Louise Juhl

Imens sad vi på vores værelser og sang med på Eurythmics The Missionary Man. Så MTV, en langhåret mand skjult bag alkymistiske kolber blandende æbler og slanger til en farlig cocktail, foran ham en androgyn kvinde klædt i habit, skiftevis growlende og skrigende. Noget var vendt på hovedet, vi var ikke klar over hvad, alligevel var vi ikke i tvivl. Det her var farligt på en måde, der kaldte på mere:
“The missionary man he was followin’ me/ He said/ Stop what you’re doing/ Get down upon your knees/ I’ve a message for you that you better believe.”
Og vi sang med, vred vores kroppe til guitarriffs og mundharpeskrig. Smagte ad den vej på noget forbudt uden selv at forbryde os mod noget eller nogen.

De lånte bøger på biblioteket, andre købte de. Marie Cardinals ‘Ord som forløser’, snart slidt af utallige gennemlæsninger, æselører på hver fjerde side og noter i margin skrevet med blyant, så de kunne viskes ud: 
Ja! eller Husk dette! 
Altid efterfulgt af udråbstegn. 

Når det lod sig gøre, det gjorde det sjældent, gik de til foredrag: Hørte kvinder, der talte om andre kvinder, og gik derfra med en følelse af at være blevet hørt, selvom de ikke selv deltog i debatten. Næste dag tog de tidligere fri fra arbejdet – en time, to, som de brugte på at gå. De otte kilometer tilbage til hjemmet, måske, en tur uden tanker for andet end bevægelsen fremad. Én fod foran den anden. En lille frihedsmarch, der msåke nok førte dem tilbage til samme sted, de begyndte, men som alligevel ikke var forgæves.

Vores mødre var flittige, holdt sammen på det meste. Passede både udearbejde, indkøb, madlavning og mestrede samtidig det store overblik. Huskede at sende kort på selv de mindste mærkedage til fjerne slægtninge, vi ellers kun kendte ved fornavn. Tante Elly og Onkel Jens. Små firkantede kort med hilsner fra livet i praksis: “Hjerteligt tillykke, her er forsythiaen endelig sprunget ud. L har mistet sin første tand, ak ja, fra nu bliver tabene kun flere og større. Håber, du får en dejlig dag. Kh”. Konvolutten pyntede de med klistermærkeflag, en betænksomhed, vi børn tog for givet, men som vi årtier senere erkendte krævede hårdt arbejde. De fleste af os endte da også med at opgive på halvvejen. Vi lagde horoskoper i stedet, satte vores lid stjernernes gunst. De virkede af en eller anden grund mere pålidelige end menneskeheden.

Der var ikke bare hvad, der blev sagt, det var også måden, det blev sagt på, til hvem, i hvilket tonefald, blikket, der fulgte med. De små men fuldkommen afgørende biord: jo, vel, nok. 
Det kommer jo ikke som en overraskelse’ 
‘Det var vel, hvad man kunne forvente’
‘Det var nok alligevel også det bedste’ 
De færreste vidste vel helt, hvad der blev talt om, men alle vidste om hvem: De lidt for mange og lidt for sene besøg, det uplejede hår, hækken, der aldrig blev klippet.
Dommen var hver gang den samme, hård og uigenkaldelig, ikke mindst fordi, der aldrig blev sat ord på. Den fik bare lov at sive ingen og alle steder fra, som kvælstof fra en landbrugsmark, der langsomt ledes ud og forgifter jorden under.

I går så jeg den norske dokumentar ‘Kunstneren og tyven’, om den tjekkiske kunstner Barbora Kysilkova, der får to af sine væsentligeste værker stjålet ved en udstilling i Oslo. Gerningsmanden pågribes og Kysilkova opsøger ham, og ender med at portrættere ham i flere værker. Der er flere ting, der gør dokumentaren interessant.
Spørgsmålet om, hvem der stjæler fra hvem, for eksempel: Er Kysilkovas hyperrealistiske kunst i lige så høj grad som kunsttyvens forbrydelse, en slags forbrydelse mod – eller rovdrift på – virkeligheden? Er hun, som også mange autobiografiske forfattere bliver beskyldt for, hensynsløs i sin udnyttelse af den omgivende verden?Et andet spørgsmål handler om et selvdestruktivt misbrug, der går igen hos dem begge. Kunsttyveriet er udført under massiv påvirkning af euforiserende stoffer, tyven fortæller: ‘Vi festede fra onsdag til onsdag. Så kom jeg i fængsel’ Hans barndom har været præget af en fraværende far og en mor samt to søskende, han ikke har haft kontakt til. Efterfølgende uddanner han sig til pædagog for at hjælpe udsatte unge, men ender med selv at udvikle et massivt misbrug. Som udsendelsen skrider frem, tager omfanget og hårdheden af stofferne til og det hele kulminerer, da han i en stjålen bil kører sig selv halvt ihjel i en rus af heroin og kærestesorg.
Barbora Kysilkova besøger ham på sygehuset, han vågner op med en ryg, der er brækket tre steder, en halvsmadret skulder og elleve titaniumskruer i hoften. Lægerne tør ikke love, at han får førligheden tilbage. Kysilkova tager fotos af hans skader, maler dem. Men hvad er det, der drager hende. Hendes kæreste spørger nådesløst i: ‘Hvad er meningen med at bruge et andet menneskets forfald som drivkraft i din kunst?’ Hun svarer ham noget i retning af: ‘Så længe, der kommer smuk kunst ud af det, er det mening nok for mig.’
Jeg er på den ene side tilbøjelig til at give hende ret – kunsten har sin helt egen berettigelse. Samtidig giver udtalelsen mig kvalme, den vidner om en forrået tilgang til sin omverden – skal den blot ligge ryg til alt, hvad hun, i kunstens hellige navn, byder den. Der er vel intet mål, der helliger midlet. Eller er der?
Jeg ligger ikke inde med svarene, men vil bare anbefale dokumentaren. Den er tankevækkende, usentimental, og gemmer på en overraskende slutning, der både kan opleves som smuk og grusom. Måske er det i kunst nogle gange to sider af samme sag.

Og der var pølsemanden, som hver dag trak afsted med sin vogn, året rundt, også på søndage. Tidlig morgen og igen sen aften. Han var ven med alle på dén der måde, man kan være venner uden egentlig at kende hinanden. ‘Joh’ og ‘jaja’ og ‘det sædvanlige, tak’. En dag dukkede han ikke op, pladsen, hvor vognen plejede at holde, stod tom.
-Han havde fået en hjerneblødning, sagde de, -og var blevet en grøntsag. Vi talte om at samle ind, købe en buket eller æske chokolade, men ingen af os kendte ham som andet end Pølse-Finn, og det kunne man ikke slå op i telefonbogen. Så vi lod det blive ved tanken, og lærte hurtigt at nøjes med forårsruller fra “Huangs grill” i stedet.

Det nyttede ikke at tale om det, så hun holdt kæft. Om de tre børn, som åbenlyst var ét for meget. De skiftende arbejdstider og mange indkøb, der som regel endte med at være så tunge, at hun endte med at trække cyklen hjem. Så var der vejfesterne, en påskefrokost og spejdernes sankthansbål med ‘snobrød og hygge ad libitum’. Hun kunne have protesteret, selvfølgelig kunne hun det. Men til hvem og om hvad. Hvordan forklarer man, at man elsker sine børn, og alligevel, i hvert fald, ind imellem helst var dem foruden? Hvem betror man en taknemlighed så tung, at den mærkes som et åg? 
Så hun undlod at protestere, gjorde i stedet mere af det sammen. Købte ind, vaskede tøj, holdt hus. Om torsdagen kogte hun tyttebær til gele og hældte dem på glas. Så stod de der i vinduerskarmen, fjorten glas med ternede hætter. En slags trofæ over ingenting. I weekenden gjorde hun husets badeværelser rene med en omhu, ingen så. I flere timer lå hun på knæ og rensede rillerne mellem terrazzogulvets klinker. Pudsede håndvaskens armatur i en opløsning citronsyre og ajax, der fik hendes hænder til at rødme og hæve op. Toilettet fik tre omgange: Først to gange med børsten, så med klud. Hele kroppen rystede, når hun førte armen op og ned i kummen. 

I de timer var hun sikker på at være i fred. Ingen børn ville risikere at forstyrre hende og blive sat i sving. Også manden holdt sig på afstand. Han havde jo sit eget, ville han overbevise sig selv om: Hæk-klip, bilvask og også regninger, der skulle betales. Tre timer hver lørdag formiddag var hun fri, nogle gange græd hun eller spyttede på spejlet. Andre gange nynnede hun for sig selv med curler i håret. Uanset hvad, skinnede alle overflader, når hun var færdig.

Vi skulle på gymnasiet og have os et solidt udgangspunkt, selvfølgelig skulle vi det, ‘almen dannelse’ var kodeordet. Ikke, at de andre, dem der valgte EFG eller Handelsskole var mindre dannede, naturligvis ikke, men at lære om teknik og tal var nu engang ikke det samme som at læse Illiaden eller at kende til trediveårskrigen.
– Du skal kende din historie, den gentager sig, fik vi at vide, og så terpede vi kongerækker og lærte alt om stavnsbåndets ophævelse, og overså undervejs, at vi selv blev forvandlet til slaver af den fremtid, vi brugte al ungdom og tid på at ruste os imod.
-I har alle muligheder, lød det, -I kan vælge præcis, hvad I vil. Men vi vidste også, at valgte vi forkert, så os for vidt omkring, droppede ud eller begyndte at ryge, så forsvandt opbakningen, og man måtte selv betale det kørekort, man ellers var blevet lovet, og indskuddet til lejligheden, måtte man låne i banken. Så vi gjorde, som forventet. Så fremad, videre, videre, hele tiden videre, men uden nogensinde at spørge os selv: mod hvad?

Der var ting, der var uundgåelige. Som mæslinger og røde hunde, lus og børneorm. Og andre ting, der ramte i flæng: Alt for vedholdende hvalpefedt, uren hud, talblindhed. Tidligt punkterede drømme: En dreng fra parallelklassen spiste svampe til en fest og mistede forstanden. Han drev omkring i området ved Grønlandskvarteret med skræmte øjne og skreg med mågerne, uforståelige kaldende lyde: uihh, uihh. Vi fulgte efter ham på afstand, han var nem at kende i sin enorme parcacoat med hætten trukket oppe om ansigtet – også om sommeren. Vi kaldte ham Smølfen på grund af det med svampene, og tænkte på ham med en slags taknemlighed: han havde taget én for holdet, og nu kunne vi slippe. De voksne sagde ‘det er den slags, der sker, når ikke man hører efter’, vi troede på dem og rettede ind. Ryddede op på vores værelser, spiste, hvad der blev serveret og sagde tak, når naboen forærede os sønnens aflagte skinnebensbeskyttere. 

Derhjemme fandt vi sikkerhed i dagligdagens rutiner, her gik tingene op. Hvis bare vi lavede vores lektier og passede spisetiderne, kunne vi gå skyldfrie og mætte i seng. Det var først senere, det blev mere kompliceret. Brysterne begyndte at vokse, veninder faldt fra, og konfirmationsgaven viste sig at indeholde noget andet, end hvad vi havde ønsket. Sådan lærte vi at skjule vores skuffelse, vi var trådt ind i de voksnes rækker, og fra nu af, var det alvor.

På pensum var postmodernisme og fremmedgørelse, vi skrev stile om Strunge, lapis lasuli og storbyrus, læste artikler om meningens ophør. Vi lærte at afsløre skjulte budskaber i magasinernes reklamer, og om forbrugersamfundets mange fælder. Alt var til salg, fik vi at vide, hele tilværelsen var ikke andet end én lang af række tilbud og løfter om villa, volvo og vovhunde. Vi så os omkring og fik øje på netop dét, vores virkelighed skulle være en anden, når vi skrev om Fremtiden var det med stort F. Vi vidste ikke, hvad der gemte sig bag det

Alle syntes at være enige om, at vi børn skulle hærdes, men færre var enige om, mod hvad. modgang, mente nogle, livets skuffelser, sagde andre. sikkert var det i hvert fald, at vi skulle vi skulle vi skulle rustes, lære at klare os selv, beredte og på vagt. Vi lærte ikke at vise tegn på svaghed, tvivl og angst skulle gemmes væk, det var ligesom med med hunde, den slags kunne de lugte på afstand. Så vi gemte usikkerheden væk, smilede bredt, men vores nervøst bankende hjerter endte med at fælde os: Fædrene råbte ‘stop det flæberi’, de ældre søskende udnyttede vores frygt til egen vinding, ‘Hvis ikke du gør som jeg siger, så. De ældste årgange fandt en særlig  tilfredsstillelse ved at udse sig de svageste fra de mindre klasser og skød på mål efter dem med slangebøsser, mens vi, der var bedre til at skjule rædslen, lod som som ingenting, for ikke selv at havne i gryden