Louise Juhl

navnet på min medicin
lyder som rim i græsset
en lille lykkelig gråd

i morges tænkte jeg på min morfar
jeg tror ikke jeg nogensinde 
har set ham græde men
jeg har set ham slå pæle i jorden
og hugge hovedet af en høne
jeg har set ham luge bedet 
i sin have med en omsorg
der minder om septembers

jeg kan godt lide september

jeg kan godt lide de
sene kantareller
det tidlige mørke
jeg kan godt lide
efterårets komme:
at der ligesom ikke er mere at stille op
at det er dét vi så alligevel må gøre
stille op

Livet var noget der lå foran os, og dagene indtil da forhindringer, der skulle overstås for at nå frem.

Prøvelserne undervejs var mange og vidt forskellige. En uvarslet test i kemi, for eksempel, i det periodiske system. Ag for argentum, der betød sølv. Eller Ra for Radium, der var et ustabilt og derfor meget farligt grundstof. Eller det nok varslede men ikke mindre pinefulde i de to begyndende bryster, der skød frem af kroppen, og som man bare ventede på skulle vokse sig store nok til at være værd at vise frem.

Derimellem var tusindevis af stjålne øjeblikke, man følte en vis skyld ved rent faktisk at nyde. At pjække fra idræt, i stedet købte to pølsehorn og en Cocio. Eller at bladre i kioskernes pornoblade, pege og hviske ‘adr’. Fryden ved i det skjulte at bære billederne med sig. I tankerne ud af butikken, en slags tyveri og så alligevel ikke. Finde dem frem igen, når man kun var sig selv og under dynen.

For det meste var vi fulde af mudret tvivl og vaklen. Ville vi nogensinde nå frem? Og hvis ja, til hvad?

Kun ganske sjældent skete det, at tiden fik lov at gå i stå. Så stod vi der ved siden af og trak vejret, indtil vejret igen trak i os.

Min morfar var skind og ben, han var får og høns og hegnspæle. Når jeg tænker på ham, er det første, jeg kommer i tanke om hans hænder. De lilla udtrækninger, han fik med alderen og huden, der blev så tynd, at man kunne se lige igennem. Jeg forestiller mig ham, som han stod på gårdspladsen. I træsko med hælkap og den ene hånd på brystet. Som om han holdt fast i noget, fast om. Jeg forestiller mig den transparente hud og hånden som en rude ind til hjertet.
Hvad ser jeg derinde? 
Sandheden er en anden. Min morfars hånd var ikke gennemsigtig, den var massiv og hård. Den arbejdede for føden, skaffede sig vej. Den sleb træ til grunde og huggede hovedet af hønsene, når de var fede nok til at æde. Ikke af lyst eller af nød, men fordi, det var sådan man gjorde. Dage og veje og halsen af en svane.
Min hænder er heller ikke gennemsigtige. Så jeg holder dem fra høns og efterårsfluer, spindelvæv og sene kantareller. Man ved jo aldrig, hvad de kan finde på.
Hænderne altså.

.

Hos vores bedsteforældre forblev alt, som det plejede at være. Der var varm mad kl 12.00 serveret på ovnlune tallerkener, flæskesteg med kartofler og surt. Stueurets visere lød som en metronom, der kunne holde styr på minutter, timer, dage på en måde, vi var uvant med. En ro, vi ikke kunne finde ander steder, og som gav plads til noget andet end dagligdag og gøremål. Fantasien fik frit løb, syvtabellen blev erstattet af tankelege, tænk at være smuk og berømt som de berømte modeller, at hedde Renee med to e’er, være gudesmuk og kæreste med en guitarist fra Duran Duran. Vi øvede os foran spejlet, gik catwalk, vuggede i hofterne, gav blødt efter i knæene, lavede trutmund. Men kun til der blev råbt fra spisestuen, at nu var der kaffe og roulade. Så løb vi nedenunder, mindre glamourøse men mere trygge. Klappede gravhunden og lavede flødeskumskæg af rouladeovertrækket, pendlede uden besvær mellem barn og voksen. 

*
Senere blev børnecyklen skiftet ud med en større model, der havde tre gear og håndbremse. Anker Jørgensen trådte tilbage og overlod magten til en firkløverregering. Poul Schlüter stod i spidsen og proklamerede med alfaderlig røst, at han ville sikre landets fremtid. Han lovede at øge den private sektor og tilsvarende reducere i den offentlige. Der blev brugt ord som ’fastkurs-’ og ’genopretningspolitik’. Tøjlerne skulle strammes, var parolen: Overførselsindkomsterne skulle skæres ind til benet, så de alt for mange ledige fandt vej tilbage i job. Det lå implicit i den førte politik, at ansvaret for de svageste ikke længere hvilede på samfundets- men den enkeltes skuldre. ’Ansvar for eget liv’, lød mottoet, og pisk erstattede gulerod. Rundbordspædagogikken havde ”sejret ad helvede til”, blev det fortalt, og det så overbevisende, at ingen spurgte yderligere ind. Julepakker og påskepakker blev uddelt med rund hånd, men indeholdt ikke, hvad man kunne forvente. Gaven bestod i øgede afgifter og dyrere lån, nedskæringer af de offentlige tilbud. Der skulle ydes, før der kunne nydes. 


Tanken var os ikke fremmed. I årevis var vi blevet opdraget i den samme ånd. Lykken var noget man skulle gøre sig fortjent til. Knofedt og kampånd, der var ingen tid at spilde. Tilværelsen var fast arbejde. Hver dag, året rundt. De færreste stillede spørgsmålstegn og de, der gjorde, blev enten tiet ihjel eller i bedste fald anset for fantaster. I værste fald tabere. Det var stadig mændene, der bestemte det meste og overalt. Økonomi, politik, ledte virksomhederne og var familiens naturlige midtpunkt. Alligevel insisterede de på noget andet: ’Oh milde kvinder, hvor har de magt,’ gentog de hver gang en kvinde ønskede sig indflydelse: udddelegering af en ugentlig maddag eller at støvsugningen skulle gå på omgang mellem alle familiens medlemmer.

I starten af nullerne arbejdede jeg som pædagogmedhjælper i Lystrup, jeg cyklede fra Aarhus hver dag, mødte ind kl 6.30, den tur, lyset om sommeren altså, åh. Det var en integreret institution, vuggestue og børnehave i ét, jeg havde mest af at gøre med de mindste, skiftede ble og skar rugbrød i små tern, efterlignede deres lyde ‘da daa’. Ind imellem var der sygdom i børnehavegruppen, så blev jeg hentet ind for at hjælpe. Det var en taknemlig tjans, alle ungerne var vilde efter at lære hende ‘den nye’ at kende, de spurgte om alt, også ting jeg aldrig havde tænkt på: Hvorfor mit hår i nakken var mørkere end det foran, for eksempel, eller hvad jeg skulle have heddet, hvis ikke Louise (jeg måtte ringe og spørge mine forældre, de påstod, at der ikke ikke havde været en plan b)Det meste af tiden hos de ældre børn havde jeg tjans af udevagt. Det betød, at jeg skulle være på legepladsen: Holde øje med, at ingen ufrivilligt sad alene, og at der blev skiftet ud, så alle fik lov at køre gokarts. Jeg tror egentlig, jeg var ret god til at fordele sol og vind lige, jeg havde ikke nogen yndlinge, jeg syntes de allesammen kunne noget. En var måske supersjov, en anden vildt omsorgsfuld og sådan havde hver barn sit. Pånær én, som jeg fandt voldsomt irriterende, næsten intimiderende. Hun vimsede konstant omkring, råbte og rakte ud. Fortalte nogen af de andre børn noget fra deres hverdag, havde hun altid oplevet noget, der var større eller hurtigere eller vildere. Satte jeg mig på en bænk, kom hun farende og kravlede op på mit skød, flettede sine fingre i mit hår, rørte ved mine ører. Næsten hver dag spurgte hun, om hun måtte komme med mig hjem på besøg, og hver gang måtte jeg svare, at jeg var på cykel og der var ikke nogen bagagebærer på den, så det lod sig ikke gør gøre. Hun var virkelig overvældende og min første indskydelse, når jeg så hende, var som regel at vende om. Vende ryggen til. Sige ‘stop’ eller ‘jeg gider ikke i dag’. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, det ville have været en pædagogisk og menneskelig forbrydelse, hun gjorde jo ikke noget ondt. Tværtimod fortalte hun mig glad og gerne, hvor smuk, hun syntes, jeg var. Og hvor sød og hvor dejlig. (At hun sagde det samme til alle de andre pædagoger, når hun var alene med den, er mindre vigtigt, det var lige overvældende af den grund.)De andre børn havde ikke samme skrupler som os voksne, de ignorerede hende fuldkommen, behandlede hende som luft, indtil hun opgav og gik sin vej. Det var hjerteskærende at være vidne til, og vi voksne var da også ind imellem henne og sige, at de skulle tage hende med i deres leg. Det gjorde de så, tog hende med i legen, men modvilligt og kun indtil vi så væk, så var hun igen dømt ude. Ren luft.Hun er den, jeg husker bedst af alle børnene. Hendes heftige: ‘du er såååå sød og såååå pæn’, hendes hænder overalt, fingrene i håret, knus og kys konstant. Jeg ved jo godt, at hun trængte mere end alle de andre børn tilsammen – til at blive holdt om og holdt af. Men hun gjorde det næsten umuligt for sig selv. Den dag jeg stoppede, havde hun en gave med til mig, det var en lille babuskadukke, den mindste af i alt syv, forklarede hun, og dermed også den inderste dukke, ‘den, der ikke kan åbnes’. Jeg ved ikke hvorfor, hun gav mig den, men længe opbevarede jeg den i mit smykkeskrin. Jeg har den ikke mere, jeg ved ikke, hvor den er blevet af.

Et par gange om året blev der inviteret gæster til middag. Rollerne var altid de samme. Der var en, rder åbte højt og en anden, der tog til genmæle. Konerne forsøgte et sted imellem at mægle, værtinden lo nervøst. Der blev der serveret vand af karafler og ved hver tallerken lå der flere sæt bestik, et til hver af retterne. Store og små gafler, knive med skær og knive uden, spiseskeer og røreskeer. Forretten bestod som regel af fisk, herefter fulgte en rosastegt steg der, det var ikke uden vis højtidelig, der blev skåret for ved bordet. Glassene blev fyldt op, kinder begyndte at blusse, snakken tog til. Kartoffelkur, fodnotepolitik og en kommunal bestikkelsessag kom på bordet ved siden af de tømte tallerkener. Den kolde krig, BZ’erne og Karensdag. Vi børn hørte sjældent efter, forstod ikke betydningen af de mange ord og diskussionermne, de affødte, morede os over de voksnes tiltagende beruselse, udnyttede øjeblikket og spiste syv skamløse stykker steg, lavede himmelvendte øjne, fordi vi kunne. Når vi nåede desserten, var de politiske diskussioner som regel afløst af mere nærliggende emner. Hvordan naboen skulle lykkes med at fælde en gamme birk, for eksempel. eller der blev gættet på, hvor længe det nygifte par, der netop havde købt hus længere ned ad vejen, ville holde. De mest pessimistiske gav dem kun to år, andre fem, ni, men der var ingen, der troede på løftet fra kirken: ’til døden os skiller.’ 

Det med skilsmisser hørte stadig til undtagelsen, de fleste forblev sammen hele livet. Børnene var, så længe de boede hjemme, det kit, der bandt ægteskabet sammen, senere var det tomheden efter dem, man stod sammen om at holde på afstand. Der blev løst krydsord i fællesskab, lagt nye fliser i carporten og nye gardiner hængt op i de nu forladte børneværelser. De blev indrettet med hæve-sænkebord og stol og brugt som hobbyrum, syning, træsnit, papirklip. En fælles passion for tidlige kirkekunst blev måske fundet frem, og arrangeret rejser til irske klosterruiner, Tallaght, Clondalkin og Finglas. Kærligheden forblev til en vis grad intakt, antog nye former, nyt indhold.
Vi hørte første gang om det på film, Kramer vs Kramer, deleordning og et barn i klemme. Men langsomt kom de også til syne i vores egne rækker. En nær veninde flyttede i en to og et halvt værelses lejlighed, og vi undrede os i det stille over, hvordan et halvt værelse mon så ud. Hver anden weekend tog hun toget til sin far, to timer, hver gang vendte hun tilbage uden lyst til at fortælle. Men sorgen var ikke til at tage fejl af, den fulgte hende overalt. En slidt bamse, der havde mistet begge øjne og det ene ben, rejste med hende i toget, fra den ene virkelighed til den anden, endda længe efter, at hun var vokset fra den slags.

I folkeskolen var der seksualundervisning. Det foregik som regel med hjælp fra et plastikaggregat, der skulle gøre det ud for et overskåeret underliv. Kvindens var et virvar af -hule, -halse, -stokke, der spillede sammen i et kompliceret system af hormoner, dage, æg og blødninger. Vist nok altsammen for gøre os fødedygtige, som det hed sig, noget vi skulle værge os imod, graviditeter skulle for enhver pris undgås. Vi blev advaret mod tidlig graviditet, hørte om unge mødre, der måtte ofre deres ungdom på amning og bleskift, en tid, de aldrig fik igen. Vi lærte at’beskytte os’, kondommer, p-piller, spiral, afbrudt samleje. Vi hørte om fordele og ulemper ved de mange metoder, det lød altsammen som våben i en krig og vores lyst var fjenden. Vi fnes og skammedes os over vores kroppe, os selv, og alt det vi længtes efter at gøre med den. Nogle gav efter for lysten, men de fleste af os rendte fortvivlede rundt, fanget imellem barn og voksen, hverken eller og betragtede sex som æggende men farligt. Drengenes begær var en trussel, vi måtte ruste os imod. 

Vi blev opfordret til at lægge os med et spejl imellem benene – ’lære os selv at kende’. De færreste af os følte trang til at følge rådet, hvad skulle vi stille op med det, vi fandt? Vi foretrak at holde afstand, hviskede forsigtigt sammen om fitten og klitten og kussen, med en blanding af afsky og beundring. Fandt vi en sjælden gang mod til at se efter, fandt vi, at kønnets læber lignede forvoksede bløddyr, ikke ulig de gigantiske sandorme, vi havde set i sciencefictionsfilmen Dune. Alt ’dernede’ virkede uforståeligt og farligt: Hver måned flød det med blod, vi vred vores kroppe i ubehag, forklarede de fortrukne ansigter med et “jeg har det røde”. Kroppen var underlagt et diktatur, det var lige så umuligt at kæmpe imod, som vindmøller og jordens rotation. I mange år forekom det os fuldkommen ubegribeligt, hvordan noget så ækelt og uforudsigeligt som ’det dernede’ kunne vække drengenes begær.

På pensum var Vita Andersens Med hjertet og kussen i laser og Tryghedsnarkomaner, vi genkendte det meste, men lod som ingenting, det var for tæt på eller også var det for langt fra, vi kendte ikke selv forskel: ”Vi tar hjem og boller hos mig/ han spørger hvordan jeg vil ha det/ som om jeg er en kødret der skal serveres på en særlig måde/ jeg lader som om jeg ikke hører hans spørgsmål/ for jeg ved ikke hvordan jeg vil ha det.”
I samfundsfag blev tv-apparater kørt frem på rulleborde, sammen så vi på arkivklip fra 70’ernes rødstrømpedemonstrationer og bannere med slagord som: “Det er ikke nogen bøn/kvinder kræver ligeløn.’ Vi læste statistisk materiale fra socialforskningsinstituttet. Grafer over fordelingen af arbejdet i hjemmet, lederstillinger og fag fordelt på køn. Skrev indignerede stile om det alt sammen men lod kampen begrænse sig til papiret og fandt os i tingenes tilstand. Der var jo ingen grund til at blive skingre, undskyldte vi os selv med et udtryk lånt fra mandens univers, og tilføjede ”man når som regel længst med kompromisser”.

Alle valg syntes at være tilfældige og så alligevel langtfra. På gymnasiet skulle vi vælge sprog. De, der valgte fransk, tysk, engelsk, satsede sikker og åbnede en dør på klem til litterære kanons og kreative miljøer. Så var der dem med hurtige fingre og smalle håndled, som regel piger, de valgte spansk og italiensk, satsede på en karriere som korrespondenter, flittige og stabile elever, der sjældent skabte ballade og lige så sjældent overraskede. De politisk rebelske valgte russisk eller kinesisk. De nægtede at springe over hvor gærdet var lavest, lærte sig et nyt alfabet helt fra bunden, tog på studietur til den Himmelske Freds Plads og kom hjem med fotos af dem selv poserende, lidt skræmt men stort smilende, foran et kæmpestort billede af formand Mao.

Ved at vælge gymnasiet købte vi billet til det ’alment dannende’, lærte ganske lidt men om alt. Ioniske søjler, Bar mitzvah, det periodiske system. Tyske akkusativer, Det Nye Komma og offside-reglerne i indendørs hockey. Vores forældre talte om udsyn med indsigt eller også var det omvendt, indsigt med udsyn, for os var det bare ord. Vi tænkte mest på frikvarterene: at spille guitar på ryglænet af en bænk, kysse for sjov med veninder, aftale forfester og finde på slagord mod racisme: ”Sort eller hvid/det betyder ikke en skid”. Hver dag var der morgensamling, dagsorden spændte vidt. Fra praktiske oplysninger om ombygning af Rygerskuret eller at vi – af hensyn til rengøringspersonalet – skulle huske at stable stolene, før vi gik hjem. Den 5.maj sang vi ’En lærke letted’ og blev fortalt, at friheden ikke kom af sig selv, den krævede hårdt arbejde og at vi, ungdommen, var dem, der skulle sikre den fremover. Den sidste dag før ferien spillede et Bozza Nova band Girl from Ipanema, det var som om det hele hang sammen men ikke med noget.

Når folk spurgte til, hvad vi så ’ville’ bagefter’, så vi på dem med et blik fuld af frygt. Frygt for fremtiden, at træffe beslutninger af noegn som helst art og dermed risikere at lægge os fast på noget som kunne afholde os fra noget andet. Men vi forklædte frygten som foragt, svarede flabet ’den tid, den sorg’ eller ’er det vigtigt?’ og vendte os så om med et tilstræbt fornærmet suk, hvislede ’Yezz’. Vi pralede af, at vi lod alle muligheder stå åbne, også selvom det dækkede over vores tvivl og angst. Vi talte om ”proces fremfor mål”: det vigtigste måtte være vide mest muligt, mindre vigtigt var det, hvad man kunne bruge sin til. Og studievejlederen bakkede os op, han talte om åbenhed og om en verden i forandring, der netop kaldte på unge mennesker, der turde være omstillingsparate, et ord som vi ikke dengang var klar over, senere ville blive brugt til at stavnsbinde os i ansættelser, der forlangte alt af os uden at give noget som helst igen.

Der skete ting, vi ikke forstod, på steder, vi ikke kendte. 
I ferierne holdt vi os gerne lige i nærheden. Tog til Poetzcsh og Otto Duborg, købte sodavand på dåse og niveacreme, eller vi tog færgen til Sverige, tilbragte tre uger på en ødegård med, myg og lejrbål og en kedsomhed, der strakte sig så langt øjet rakte. 
Hvad der foregik andre steder i verden, var fjernt og uvirkeligt, noget med ørkenstorme og skæggede mænd med automatrifler. Lærererne pegede med en pind på et verdenskort, der næste dag var forældet, fordi landegrænser flyttede sig med timers varsel. I danmark var vi ét folk, forklarede han. Andre steder, derimod, var alt i flertal. Flere folkeslag, flere religioner. Sunnier. Shiaer, Alawitter, Drusere. I TV rapporteredes der fra sønderbombede byer – om navne, vi havde svært ved at udtale: Valid Jumblaatt, Assad, Arafat. Mænd med magt. Vi hørte efter men uden at lytte, drømte os væk til en virkelighed som den i musikvideoerne, A-has Take on me, hvor virkelighed og animation flød sammen og kærligheden sejrede. 
I den virkelige verden var det hadet, der sejrede. Beirut blev bombet, mennesker drevet på flugt. 

Verden indeni var ru og nopret, som en albues hårde hud. Udenfor langs fortovende stod se brysthøje skraldespande fyldt med pommes fritesbakker, halvspiste æbler, remmene fra en rygsæk. På bænke i parken sov halvvoksne drenge rusen ud, brugte armen som pude. De ligner de formaldehyd-konserverede fostre, vi uden varsel var blevet vist frem i en biologitime. Et miniature-menneske krummet sammen om sig selv. Hovedet havde været uforholdsmæssigt stort, og de havde talt om det mange gange siden siden. Hvordan det måtte være at dø, før livet var begyndt. Den frygt genkendte vi nu i vores knap tolvårige kroppe, tænk om alt forsvandt før vi fik prøvet det, at køre bil, rejse jorden rundt, sove i ske med en elsket. Dén iver efter at komme i gang. Og vi genkendte misforholdet mellem hovede og krop, tankerne alt for mange, brysterne alt for små.

Derhjemme var det enklere. Her vækkede vores mødre os stadig hver morgen, trak gardinerne fra, hviskede: ’lille skat’, og vi lod dem gøre det.