. Og alt var nyt: græsset var kridhvidt, himlen blodig og månen lignede en selvlysende telefon.

I tankerne var vi langt oppe nordpå, helt deroppe hvor solen aldrig står op og derfor heller aldrig går ned. Og vi forestillede os, at vi måtte klare os med ingenting, de bare hænder og hjertets varme (det var før, vi lærte at hade det banale.) Vi slog kuskeslag og fandt på navne til hinanden: ‘Aqiotuk’ og ‘Imizaq,’ som betød dig-der-elsker-fugle-og-fremmedord og pige-med-morgenhår-og-iskolde-fødder. Og vi satte vi os på hug og tegnede med fingrene i sneen. Stjernetegn, som kun fandtes i vores fantasi: Ægte Æsel og Mægtig Harefod, og det hele varede lige indtil vores forældre kaldte: ‘kom ind og få noget tøj på’.
Og vi blev vi klædt i hverdagens stof, tennisstrømper og en polo-shirt, vi havde arvet fra en fætter, og da vi kom ud igen, var sneen smeltet.

Det er svært at sige præcis hvornår, det gik op for os, at tingene hang sammen.
Ikke sådan som tirsdag hang sammen med mandag eller bål med brand. Men sådan som vi hang sammen – med det, vi kom af og kom fra.

Måske var det dengang Allan kom i skole med en brækket næse, og der blev helt helt stille, da vi ville vide, hvordan det var sket? To dage senere flyttede Allan ind ved sin mormor og fik en schäferhvalp, der hed Gonzo. Hvordan det ene hang sammen med det andet, vidst vi ikke, men AT det hang sammen, var vi ikke i tvivl om.
Det samme med Berit: Hun måtte hjælpes op af vandet efter bare to baner til svømning. Hun kunne ikke få vejret, sagde hun, – det var for meget både at skulle bevæge arme og ben og så også holde sig flydende. Hun kom op til skolelægen der skrev hende op til en plads på julemærkhjem. Da hun kom tilbage, var hun seks kilo lettere. ‘Hvor er det flot,’ roste de voksne hende og vi forstod, at det at også det være let og flot hang sammen.

Tingene blev ikke nemmere af den grund, af at de hang sammen. Tværtimod, det var ligesom i matematik. Jo mere vi lærte, des flere og flere ubekendte blev der at holde styr på: x og y og z og q. En, der hed Rikke, løste en tredjegradsligning ved at tegne en guitar uden strenge midt på papiret og et lighedstegn ud for en node i nederste venstre hjørne. Læreren kaldte hendes besvarelse for ‘en utrolig kreativ og tankevækkende løsning’. Alligevel fik hun kun 5 i standpunktskarakter.

Der er ting, jeg ikke husker. Om jeg for eksempel allerede som barn, så tingene bedst på afstand. Og om jeg nogensinde fik den skrivemaskine, der var mit største ønske. Eller hvad det var for nogle fisk, min bror havde i sit akvarium, dem, der åd hinanden. Eller måske er det sidste bar bare noget, jeg bilder mig ind.

Der er også et helt årti, der er forsvundet. Fra 1993-2003. Eller helt væk er det ikke, der er stadig ting og hændelser, jeg med viljens magt kan hente frem: 
Rengøringsdamen på Frederiksberg Hospital, bred og med kraftig stemme. Hun hed Inge og bankede aldrig på, før hun kom ind. Hun havde vogn og spand og støvkost med, trak hidsigt gardinerne fra (selvom jeg insisterede på at have dem trukket for). Skældte gerne ud: Om jeg virkelig ville gå glip af solen, og: `Hvad har du egentlig forestillet dig?’
Jeg havde ikke forestillet mig noget, måske pånær at Inge ville blive færdig, så jeg kunne få fred. Men hun lod sig ikke jage med, hun støvede omhyggeligt sengegærdet af før hun bukkede sig ned og sagde: du trænger vist også til at blive støvet af, og så lod hun som om. Det var helt åndssvagt og vel også lidt uhygiejnisk, men det fik mig til at le. Engang opdagede hun, at jeg havde gemt et helt arsenal af uåbnede proteindrikke under madrassen, mit hjerte gik lidt i stå af angst og skam. Men Inge hev bare alle juicebrikkene frem, en efter en: -Vanillesmag, læste hun. – Og jordbær og mokka og tropisk frugt. Så fordelte hun dem rundt omkring i sine rengøringsspande, jeg hørte aldrig for det fra plejepersonalet, måske smed hun dem bare ud. 

Jeg husker også Benny. Han havde AIDS. Da jeg spurgte ham, hvorfor han var indlagt svarede han: ‘For at dø’. Han var den eneste på afdelingen, jeg kunne fortælle alt, den enste vel overhovedet: Hvordan jeg gemte røget makrel og skiver af blodpølse i trusserne. Han lo bare – lidt trist – og sagde: ‘du fanme ikke rigtig klog’.
Det var jo rigtigt nok.
Senere blev jeg anbragt på et ridecenter, jeg er den dag i dag ikke sikker på hvorfor. Måske var det noget med dyrenes puls: at lægerne tænkte, at hestenes maner og hovslag, ville give mig ro. Gadagung gadagung. Det skete ikke, tværtimod tabte jeg yderligere seks kilo, blev indlagt igen på den samme afdeling. Denne gang uden Benny: han var død en måned tidligere, jeg havde været for syg til, at de ville fortælle mig om det.

Så flyttede jeg i kollektiv i Studiestræde, i en lejlighed uden døre, kun tynde gardiner og opvarmet med gas fra store gule dunke, vi måtte slæbe til huse. Jeg blev smidt ud efter tre måneder, fordi jeg var ‘asocial’: lå og græd i min seng og nægtede at spise sammen med de andre. Flyttede i stedet i en loftslejlighed på Frederiksberg, så til Nørrebro, startede på Litteraturvidenskab. Læste Thomas Mann’s Døden i Venedig, åh altså. Tog på studietur til paris, det eneste jeg husker derfra, var en lærer, der hed Elo, der i tre timer fortalte om et betonbyggeri i et ydre arondissement. Det lyder kedeligt, men det var fab!

Der var også Martin. Han var brandmand og kørte på motorcykel, og forsøgte at kvæle min ulykkelighed med overdrevne gentleman-manerer og sukkersøde breve, ‘Kære allerfineste dyrebare’. Han var så sød og så håbløs, at jeg i lang tid ikke nænnede iat slå op med ham. Til sidst var det en pine at se. Forholdet endte foran Palads Teatret, det er ikke dig, men mig, der er noget galt med’, forklarede jeg, og for en gang skyld talte jeg sandt. Det virkede helt skørt med alle de farver omkring os.

Af alt det, jeg ikke husker, husker jeg bedst, da tvillingetårnene faldt. Alle omkring mig sagde: Fra NU af bliver verden forandret, intet vil nogensinde være det samme. På TV, i radioen, alle aviser, mine venner, alle steder blev der sagt: NU. Og jeg håbede sådan at de havde ret. At noget ville forandre sig, NU. At JEG ville. At mødet med livets grusomme tilfældighed, mange tusinde menneskers død, ville få mig til at ændre adfærd. Tage mig sammen, spise, leve. NU.

Men der skete ikke en skid. Måske kunne jeg ikke, måske turde jeg ikke. Måske, måske, min bare røv.