Louise Juhl

Vi lærte at le, når noget gjorde ondt. Rejse os og børste sand af knæene. Sige pyt og komme videre. ‘Op igen’. 
Det hjalp hverken at pive eller at græde over spildt mælk, fik vi at vide. Det var som med ulykker på hest: Den bedste kur var at komme i sadlen igen. Bevise, at man stadig mestrede ridtet – at sætte et dyr i bevægelse og følge med.

Første gang vi oplevede at miste ven, søgte vi læ i en mors eller fars fortrolige favn. Vi blev strøget over kinden, fik et opmuntrende klap bagi: ‘Den slags sker’ og ‘Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget’. Og selvom vi ikke kunne gennemskue, hvad det gode, skidtet gjorde, var, forstod vi, at omsorgen havde en udløbstid. Vi skulle videre – altid videre. 
Så vi tørrede øjnene, løb ud og fandt en hund at klappe, en sten at ae. Kastede vores tabte venskab i grams: ’Nårh, er du sådan en sød lille hund?’  ‘Ae, ae.’

Dagen efter havde de voksne meldt os til håndbold i hallen bag skolen. Holdsport og fysisk bevægelse var den bedste kur mod tristhed og tabt tillid, mente de, og købte nye sko og en trøje med logo på ryggen til os.
Devisen var klar: Det man ikke dør af, bliver man stærkere af, og eftersom vi ikke var døde, måtte vi nødvendigvis være stærke. ‘Det handler ikke om, hvordan du har det, men om hvordan du tager det’, blev vi fortalt. Og vi tog det pænt.

Vi så til, mens vores forældre vaskede bilen, bankede tæpper, tjærede tag. Og når de som belønning for veludført arbejde købte sig en hindbærsnitte, delte den i to og nød den til kaffen søndag eftermiddag. 
Det vi så, var et voksenliv og en fremtid fyldt med gøremål og pligter. Forældrekonsultationer, tandeftersyn, nye tagrender. Og oveni det – en nedarvet skyld, ingen nogensinde ville lykkes med at betale tilbage. Heller ikke vi.

Vi så på de voksne og så et fængsel. Hverdage, vasketøj, hviletid. At grave huller – kun for at fylde dem igen. Men voksenlivet rummede også muligheder, en chance for endelig at slippe fri. Af skole og pligter, omgivelsernes krav. Følelsernes voldsomhed. Spørgsmålet var, hvad vej vi agtede at gå, i hvilken retning: Ville vi søge det trygge, det jævne og virksomme, gå i vores forældres fodspor? Eller ville vi søge modsat: Købe os en ødegård i Sverige, karte uld og leve kun med tanke for nuet og næsten.

De fleste af os ville det sidste, men endte tæt på det første.
Fik os et job, vi kunne leve af. Fandt et hus lidt udenfor byen, med luge akkurat jord nok til en stribe gulerødder og et bed med vilde blomster. Vi sparede op, så der blev råd til ferie, et ophold på en herregård, godt nok ikke svensk men til gengæld meget øde. Her genoplivede vi en for enkelt weekend drømmen om uld over to flasker vin. På vej hjem i bilen talte vi om, at vi måske ikke var lykkedes med, hvad vi drømte om engang. ‘Men jo heller ikke mislykkes, vel?,’ spurgte vi og håbede, at den anden ville svare nej.

Der var hjem i glas og stål.
Køkkener delt af en halvmur, et forsøg på en bardisk, der kun blev brugt nytårsaften til at stille fade med kransekage og glas med mousserende vin på.
Skabslågerne var var beklædt med spejlglas, lofterne med små pendler. ’En imitation af stjernehimlen’, forklarede de, og udpegede Store Bjørn og Cassiopeia for os. På badeværelserne var keramiske håndvaske med armatur i chrom og en sauna, der blev brugt til opbevaring: I den stod alt det, der ikke kunne vises frem. Husets sammenklappelige tøjstativ, en kondicykel (fejlkøb) og to ens kufferter med skjult udtræk til håndtag.

Andre steder var der færre spejle, men flere lammeskindstæpper. Karme fyldt med potter – kaktus og sukkulenter. Stuebordet var pyntet med stager i enkelt design, svagt rosa stearinlys. På væggene hang årgangsplatter – en nedarvet tradition, som ingen i familien nænnede at bryde, heller ikke nu. Til højre for platterne: Skolefotos af familiens eneste barn i forskellige stadier af mennesker: Første, femte og niende klasse. Smilet alle steder det samme, ’en lille smule anstrengt.
Reolerne var fulde af nips, Kai Boiesen figurer side om side med håndpustet glas, hjembragt fra en ferie i Bøhmen. En enkelt række med bøger: Alistair McLean, “Mad i Mikroovn” og “Børnens store bog om rummet”.  
I tv-afdelingen stod lænestole af læder og med fjernbetjent ryglæn, der kunne indstilles til alt fra liggende til opretsiddende. På det lave bord ved siden af: et fad med farvede agatsten fra Argentina. Alt faldt ligesom i ét med det hele.

Vores bedsteforældre spurgte igen og igen: hvor bliver tiden dog af.

Vi var i tvivl, om vi skulle svare og hvis ja, så hvad: 
Var det tiden bag os, de efterlyste – i går og i forgårs. Eller var det tiden foran os: I morgen, om et år?

Måske var det begge dele.
Et sted midt imellem, hvor tiden stod stille længe nok til, at gærdejen kunne hæve færdig, kartoflerne koge møre og sværene på flæskestegen blive sprøde. Der var noget rart ved denne ikke-tid, noget konkret og nærende, vi var uvante med i en verden, der ellers handlede om alt muligt andet og ofte diffust: At opføre sig ordentligt, passe sin skole, sørge for ikke at gå i vejen.

Vi nød at være hos dem – og udenfor tiden.
Se på, mens en farmor lavede mad eller en farfar satte tal i kolonner, førte regnskab. Vi læste i ugeblade: En chefredaktør rapporterede fra Kenya og i en artikel lige efter blev det fortalte, hvordan en gårdbrand, havde ført en familie fra Skjern tættere på hinanden: “Således blev en ulykke vores indgang til lykken”, lød overskriften. 
Endelig til sidst i bladet – de mange gode husråd: Bagepulver, læste vi, kunne bruges til cirka alt: Rengøring af køkkenvask og pudsning af sølvtøj. Hoste kunne løsnes ved hjælp af saltvand. Græs på tøjet gik af med sødmælk. 

Klokken tolv var der varm mad, medister med kogte kartofler og surt. Klokken tre blev der dækket op til te og kage: Darjeeling og en skive roulade med flødeskum, sereveret i de bløde stole i sofaafdelingen. Klokken halv seks var det tid til aftensmad, forskelligt slags brød og pålæg: skiver af gårdsdagens steg, halve æg og kolde kartofler.

I det hele taget var det bedsteforældrenes færden, deres gøremål og måltiderne, der bestemte tiden. Ikke omvendt.

Vi frygtede og beundrede dem, vores mødre.

Frygtede at ende som dem, stå for det, de stod for. Det servicerende, det eftergivende, det praktiske. Hadede tanken om at ende der. Med at vække børn, vaske vinduer, stoppe strømper. Slæbe mel og mælk hjem, ris og grove grøntsager. Fylde hylder med basisvarer: Mariekiks til børnene og Substral til blomsterne. Købe nye klemmer til tørresnoren, knække vasketøjets koder: Kogevask til sengetøj, 60 grader til hvidt, 40 grader til denim. Skånevask til silke og sarte stoffer. Før sengetid: tænde for opvaskemaskine, stille vækkeuret. Hver morgen: tjekke kæledyrenes trivsel, kaninens saltsten, akvariets tilvækst af alger. Alle dage – holde øje med højtider, mærkedage. En grankusines bryllupsdag, et 25-års skolejubilæum. Naboens datters dimissionsfest. Hurra og tillykke til alt og alle pånær dem selv.

Men vi elskede dem også, længtes. Efter at eje en styrke som deres, en vilje. Til at stå op og fungere, bløde og føde, sige ja og ja og ja til det meste, for så – endelig og med eftertryk – at sige Nej. Nej til naboens feststemte kys, chefens joviale klap i bagdelen. Nej til sukkermadder som substitut for omsorg til børnene, nej til nylonstrømper i frostvejr. Her til og ikke længere. En grænse, der markedere meget mere end meninger og principper. En grænse, der handlede om værdighed og om modet til at vide, hvem man var, og stå ved det, også når det kostede.

Vi overvejede, om der var en vej udenom voksenlivets helvede. Et liv uden firkantede græsplæner, grundskyld og pligtbesøg. 

Men vi fandt ikke noget svar, i stedet valgte vi at lukke øjnene. Drak os fulde og vågnede morgenen efter på en drømmeseng, vores forældre havde slæbt ud på badeværelset, så vi kunne kaste op direkte i toilettet. Hver gang blev vi mødt af lige dele ubarmhjertig fornuft og omsorgsfuld forståelse: En kold klud mod panden, ristet brød og revet æble: 
‘Sikke et fjols. Det var da heldigt, at du slap af med ham’, trøstede de, når vi sidst på dagen var kommet så meget til hægterne, at vi kunne betro os om den foregående aftens ulykkelige forhold. 

På den måde var de voksne og voksenlivet en mur på en og samme tid en mur, vi løb panden imod, men også én, vi søgte tilflugt bag. For godt nok afskyede vi deres indblanding og gammelkloge råd, men opsøgte dem alligevel gang på gang, når vi fór vild i kærligheden eller hverdagens modgang slog os ud.

Det var vigtigt at klare sig godt, få sig en uddannelse, stifte familie. Skabe sig Et Godt Liv, hvilket indebar mand, børn og arbejde, et job, gerne hæderligt lønnet, så det ikke kun rakte til mad på bordet, men gav en frihed til ferier og fornødenheder at være ’Herre i eget hus’. 
Det værste, der kunne ske os, var at blive afhængig af det offentlige. At være tvunget til at bede en kommunal skrankepave om hjælp, var et scenarie, vi for alt i verden skulle undgå. Så de voksne lærte os at nøjes: Lidt men godt, sagde de og delte en napoleonshat i fire, fordelte stykkerne på små tallerkener, sagde: ’Værsågod’. Grådighed blev anset for en synd, der førte til både økonomisk og menneskelig fortabelse. Mange penge var ikke lykken, forklarede de, men for få var alligevel værre. Den svære balancegang kunne kun lykkes ved hjælp af flid og ordentlighed 

Netop ordentligheden var væsentlig: at være et hærderligt menneske, tro mod sine principper. Vi gjorde, hvad vi kunne, for at leve op til forældrenes ønske: Lærte os spejderløfterne udenad: At tale sandhed, stifte fred, dele med andre. Vi gjorde honnør for flaget og hjalp ældre mennesker over gaden.
Efter aftensmaden ringede vi til vores bedsteforældre og lyttede med påtaget tålmodighed til deres stemmer, der sukkede over prisen på hakket kød, skældte ud over nabohundens ‘narrestreger’ og glædede sig ved havens blomstrende rododendhron. Vi nikkede til det hele, men fik besked på at svare med ord:’Farmor kan ikke høre, når du kun nikker’. Efter et kvarter overlod vi røret til de voksne, der lyttede til de samme historier – en gang til, svarede ‘nej da’ og ‘for søren!’ Måske tilføjede de selv noget om en kusines fyrreårs fødselsdag, at de havde sendt en buket med rosa pæoner og achillea på familiens vegne, før de lagde på. 

Resten af aftenen forløb som hundredevis af aftener før da. Vi så Fjernsyn for dig, kravlede så op i sofaen. Lænede os mod en mors skulder og fulgte søvningt med, når hun vendte siderne i et boligindretningmagasin. Det, indtil vi blev vi så trætte af at se på Montanareoler og sofaborde af glas, at vores øjne gled i, og vi bad om lov til at gå i seng.

Anderledes hos de nyrige. 
Her brugte man gerne penge og havde intet imod at vise sin velstand.
Børnene var altid først med det sidste: Konsolspil og walkie talkies, inliners og en ghettoblaster. 
Deres forældres bil blev skiftet ud hvert tredje år: På den måde sikrede man bedst bilens salgsværdi, lød forklaringen, men sandheden var, at de hyppige bilskift også havde til formål at spejle familiens voksende formue. Den stadigt velkørende citroen BX blev skiftet ud med en nyere CX-model, senere igen opgraderedes garagen med en spritny cabriolet. 

Naboerne lo: Med det danske klima var der ikke mange chancer for at få gavn af et soltag, indvendte de, men takkede alligevel ja, da de blev tilbudt en tur på årets første lune forårsdag

Som altid omtaltes nutiden med en vis foragt. Sammenhængskraften i samfundet smuldrede og en voksende historieløshed lod sig ane. De ældre hånede de unges brug-og-smid-væk-kultur, som de mente var et tidstypisk udtryk for forkælet materialisme og manglende respekt for tidlige generationers hårde arbejde. – Et arbejde, hvis skuldre de unge nu stod på men ifølge de voksne altså uden at værdsætte dette fundament. 

Velstanden var ikke den samme overalt. I visse hjem bestod formuen af arvede penge, et familiefirma eller mursten. Andre havde tjent deres penge selv, de blev kaldt “nyrige’, og var på en og samme tid stærkt beundrede for og mistænkeliggjort for deres ærgerrighed. Kunne dette ’held’ nu virkelig vare ved, den underliggende morale var ’flyv ikke højere, end vingerne bær’.

De, der levede af arvede penge, følte ingen trang at fremvise deres velstand, tværtimod. De boede gerne i gamle huse, murermestervillaer med århundredegamle vinstokke kravlende op ad muren. I disse hjem var tv-apparatet ikke – som hos de fleste andre – familiens omdrejningspunkt, snarere et nødvendigt onde. Man måtte jo nødvendigvis holde sig ajour med nyhedsstrømmen, så TV-avisen og Aktuelt og en enkelt tv-serie, man fandt tilstrækkeligt lødig til at bruge tid på. Men det, man brystede sig ad, var bøgerne, stuen var dækket af væg-til-reoler fyldt op med Camus, Huset Buddenbrock Lademanns store leksikon i komplet udgave. Videomaskiner var bandlyst, den slags nymodens pjat gav kun adgang til hollywood-underholdning og manglende  substans. Kaffen blev brygget med filter og tragt, dermed bevarede man mere af bønnernes smag, lød det, og man undgik på samme tid at forstyrre køkkenets ryddede flader med uelegant elektronik. En ugentlig grøddag skulle minde familiens yngste om, hvad de kom af: bedsteforældrenes flid, nøjsomhed og hårdt arbejde.

At hylde mådehold som de, var et vidnesbyrd om, at man havde så rigeligt: for dem bestod kunsten i at begrænse deres overflod.

På mange måder var vi som fedtsugende papir, vi tog alt til os. Det smukke, det hæslige. Det ligegyldige.

På Esso-tanken i krydset mellem Sohngårdsholmsvej og Mylius Erichsens vej lejede vi movieboxes, som egentlig bare var videomaskiner forklædte som aluminiumskuffert. ”Tre film, tre dage, tres kroner” reklamerede de på et skilt klemt inde mellem motorolie og sprinklervæske. Det var mindre end en tur i biografen kostede, og vi investerede de straks de overskydende penge i Cocio og Snøfler. 
Hjemme slæbte vi husets dyner ind foran fjernsynet. Sådan lå vi i syv timer, kun afbrudt af toiletbesøg og krampe i læggen. Så Mrs Doubtfire, Pretty woman, Ondskabens øjne – fra latter til gråd og gys. Rækkefølgen var ikke tilfældig. Til slut faldt vi i søvn, mere udmattede af chokolademælk og sukker end af træthed. Vågnede otte timer senere til blå skærm og en tung lugt af sved. Gned øjnene, samlede dynerne sammen og spejlede en hel bakke æg på panden, som vi spiste uden andet tilbehør end ketchup og salt.
Før vi skiltes, huggede vi om, hvem der skulle aflevere videomaskinen på tankstationen. Af en eller anden grund var den tjans værre end næsten alt andet.

Som en slags bod for den næringsløse underholdning, fandt vi sener spå dagen Jacob Holdt’s ‘Amerikanske billeder’ frem af reolen. Bladrede igennem hundredevis af fotos med ludfattige mennesker, uredte senge og stofpåvirkede øjne. Kvinder, der solgte deres kroppe for at kunne mætte deres børn.
det var umuligt for os at fatte, hvordan et land, som vores forældre og politikerne hyldede som ’den frie verdens vogtere’, kunne omfatte den slags modsætninger, så ufattelige lidelser. Vi følte os forrådte, følte, at nogen havde stukket blår i vores øjne og med fuldt overlæg ført os bag lyset.
Hvordan kunne vores forældre, magthaverne, lukke øjnene for uhyrligheder, som dem Jacob Holdt med sin bog afslørede? Hvad ellers holdt de skjult for os?

I protest tegnede vi knyttede næver på forsiden af vores Fjällräven og svarede i en hel uge kun vores forældre med enstavelsesord, når de spurgte, hvad det dog var, vi tumlede med. Vi meldte os ind i Amnesty International og deltog i et lysbilledeforedrag om den afro-amerikanske befolknings historie. I over to timer sad vi på stive skamler uden ryglæn og så på dias med udsultede hunde, trailerparks og skræmte børn.
Gik derfra med en stærk skam over at tilhøre en verden, der tillod, at den slags fandt sted.

Vi brugte de våben, der lå os nærmest. Vi lavede banner med tekster om de privilegieblinde magthavere og menneskehedens visionsløshed. Vi skrev stile om De Store Fortællingers Sammenbrud, kaldte på protest, men
var på samme lammede af afmagt – alle de ord til ingen verdens nytte. De undertrykte befolkningsgrupper i USA fik næppe bedre kår af, at vi høstede roser for ‘et fejende flot og fyrigt essay’.

Selv faldt vi indimellem for fristelsen til en sen nattetime at dulmer en mislykket flirt med fede, salte pommes frites fra McDonalds. Faldt i søvn under lysstofrørerne i loftet og vågnede med kvalme, men også med en lyst til mere af det samme. Fedt og salt.