Louise Juhl

I går græd jeg. Og tog bad i Vesterhavet. Spiste grillede blomkålsbuketter og læste en bog færdig: Det var Elizabeth Strouts “Lucy by the sea”. En meget lavmælt roman om en ældre kvinde, der under pandemien flytter fra sin lejlighed i New York og til et dødsbo i Maine for at undgå storbyens galopperende smittetal. Hun er ikke alene, hun har sin eksmand, William, ved sin side, en fåmælt pensioneret professor, med hvem hun har to børn. 
Romanen udmærker sig ved at sætte fokus på hverdagen. De samtaler, der fylder 98 procent af et menneskes liv og som handler om sko, der ligger og flyder i entreen, dynens tyngde, fordelingen af sol og vind. Lucy, som romanens hovedperson hedder, fordriver tiden med at gå ture, tænke tilbage på sin barndom, der var præget af fattigdom og morens særlige perfiditeter. Hun får øje på ting, der altid har været der, men først nu – hvor selv de mindste ting får stor betydning – bliver synlige. De mange roller, hun udfylder – med varierende succes. Morrollen, partnerrollen, søsterrollen. “We all have to feel important,” lærte hendes mor hende som barn, og hun ser, hvordan hun selv har misset netop denne essentielle oplevelse. At føle sig betydningsfuld, vigtig. Ja, hun har forsøgt sig – hun har oparbejdet en karriere som forfatter, sat to børn i verden, været gift, men i ingen af disse roller, har hun følt sig tilstrækkelig. Nok bliver hendes bøger læst, men da hun besøger et college, er de unge helt uvidende om hendes bøger, og helt uinteresserede også. Hun har født to døtre, Becka og Chrissy, men de er voksne nu, og føler sig mere beklemt ved – en lykkelige for – deres mors omsorg. Hendes første ægteskab forliste, ægtemand nummer to er død. We all have to feel important. Lucy føler mange ting, men vigtig er ikke en afdemokratiseringen. Hvad stiller man op med sådan en erkendelse, og hvornår kan man egentlig siges at gøre en forskel? Hvem bestemmer, hvad der er vigtigt, hvem der er. 
Jeg er meget optaget af Strouts virkemidler. Hendes sprog, der hverken er særlig præcist eller særskilt smuk, men måske netop derfor rammer så rent. Hendes situationsbeskrivelser, der hverken dramatiske eller omvæltende, men alligevel mærkbare og rørende. Som nu dette: 
“But I will say this: 
There were times, as William would sit at the small table in the corner of the living room working on that puzzle of Van Gogh’s self-portrait, when I would suddenly sit across from him – as I said I hate doing puzzles – but I might find a piece of Van Gogh’s cheekbone, lets say, and I would snap into place in the unfinished puzzle, and William would nod, “Good job, Lucy”, and I would think to myself: I am not unhappy”

En ved første øjekast ligegyldig parentes, og så alligevel så genialt god. Og hvorfor er den så så god, jo det er tonen, nærværet. Det er fortroligheden: “But I will say this” – som om hun læner sig frem og hvisker det til én i pausen mellem to symfonier, og som hun understreger med den lille tilføjelse, lets say, der mere hører samtalens tone end skriftsprogets til. Og så den helt geniale sætning: “As i said, I hate doing puzzles.” Lucy har ikke sagt noget om puslespil tidligere, det er indforståethed, hun tillægger læseren, og som forstærker følelsen af, at vi er helt tæt med hovedpersonen, forstår hende, er fortrolig med hendes sym- og antipatier. 
Og så den afsluttende erkendelse, helt nede på jorden, trøsterig: “I would think to myself: I am not unhappy.” 
‘Lucy by the sea’ er ikke et manifest, det er ikke et opråb, ikke en revolte. men det er så meget andet. Et lærestykke i overlevelse. Et indblik i det ikke-ulykkelige. En hyldest til de u-vigtige, de mildt mislykkede. De mange.

Jeg vil gerne prøve at sige noget, men det er svært. Det er svært, fordi det handler om ironi. Den ironi, de fleste af os er vokset op med, og som kan fungere som kærligt dril, en lim mellem mennesker.
Men også som noget andet: En subtil form for mobning, for eksempel, ydmygelser forklædt som sjov.

Da jeg var barn samlede jeg på glaskugler, jeg ejede henved 300 af dem nogle helt gennemsigtige men de fleste i farvede mønstre. Jeg kunne få timer til at gå med at sortere dem i bunker efter systemer, kun jeg selv kunne gennemskue. Noget med striber på tværs og på langs, sommer og vinterfarver, S og K. Min mormor syede små poser, jeg kunne opbevare bunkerne i, af lyserød satin, bordeaurød velour, blå denim, jeg havde mere end femogtyve sådanne poser, og jeg vidste præcis hvilke kugler, der lå hvor. Jeg var meget glad for mine kugler, ja de var vel som en slags familie, nogle nære, andre lidt fjernere, men alle betød de noget, udfyldte en plads. En sommer havde jeg taget kuglerne med på stranden og gravet små huller, de kunne ligge til skue i, det var en balancegang at grave hullerne så tæt på vandkanten, at elementerne spillede sammen, vand og sand, og himmel og glas, men ikke så tæt på, at kuglerne risikerede at blive skyllet væk. Flere kom forbi og satte sig på knæ for at betragte udstillingen, sagde ord og næ og hvor er de fine, og jeg nikkede stolt: Tak. De kunne ligeså godt have sagt det om mig selv: Næ, hvor er du fin, så tæt var jeg på mine glaskugler, så meget betød de for mig. En mand på alder med min far spurgte om han måtte holde kuglerne i hånden, mærke sig deres tyngde, glassets materialitet. Jeg vidste ikke, hvad tyngde betød, heller ikke materialitet, men ja, han måtte gerne prøve at holde nogle af dem i sin hånd, værsågod. Han tog imod og lukkede hånden, tak, sagde han. Og gik. Med kuglerne gemt i sin hule hånd og et lille smil om munden. Tak. Jeg husker, at jeg først lod mig forvirre. Hov? Det er jo mine kugler, du har i hånden? Han gik meget langsomt fra stedet og med den fyldte hånd bag på sin ryg, så jeg kunne følge den med øjnene. Jeg husker ikke, om jeg råbte Stop. Hallo. Hey. Det er mine kugler. Jeg husker kun fortvivlelsen, jeg kunne jo ikke følge efter ham og dermed efterlade de andre kugler ubevogtede og i risiko for at blive taget af bølgerne. Og så begyndte jeg at græde. Nej, stortude. Hulke helt fortvivlet. Endelig stoppede manden op, han var på det tidspunkt nået 40-50 meter væk fra mig. Vendte sig hovedrystende rundt, storsmilende og påstået uforstående. Hvad jeg dog flæbede for? Han havde jo ikke tænkt sig at bortføre kuglerne, han havde dem jo bare til låns. De tog jo ikke skade af at blive luftet lidt, berørt af en fremmed hånd. Jeg var vel ikke et pattebarn, en tudemarie, jeg var da gammel nok til at tage lidt sjov? Og så smed han kuglerne fra sig i sandet med noget, der lignede foragt, i hvert fald et lille fnys: – herreste gud, pigebarn.

Ind imellem oplever jeg noget lignende i opslag og debatter rundt omkring. Sådan en opførsel, der ene og alene har til formål at hævde sin magt, teste den andens grænser. Ydmyge men uden at stå ved, at det er det, man gør. Man tester, man leger med den andens følelser. Man går til grænsen og lidt over, for så at kunne pege fingre og råbe: Krænkelsesparat.
Var jeg krænkelsesparat, da jeg ikke fandt den voksne mands humor sjov? Var det pattebarnsagtigt af mig at reagere med gråd? Gjorde manden nogen som helst andre end sig selv en tjeneste? Blev han klogere af sin leg, blev jeg?
Jeg ved ikke, om min pointe fremgår klart, men jeg er så dødtræt af bidrag, hvis eneste formål er at såre. Gøre grin med. Udstille fremfor at fremstille. Vi har en verden, der i den grad kalder på løsninger, på at vi finder et eller andet fælles sprog, hvormed vi kan tale sammen. Hvorfra vi kan tale sammen. Og jeg tror simpelthen ikke på, at ironi er dette sprog.
Hvis du er fuglekigger og gerne vil lære noget om fugle. Blive klogere på dem, forstå dem, eventuelt danne en form for venskab eller samhørighed med dem, så er det dumt at sætte sig bag en rude og kalde på fuglen. Sætte frø frem, bær, andet, der kunne lokke den til. For selvom du lykkes med dit forehavende, lokker fuglen til dig, så vil den med 99% sandsynlighed flyve direkte ind i glasset og komme til skade. Og godt nok vil du dermed have ret nem adgang til fuglen efterfølgende, du vil kunne dissekere den, lade den udstoppe, tilberede den på panden. Men du vil aldrig lære den at kende. Og det er vel det, en god debat går ud på: Ikke at slå hinanden i jorden men at komme hinanden nærmere. Hvorfor ellers overhovedet diskutere?

Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt. Om det overhovedet lader sig sige.
I går så jeg en rovfugl æde en due lige udenfor mit vindue. Fjer og ferie. Død og brød.
Jeg åbnede vinduet og tog øjeblikket ind. Det mindede mig om noget.
Det er dette Noget, jeg vil fortælle. Det er dette Noget, jeg ikke ved, hvordan jeg skal få sagt.
En kæreste sagde engang: “Hvis ikke du har noget godt at sige, så lad vær’ med at sige noget.”
Jeg tav, sådan, som jeg tier nu.
Hvis jeg siger lyng og lilla, dåse og skjul. Sandhed eller konsekvens.
Hvad siger du så?

Jeg bad om hjælp.
Kære Gud, bad jeg, selvom jeg ikke troede på den slags. Nisser og trolde og guder og tandfeer.
Jeg fik da heller ikke noget svar.
Undrer det dig, hvis jeg siger, at jeg alligevel følte mig snydt?

Nogen sagde: Hvordan kan du forvente at finde hjælp, hvis ikke du ved, hvad du vil have hjælp til.
Måske var det Gud?

Ja, le bare, jeg vil heller være til grin end til besvær.

Der findes en leg, blindebuk, der går ud på, at en deltager får et bind for øjnene og så skal fange de andre. Man m gerne narre ved at lave lyde, og ad den vej forvirre og forvilde. Råbe “hér,” for så at flytte sig til et andet sted. “Hér”. Og så en tredje “Nej, hér”.
Jeg har løbet sådan i årevis, fra et sted til det næste, rendt efter ethvert kald, og ladet mig gribe af tilfældige hænder, jeg ikke vidste, hvem tilhørte.
Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg har mærket dig, dine hænder. Overalt og allevegne. Hér og dér.

Skøge kommer af svensk sköka, der betyder “at strejfe omkring”.
Er jeg en strejfer, en skøge?
Er du en buk eller blind?

Jeg husker, jeg besøgte en veninde på hospice, en ældre kvinde, hun var terminalt syg af kræft, det havde spredt sig til lungerne, hendes slimhinder var helt udtørrede af strålebehandlingen, hun måtte sutte på isterninger for at fugte munden, ganen, læberne. Hvis jeg skal være ærlig, var det ikke et besøg, jeg så frem til, jeg mener, hvad siger man til et menneske, der kun har tilbage at dø: Hvordan går det? Får du læst nogle bøger? Er du bange? Lige meget hvad man siger, virker det forkert. For dumt, for ligegyldigt. Så da jeg ankom og så, at hendes seng var blevet flyttet ud på den lille terrasse, der hørte til hendes stue, var det en stor lettelse. Det er noget med himlen, at der helt bogstaveligt er højere til loftet udendørs, mere plads at fordele stilheden på, så den føles mere som et lagen end som en tung dyne. Vi sad bare. Lyttede til fuglene og en fjern hunds gøen, hun bad om hjælp til få hendes hovedgærde lidt op. Jeg stillede en buket tusindfryd, jeg havde plukket i haven, i et lille glas på bordet foran hende, hun sagde – åh og smilede. Så fortrak hendes ansigter sig i smerter, alt gjorde ondt på hende, de mindste bevægelser, at trække på smilebåndet, løfte hovedet bare få centimeter.
Hun var egentlig ikke meget for besøg, jeg ved ikke, hvorfor hun lod mig komme. Hun var træt af folks opmuntringer, – er det ikke et skønt vejr, – se, hvor flot roserne står. Nogle kom med lydbøger, hun kunne lytte til, den ene mere ligegyldig end den anden, sagde hun. Hun lød vred, men jeg tror egentlig, hun var ulykkelig, men bare havde nemmere ved at skælde end ved at græde.
Hun fortalte mig, at hun samme morgen var vågnet og et øjeblik, tre måske fire sekunder, havde glemt, hvor hun var, og at hun skulle dø. Og på den korte tid havde hun nået at tænke på, hvad hun ville gøre af dagen, spise druer og bestille tid ved frisøren, for så at blive ramt af det mest forfærdelige klarsyn. At der ikke var noget tilbage at planlægge, at hendes dage var talte, at hun ikke længere kunne synke ordentligt, at hun havde tabt sit hår. – Forstår du? Og jeg nikkede, selvom jeg selvfølgelig ikke forstod, jeg havde jo ikke en dødsdom hængende hovedet.
Jeg fortalte hende ikke, at jeg samme morgen havde tabt det foster, jeg i syv uger havde båret i maven, håbet og bedt til, skulle blive mit barn. Det var tredje og sidste forsøg, vi havde besluttet at det var nu eller aldrig, omkostningerne ved gang på gang at drømme forgæves, var simpelthen for store. Hvis ikke denne graviditet lod sig gennemføre, måtte det være det endelige bevis på, at min krop ikke var skabt til at bære et barn, at naturen ville det anderledes. Jeg havde vidst det så snart jeg mærkede varmen fra blodet mellem min ben, og jeg havde sat mig på toilettet og lagt ansigtet i mine hænder, hulket men uden at græde, tårerne ville simpelthen ikke slippe.
Jeg havde stadig livet foran mig, hun kunne ikke engang nyde saften fra en drue. Alligevel følte jeg, at vi var fælles om sorgen, som vi sad der på terrassen og lyttede til trætoppenes svaj, der lød som bølger, der slår mod en bred. Jeg rakte hende en isterning fra en ske, hun åbnede munden og tog imod. Hun sagde: – Nu skal du gå, og jeg rejste mig og skulle lige til at sige noget, men hun satte en finger for munden, som for at stoppe mig, og jeg tav, vinkede i stedet, sendte hende et luftkys.
Hun døde tre uger senere, jeg tænker stadig på de sekunder, hun nåede at have den morgen, jeg besøgte hende, det øjeblik, hvor hun et enkelt øjeblik glemte, at hun skulle dø og drømte om noget så simpelt som en drue.

I går lyttede jeg til en udsendelse om retsarkæologi.
Det viser sig, at hvis du vil sætte dig et spor i tilværelsen, der aldrig forsvinder, så skal du grave et hul i jorden. Det behøver ikke at være hverken tyve meter dybt eller fjorten meter bredt, det kan såmænd være et ganske lille hul med plads til kun en sammenfoldet tommestok eller to hattepomponer. Pointen er, at et hul i jorden sætter sig varige spor, man vil efterfølgende altid kunne aflæse, at jordlagene under har ændret sig, at porøsiteten er en anden end det omkringliggende jord. Man kan i særligt gunstige år endda fotografere de forlængst fyldte huller fra flere tusinde meters højde, de kunne aftegne sig som cirkler i kornet på en mark eller kun knap antydningsvise pletter på bar jord. Helt lyse fregner på verdens kind.
Da jeg var lille, blev jeg ofte fortalt, hvor betydningsløse vi mennesker i virkeligheden var. Uanset at de fleste af os følte os enten sære, pinlige, utilstrækkelige eller for andres vedkommende helt unikke, fantastiske og uundværlige, ja så var vi bare kortvarige og temmelig ubetydelige forstyrrelser i verdenshistorien. Hvad er ét liv at regne for antallet af stjerner i universet? Træer på jorden? Vand i havene? Min far hældte vand i et glas, stak en finger ned og trak den op igen: “Her kan du se, hvor stort et aftryk, du sætter dig”, forklarede han, og jeg forstod, at det var så godt som intet. Jeg tror, det var ment som en trøst.
Men udsendelsen i går lærte mig, at huller ikke er ens, og at selv dem, der bliver fyldt op igen, sætter spor. Ikke nødvendigvis afgørende og uundværlige aftryk, men ikke desto mindre små ændringer i jordlagene lige omkring og under. Restarkæologen havde på den vis fundet frem til både biskopvælder, bortskaffede lig og ofringspladser. Mindre kan heldigvis også gøre det, man behøver hverken at være biskop, morder eller stærkt religiøs, det er ok at grave et hul med de bare næver, hviske en remse ingen forstår og dække det hele til med jord igen.

Nå ja: Gårdsdagens næstbedste oplevelse var Groucho Marx: “If I held you any closer I would be on the other side of you.”
God søndag.

Jeg læser Lucy by the Sea, Elizabeth Strouts seneste roman, den handler om tiden under covid, ingen af os magter vel egentlig at tænke tilbage, tænk, at det kun er fire år siden. Det føles som fire årtier, og så alligevel: Jeg led mindre end de fleste, tror jeg, mit liv forandredes ikke det store, jeg skrev, som jeg plejede at gøre, gik tur med hunden, talte i telefon med min mor. Hun kunne fortælle, at min far havde lånt et el klaver og var begyndt at lære noder, selv var hun endnu engang begejstret over biblioteksvæsnet, der havde oprettet en servicetjeneste, hvor man afhente en pose blandede bolcher på et rullebord. Bøger, hun ellers aldrig ville få læst, blev hende nu til del, en lang række fiktive verdener åbnede sig, nu den virkelige verden var lukket ned.
Det var pandemien, der lærte mig, at jeg ikke – sådan som jeg ellers i årtier havde bildt mig selv ind – var et stortalende, frygtelig frembrusende og midtpunktsøgende menneske. Til min store overraskelse befandt jeg mig godt i stilheden, med de lange ture alene i skoven, de talrige timer foran skærmen med at skrive, mens min mand sad ovenpå og udviklede systemer til sygehuse, der kunne redde liv. Det var her, jeg skrev “I dag skal vi ikke dø”, det var her, jeg skrev “Ting jeg tænker på”, det var her, jeg fandt ud af, at jeg egentlig altid har levet i en undtagelsestilstand. At jeg altid har henvendt mig til nogen, noget udenfor mig selv, noget lukket eller i hvert fald udenfor min rækkevidde. At det, at verden nu ikke længere bare oplevedes som fjern og fremmed, men helt bogstaveligt var det. “Vi må stå sammen ved at holde afstand” blev den stamme, vi faldt og rejste os ved, jeg var ikke længere en særling men en slags hverdagshelt, når jeg foretrak at skrive om – i stedet for at involvere mig i – virkeligheden. Det kan virke besynderligt usselt at vedkende sig sin egen fremmedhed, at indrømme, at man trives bedst ved at elske længselsfuldt og på afstand, livet, menneskene. Skrive om det, fremfor at leve med det, i det. Jeg ville ønske, jeg i stedet havde modet, evnen, kræfterne til at lægge mig i båsen hos de grise, der hver eneste dag lider under kummerlige forhold i stordriftsstalde. Jeg ville gerne huse en fremmed på flugt, en hjemløs, en herreløs hund, men jeg kan knap nok rumme mig selv, og så er det svært at åbne sig for andre. Under pandemien blev det skamfulde fravær af handling til et vilkår, vi var allesammen bundet til vores hjem, vores tanker, til forestillingen om et liv:
At stå op, fordi det gør man, børste tænder, klæde sig på, drikke kaffe, vande en blomst, klippe lidt karse, klappe hunden, ringe til en ven. Det blev så tydeligt. Alt det, vi gør, for at holde sammen på os selv, på dagene, alt det, vi tror, vi skal nå, uden at have gjort os selv klart hvorfor. Hvorfor skal vi nå på arbejde til præcis klokken otte? Hvorfor skal vi hellere male stakit end at læse en bog? Hvorfor bage surdej, brodere, skrive bøger. Og ikke mindst: Hvorfor ikke. Alt blev kastet op i luften, vendt rundt på hovedet og tilbage igen. De rige oddsede på, hvor mange, der ville dø af Corona, tjente penge på ulykken. Det blev så åbenlyst, hvad der mentes med ordsproget ‘Det enes død, den andens brød’.
Og jeg befandt mig midt i stormens øje. Solen syntes særligt strålende det forår, den skinnede iskoldt og smukt, og jeg var som altid helt alene – men denne gang sammen med millioner, ja milliarder af andre. Det, jeg i årevis havde fundet fuldkommen uforståeligt, dagenes rækkefølge, timernes tempi, måden græsset fordelte sig henover plænen. Harernes hop, tilfældighedens algoritme. Alt det, var jeg nu ikke længere alene om at undre mig over, alle indså i nogle frygtelige måneder, hvor aldeles ensomme og samtidig ubrydeligt forbundne, vi mennesker var. Er.
Jeg savner ikke mundbind, hidsig håndhygiejne, vejrtrækning på særlige vilkår. Jeg føler for de mange, der mistede undervejs, blev syge og fik mén. Tro mig. Men jeg kan i særligt udsatte øjeblikke godt savne at være sammen om ensomheden, at dele savnet efter verden med nogen. At række ud og vide, at det ikke var forgæves, at de mange måneders isolation lærte os noget. Om os selv og ikke mindst om hinanden:
Ingen kan alt/ alle kan noget/ sammen kan vi det hele

Igår læste jeg igen Elizabeth Strout, novellen ‘Søster’, eller måske er det et kapitel, på forsiden af bogen står der i hvert fald “roman”. Strout selv taler om bogen som en række sammenhængende noveller. Måske betyder det ikke så meget, det er uanset hvad fremragende litterær kunst, det er på én gang massive og samtidig uendeligt porøse beskrivelser af mennesker, der alle gør deres bedste, men sjældent helt nok.
I ‘Søster’ vender Lucy hjem til sin fødeby, Armgash, for at besøge sin bror. Det er flere år siden, hun har besøgt byen sidst, hun bor nu i New York og har en karriere som forfatter. Hendes søskende, Pete og Vicky, der aldrig er kommet videre, bor stadig i byen, og ser kun deres berømte søster, når hun optræder på skærmen: Lader sig interviewe eller deltager i oplæsninger. Det, de ser, er en fremmed kvinde, slank og velklædt, velformuleret, altid parat med svar. Helt modsat dem selv, der kæmper med dårligt betalte jobs, overvægt og en hverdag, der kun knap, hvis overhovedet, hænger sammen.
Men nu bekendtgør Lucy altså sit besøg, broderen Pete glæder sig. Han føler sig beæret over visitten, men også en kende nervøs. Hvad vil hun tænke, hans berømte søster, når hun ser hans hjem, deres følles barndomshjem. De slidte møbler, de lurvede lameller. De tomme vægge, gulvets falmede klinker? Han køber et gulvtæppe som en slags bod, forsøger ad den vej at tilføre hjemmet lidt varme, en akut ansigtsløftning.
Søsteren ankommer i bil, Pete betragter hende fra køkkenvinduet, bemærker hendes påklædning, ankellange sorte støvler med lynlås bagpå. Sådan nogen kender han ellers kun fra film. Hun har tabt sig, Lucy er mager og synligt ældet, ligner ikke sig selv fra TV. Men hendes stemme er fuld af overskud og oprigtig glæde ved gensynet: Hej Pete.
De krammer lidt kejtet, sætter sig ned, Lucy fortæller fra sit liv som kendt, hvordan hun har mødt folk fra byen på sin bogturne, folk, der tidligere harvendt hende ryggen, taler nu til hende, som var hun en dronning. Beder ydmygt om hendes signatur, takker overstrømmende for en krusedulle. Lucy og Pete taler sådan et stykke tid, frem og tilbage og udenom:
Lucy har også skrevet til sin søster, Vicky, og fortalt om sit besøg, men Vicky har afvist. Hun har ikke tid til at ses, siger hun, og heller ikke lyst. Måske er hun træt, måske er hun vred, måske noget tredje?
Midt i deres forsøg på at forstå og forklare hendes fravær dukker hun så op. Pludselig står Vicky i døren, Strut beskriver hende således:
“Vicky var klædt i en blomstret bluse og marineblå bukser – der måtte være en elastik i linningen om hendes tykke mave – og bar på en rød håndtaske, hendes briller var gledet halvvejs ned.”
Kontrasten er åbenlys, Lucy, der er mager og klædt i stramtsiddende sorte bukser, smarte støvler, overfor Vicky i blomstret bluse, rød håndtaske, kejtede briller. Tyk. Ja, det er måske en massiv modsætning Strout fremstiller, men den er også effektiv og vigtigst af alt:
Det massive opløses, som man lærer karaktererne at kende, Vickys overvægt viser sig at være velbegrundet, og Lucys næsten faretruende lave vægt har lige sådan sin forklaring.
Herefter udrulles en fuldkommen forfærdelig fortælling om misrøgt og perfide opdragelsesmetoder. Børn, der bliver bedt om at æde af skraldespanden, toiletkummen, hvis tøj bliver revet i stykker som straf for deres gråd. For Vicky har opvæksten sat sig som en forråelse, hun taler grimt og forsøger at dulme smerten over svigt ved at vende vreden udad, kaste den i hovedet på sin succesfulde søster:
“Jeg kommer her i dag for at sige til dig: Jeg brækker mig over dig […] Det gør jeg altså, Lucy. Hver eneste gang jeg ser dig på nettet, hver eneste gang jeg ser dig, spiller du så sød og flink, og jeg er lige ved at brække mig over dig”.
Hvad svarer man på det?Ja, Lucy svarer:
“Jeg brækker mig også over mig selv”.
Det er det, jeg mener, tingene er kun tilsyneladende simple, men de er også meget mere end det. Det simple er udover at være simpelt også uendeligt ensomt. Det forstørrede er også forstærkende
Udsigelsen: “Jeg brækker mig over dig”, bærer foruden hårdhed, brovten adfærd og afstumpethed også på en ømhed. Et råb, en bøn om at blive mødt. Og Lucy møder sin søster, hun siger ikke “jeg forstår”, men derimod: “jeg brækker mig også over mig selv”, som er en meget større solidaritetserklæring, end blot og bar forståelse.
Når jeg læser sådan et stykke litteratur, får jeg – omend kortvarigt – en tro på, at det nytter. At det nytter at fortælle, skrive, brække sig på skrift og tørre op igen. Det er en helt forfærdelig novelle – og helt forfærdelig god.

Jeg hørte engang om en fyr, der faldt om i skolegården. En punkteret lunge, viste det sig, han kom på sygehuset og alt blev godt, men i langt tid gik jeg ligesom bare rundt og ventede på, at det skulle ser. At min lunge skulle kollapse, mit vejrtræk forsvinde. Det var sket helt uden varsel for drengen i gården, det villle ske uden varsel for mig. Jeg tror, jeg brugte to år på den måde, med hjertet oppe i halsen, hele tiden på flugt fra og på samme tid på uafvendelig kurs imod mit eget endeligt.
Min lunge kollapsede ikke, men jeg blev bidt af en brandmand og præcis tre måneder senere blev jeg syg af skarlagensfeber, det var svært ikke at se en forbindelse, brand og feber, jeg lå med dynen trukket op om hovedet og fablede i vildelse om ugler på størrelse med et højhus. Deres øjne alene var store som flyvende tallerkener. Jeg blev rask igen, den punkterede lunge blev lappet sammen, Birgittes hund fik hvalpe, vi væltede rundt på knæ i flere uge, lod deres tunger slikke vores kinder ru og vi græd, da de blev solgt, og svor, at vi aldrig ville glemme dem igen.
Jeg for hele tiden vild. I mine følelser og på stierne mellem Beatesmindevejs blokke, alt var så ens, blokkene i grå beton, snorene med tøj på altanen. Dødsangsten, den hvalpede lykke. Det hele hang sammen, men på en måde, jeg ikke helt kunne gennemskue. Jeg fulgte sneglenes slimspor henover terrassens fliser, snørklede linjer, frem og tilbage, på tværs, jeg fandt ingen forklaring på deres færd, ingen mønstre eller hemmelige tegn. Så opfandt jeg mit eget system, det var noget med teens trækketid delt med antallet af minutter, det tog mig at bide en negl i bund. Antallet af bogstaver i naboen (til venstres) navn og massefylden af rav (1.01) Jeg kunne selv bestemme rækkefølgen af ligningens parametre, om naboen kom før neglen eller rav før teens trækketid, og sådan nåede jeg altid frem til et tal. Det var ikke fordi, jeg kunne bruge det til noget, resultatet var ikke svar på sneglens rute, ikke en forudsigelse af lungers levetid, alligevel var det rart nok at have noget at læne sig op ad. Noget man kunne svare, hvis man blev spurgt, hvordan det gik.
– Det går 18,96.
Eller:
– Tak, jeg har det 24,32.

Det er den 20. juli, solen brænder, det er uvirkelig varmt. Iskioskerne holder længere åbent, der er udsolgt af pistacie og den med marshmellowsmag, hvis man køber to, får man gratis guf med i købet.
Jeg går tur ved vandet, det slår mig hvor mange, vi er sådan en dag. Hvor forskellige og så alligevel ens. De fleste gemmer sig bag et læhegn med en bog eller de ligger med dukkede øjne og lytter til bølgerne, en hund langt væk, to børn, der skriger af glæde. Nogle bygger et slot i sandet, andre bader. En mand går tur med sin hund, kaster en sten i vandet, hunden løber hver gang efter. Forgæves naturligvis, men den virker fornøjet ved legen, og måske er det i virkeligheden nok.
Her er alle salgs kroppe. Blege kroppe og brune. Barmfagre og fladbrystede. Tykke tynde og det derimellem. Rynkede kroppe, psoriasisramte, meterhøje og meget små kroppe. Skaldede og langhårede, en mand med turban. Et barn i kørestol, hans søster sidder på skødet, de ser efter deres forældre, der bader langt ude. En tøvende teenager dasker rundt i en meget lang hørskjorte og ligner en engel i transition.
Ingen synes at være mere hjemme end andre, alle er fremmede og på den måde er vel egentlig ingen.
Havet gør ingen forskel. Det bærer os alle, tykke og smalle, små og store. Ulykkelige, vanvidsramte, forelskede, fortabte. Hvad enten vi har et, to eller slet ingen bryster. Uanset om vi bærer hår under armene, mellem benene, på brystet, hovedet, eller om vi foretrækker at være uden den slags. Det er alt sammen lige meget.
Jeg vil gerne sige noget om havet, Om vægtløsheden, at blive båret. Uanset.
Engang var jeg tynd. Så tynd faktisk, at det var en sygdom. I årevis fik jeg behandling og hutlede mig igennem på en akkurat levedygtig vægt, svømmede, løb, gik supermarkederne tynde, lærte alle varernes deklarationer udenad, proteiner, fedt, kulhydrater. Jeg levede af stiftpiskede æggehvider bagt i ovnen med psylliumfrøskaller for at fremme fordøjelsen og tiloversblevne endeskiver fra bagerens skiveskårne brød. Det var på alle måder et ynkeligt liv, og til en vis grad også provokerende. Her blev jeg tilbudt psykologhjælp, bostøtte, fysioterapi, ernæringsdrikke, daghospital, døgnbehandling, ja der er ikke ret meget, der gik min spiseforstyrrede næse forbi. Og jeg tog imod det hele, men uden at tage noget af det ind, bære det med mig. Jeg åd bare grådigt al deres hjælp og lod mig ad den vej mætte, men afstod samtidig fra at spise. Hvis nogen får lyst til at slå i bordet, forstår jeg dem godt. Jeg slog også i bordet, og jeg slog mig selv, hårdt, på kinden, i maven, skar i min læbe. Så kunne jeg lære det (intet af det lærte mig dog en skid).
Alt det til trods mødte jeg stort set kun omsorg. Medfølelse. Hvis ikke forståelse, så i hvert fald en erkendelse af, at jeg havde det svært, rigtig svært, og behøvede hjælp. Jeg var jo ikke andet end skind og ben og hule kinder. Et bette pus (en lille lort)
Jeg er ret sikker på, at havde mit problem været det modsatte, hvis jeg havde proppet mig med mad, tømt mayonaissetuber og pakker med doughnuts, bøtter med Ben & Jerry is, så havde jeg ikke mødt den samme forståelse fra behandlingssystemets side. Jeg ville muligvis blive tilbudt ti gange tre kvarter med en psykolog og få udleveret en kalorietabel, hvor jeg kunne læse, hvad jeg allerede vidste, nemlig at der er flere kalorier i et kilo flæskesvær end i et kilo gulerødder, mere sukker i en pose vingummi end i et glas vand. Og med sådan én i hånden ville det jo bare være et spørgsmål om at omsætte viden til praksis, spise mindre, forbrænde mere. Hvor svært kan det være? Og når vægten så måneden efter viste det samme og lægen med en slet skjult irritation vil afvise, at der kunne være tale om for lavt stofskifte eller en genetisk disponering for overvægt, og med meget tydelig udtale forklare, at det i bund og grund og for alle mennesker handler om det samme, nemlig at balancere indtag og udtag, det er ren matematik, en lovmæssighed, ingen energi forsvinder, den omdannes bare til noget andet, og hvis ikke den omdannes til bevægelse, motion, ja så lagrer den sig som fedt.
Og jeg ville gå skamfuld derfra, pinlig bevidst om, at jeg som alle andre var underlagt biologiens love, at mit manglende vægttab ikke skyldtes en kropslig uregelmæssighed men slet og ret for meget mad, for lidt motion, og jeg ville straffe mig selv, æde fire fastelavnsboller så jeg kunne briste under min egen tyngde, blive kvalt i mit eget fedt, mere, mere, mere.
Det jeg vil sige er, at det med krop er kompliceret. At undervægt kalder på omsorg og tykhed på irritation, vrede. At det kræver uendelig meget mod at stå ved sig selv, som man er. da jeg gav slip på spiseforstyrrelsen, altså sådan rigtig slip, gav jeg samtidig slip på den overbærenhed og omsorg, det ekstremt tynde gav adgang til. Det var ikke længere synd for mig, jeg måtte (heldigvis) klare mig selv, sådan som alle andre klarede sig selv. Min krop voksede. Mine bryster gik fra at være små pastiller til at være nogle ret velvoksne og lidt uens vedhæng, ofte i vejen. Når det var varmt, klistrede mine lår i et sammensurium af fedt og muskler og sved. Jeg fik deller på maven, ja i flertal, og mine før så knastede knæ blev kluntede og kuglerunde.
Jeg er ikke tyk. Jeg er heller ikke tynd. Og jeg oplever hvordan havet hjælper mig med at bære forandringen. Bære de ekstra kilo, dellerne. De kejtede knæ. Jeg glæder mig til at kravle i badedragten også, selvom jeg ikke ligner en havnymfe – eller i hvert fald en lidt buttet og rynket én af slagen. Jeg glæder mig til at vade ud til alle de andre kroppe, fem- og firsårige, forbrændte og bekymrende blege, store og små kroppe. Brune og beige og helt lyse. Kroppe med handicap og uden. Ængstelige kroppe. Og selvsikre.
Havet bærer os alle. Det kan lyde som omkvædet i en højstemt salme, en semisentimental besjæling af naturen. Men det er egentlig bare en konstatering:
I havet er alle kroppe ens.

Stine Pilgaard er i dagens Information interviewet om ideen til en urealiseret og – ifølge hende selv – virkelig dårlig ide til en bog, hun flere gange har forsøgt at skrive. den hører arbejdstitlen Bollywood og handler om en ung kvinde, der kunne være og meget vel er hende selv, der rejser til Indien for at undervise nogle kasteløse børn. Her forelsker hun sig i sin tolk, der desværre er lovet væk til en anden, det ender langtfra lykkeligt, tolken forbliver tro mod sit arrangement og den unge kvinde må vende tomhændet hjem, efterlade sin store kærlighed (med meget brune øjne). Det hele er sket i virkeligheden, fortæller Pilgaard, det er hendes egne oplevelser fra for længe siden, men hver gang hun forsøger at sætte det på sprog, forvandler det sig til klicheer og tankereferat, og derfor er Bollywood en dårlig ide. Fordi ingen gider læse et referat af andres tanker, og da slet ikke, hvis disse samtidig er hængt op på forelskede minder om øjne så dybe som skovsøer og lokale huse i en farve af blå som kun himlen selv.
Senere fortæller Stine Pilgaard: “Min redaktør siger, at mine dårlige ideer kan kendes på, at jeg bare gentager dem, når hun spørger, hvad meningen er med dem.” Det er en sjov og skarp observation, nogen spørger, hvad er bogens ærinde og man svarer: Det er bogen. Catch22.
Med samme argument kunne man dog indvende, at en bog, der har et meget klart defineret ærinde, et formål eller et budskab, kan ende som en slags manual. Eller som jeg plejer at sige, når folk vil vide, hvad mine bøger handler om: Hvis jeg kunne svare kort på det, ville jeg ikke bruge bruge 250 sider på at formulere det. Det er selvfølgelig sat på spidsen og også lidt urimeligt, men en bog, hvor pointen, ærindet, formålet kan formuleres kort og fyndigt og med to streger under kan nemt ende som en maggieterning. Nem i en fart, smagfuld og god, når tiden ikke er til afkog af skaller og ben, porretoppe, krås. Men også lidt industriel i smagen, E621. Der er ikke meget okse i terning med oksekødsbouillon eller svin i en svinekødsbouillon. Det er ismagsforstærkerne, der giver kraft.
De to streger under facit.
Jeg kan godt lide bøger, hvor bogens ærinde fremstår mindre åbenlyst end en bagsidetekst kan opsummere. Ia Genbergs ‘Detaljerne’, for eksempel, hvor en sengeliggende kvinde tænker tilbage på sine mange venskaber. En kæde af dage, mennesker der træder ind og ud af hendes liv, uden at de har efterladt hende med en eller anden afgørende erkendelse af livets mening, venskabets inderste natur. På samme måde holder jeg af Carl Frode Tillers ‘Flugt’ (selvom sproget i min optik lader noget tilbage at ønske), det er en blotlæggelse af menneskelig adfærd men uden at fælde domme, konkludere. Bøgernes ærinde? Jamen man kan helt sikkert formulere et eller andet vidtløftigt, alligevel vil jeg mene, at der er en grund til, at de to forfattere ikke skriver aforismer eller gruk, men lange fortællinger, romaner. Fordi deres ærinde ikke kan sammenfattes i en maggieterning.
Min dårligste ide er en bog, jeg rent faktisk har skrevet – og kasseret igen. Den handler om en kvinde, der forgæves forsøger at få et barn, og i sin afmagt over de mange mislykkede forsøg udvikler en art psykose eller parallelvirkelighed, hvor barnet findes. Hun pusler og synger sange, køber lilla gummistøvler og enhjørningekostume, hun pumper den trehjulede cykel, køber en kanin og lader barnet bære den i en rygsæk på ryggen. Længe er ingen klar over hendes lykkelige vanvid, de glæder sig bare over, at hun tilsyneladende har fundet fred med sin barnløshed. Indtil de finder kameraet med billeder og videooptagelser af kvinden, der hopper i sjippetov, skubber en tom gynge, løber alene med en drage og kalder: Johanna! Skal de afsløre hendes hallucinationer eller lade hende lbevare sine fantasier. Den blev aldrig til noget, simpelthen fordi jeg vidste, hvad den skulle handle om, hvem den skulle handle om, hvordan den skulle udvikle sig, hvad det hele skulle lede til. Det blev til en slags rebus, en lille sok med barnets initialer hér, en rablende remse dér – tilsammen en slags tragedie uden offer, kun med vindere, i hvert fald hvis de lod kvinden forblive uvidende om sine hallucinationer. Tilsæt blot to liter vand og lade det koge op, og man får en lidt salt men ok suppe, værsågod, så er der serveret.
Så hellere lidt mindre ærinde, lidt mere famlen, lidt flere skud i blinde, der alligevel rammer noget, man ikke ville have været foruden. En dåse bønner. En herreløs hund i en parkeringskælder. En nummerplade, der bliver ved at dukke op: FY 88644. Bare fordi.
Jeg kan anbefale bogen ‘Værksteder’ hvis man vil læse om forfatteres forskellige erfaringer med at skabe, skrive, fortælle, finde på. Det er Jeppe Bangsgaard, der har interviewet blandt andet Per Petterson, Naja Marie Aidt, Sofi Oksanen og Kjell West, og med smukke fotografier af Asger Mortensen. helt eminent ferielæsning, hvis du spørger mig. Også, hvis du ikke spørger.