Hun bærer handsker for at ikke at sprede sin smitte. Knuser alle spejle, hun kommer forbi. Hun æder rå æg i håb om at blive syg af salmonella. Vrider tarmene for indhold, kaste op og op og op, kun for at æde sit eget bræk. Det manglede bare. Hun er ikke bange, hun er vred. På verden for at være så forbandet smuk og på sin mor, for bare at være sig selv. På træerne for at bære grene og på himlen for at hænge uden at falde ned. Hun er vred og i stykker, hendes arme er giftige slanger, hendes ben er stolper uden fundament. Hendes ansigt er en chimpanse, der mooner, et rødt røvhul: Hej. Hendes mor siger, at hun ikke må sige sådan. tale på den måde om sig selv. Hun er jo af guld, menneskeguld, og hendes hænder smukke og uden smitte. Hun er det lykkeligste, der nogensinde er sket. Hun kalder hende kærligheds-kriger, himmelsk mundfuld, hjertets gud og stryger med en finger langs hendes nøgleben, mens hun nynner og hvisker elskede elskede. Intet uden dig. Hun køber en dyne med fyld af kugler og lægger omkring hende, hvisker: “Du er.”
Senere samme dag skriver hun i sin dagbog: “Kan man skyde sig selv og stadig sælge sit skind?”
Jeg har lige læst en treogtyve år gammelt avis-indlæg om håb og kunst og om kærlighed, overskriften er “Frommt håb,” og artiklen slutter med at konkludere, at både håb og kærlighed er som at beskrive en elefant i mørke. Rører man ved snablen, føles det som en slatten agurk. Rører man ved øret, minder det om en engel med slidstærke vinger. Og så videre. Jeg tænker meget på håb for tiden. Slår man ordet op på lex.dk finder man en sætning som denne: “Håbets mod kan siges at ligge midt imellem overmod og mismod.” Den østrigske tænker og holocaust-overlever Viktor E Frankl definerer håb som “Viljen til mening.” eller med Vaclac havels ord: “[Håb] er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening.” Jeg oplever for tiden en stærk bevægelse imod at fralægge os håbet. Håbet er alligevel ikke andet end et skin, et fatamorgana, en sovepude, der afholder os fra at kæmpe. Vi skal ikke folde hænderne, men knytte dem til kamp, lyder de håbløses protest. Jeg er ikke enig, jeg tror ikke, at håb er at fralægge sig ansvar, overlade fremtiden til simple drømme og utopier. Tværtimod.
Da jeg var mindre, drømte jeg om om at synge hovedrollen i musicalen Annie: “Bare på med vanten/for i morgen/ blir’ det sol,” Senere blev mit største ønske at være klog. Ikke med hjernen men med hjertet, et underligt diffus ønske, som det aldrig lykkedes mig at få helt styr på, for hvordan man måler man egentlig den slags, hjertets intelligens, findes der en enhed for den slags, er det antal pulsslag, hjertets omfang? Jeg lykkedes ikke med at få rollen som Annie og det med hjertet blev tromlet af min hjerne: Tag dig sammen, søster Lagkage, hjertet er en muskel, ikke andet. Og så gav jeg op, aflagde mig ethvert tilløb til håb. Helt bogstaveligt. Jeg lukkede af, lukkede ned, holdt op med at synge og elske og spise, håbet skulle fandeme ikke tage røven på mig. Da jeg vejede 32 kilo blev jeg indlagt og nægtede alt udover at tisse og spille Donkey Kong. Jeg gik ikke i bad, jeg børstede ikke tænder (jeg var panisk angst for at sluge tandpasta og dermed blive fed), jeg undlod at klippe mine negle, bruge creme. Min læge var fortvivlet, han hed Jeppe og havde krøller og en uendelig tålmodighed. Hver dag kl. 10 satte han sig på min sengekant og forsikrede mig om, at det var ok at være vred og tavs og ked af det, men om jeg ikke nok ville håbe. Bare i det små. Børste tænder, tage mit eget tøj på, sætte hår. Jeg nægtede, hvad var meningen med at tage tøj på, når jeg ikke havde planer om at leve. Alligevel gjorde jeg, som han bad om, trak en vinrød sweater over hovedet, som jeg havde købt i Magasin for nogle af de penge, jeg havde sparet ved i månedsvis intet at spise. Den var i fåreuld, med knapper på skuldrene og et mønster ved hals og håndled. Jeg vaskede også hår og fønnede det, og jeg så på mig selv i spejlet og tænkte, at måske var det en løgn, hvad jeg så derinde, men i det mindste var det en bedre løgn, end den, der lå i sengen i en alt for stor hospitalsskjorte og rakte tunge af solen, gemte mad i sine trusser og under madrassen. Jeg ved ikke, om man kan kalde håbet for en løgn. Jeg ved bare, at det med sweateren i hvert fald langtfra var en mirakelkur – jeg forblev syg i femten år efter, at Jeppe havde bedt mig om at skifte hospitalsskjorten ud med mit eget tøj. Han fik forresten et andet job på infektionsmedicinsk afdeling i Hvidovre, kom på TV og tabte håret. Jeg beholdt trøjen, det er den på billedet, og jeg tænker stadig på det med tro og håb, om “viljen til mening.” Måske er håb slet ikke noget, man har (eller tar’ eller får), men noget, man gør. Ligesom man trækker en sweater over hovedet?
Hvis man krøller sig sammen og lukker øjnene så tæt i, at alt bliver kridhvidt, kan det at være alene – med lidt god vilje – føles en lille smule som at sne❄️
Engang var mit største ønske at fortrylle verden, jeg drømte om at gro vinger på toiletrullen, tænk sig om det at tørre røv kunne føles som at flyve. Jeg skrev digte om duer, om deres dumme plirrende øjne, og om min brors ørkenspringrotte, Frandsen, der blev ædt af sin bedste ven, Tarzan, og i lang tid troede jeg, at det var sådan kærlighed fungerede. At den ene åd den anden, det var noget med brød og død.
Da jeg fyldte otteogtyve, fik jeg job i en ostebutik og forelskede mig i det hele: I hullerne og syren fra de lagrede oste, der gav mig sår på hænderne og fik mine negle til at krølle. Jeg var god til det, til at sælge, jeg talte i timevis med kunderne – om gedeostens særlige sødme, om hvidskimmel og rødkit, jeg lavede vinduesudstillinger med ternet dug og picnickurv, sølvbestik. Det var ikke så forskelligt fra det med at drømme om vinger på lokumspapiret, at forestille sig at flyve, når man i virkeligheden tørrede røv. I dagene op til jul solgte jeg 41 fonduesæt og fik en bonus af min chef: Et verdenskort med oste i stedet for lande, Savoie og Morbier i stedet for Frankrig, en stor skimlet Gorgonzola hvor Italien skulle ligge. Storbritannien en Stilton, Norge en mistænkeligt brun myseost.
I februar sagde jeg op og flyttede ind hos en kæreste, der havde en kat, Turbo, der var sort og meget blød, der gik næsten to og et halvt år, før jeg indså, at jeg holdt mere af katten end af min kæreste og endnu et halvt år, før jeg flyttede. Så stod jeg der, på et fortov på Langenæs Allé, med et kort over alle verdens oste og en kat og tænkte, at verden nu ikke var helt så fortryllende, som jeg engang havde troet, og at ordsproget talte sandt, når det sagde, at man måtte lære at gå, før man kunne flyve.
Jeg så engang et klip på TV. Det var fra en bjergkæde i Sydamerika, en lavine, først en lille prik, der voksede sig større og større for til sidst at fylde hele bjergsiden. Jeg er ikke stolt af, at jeg så klippet – ikke bare en eller to men måske ti gange – for der var mennesker på vej op ad bjerget, otte klatrere med pigsko og tov. Da lavinen nåede bunden var bjergsiden tom, stilheden efter det buldrende sneskred var enorm, solen lyste som en forhørslampe. Jeg har senere læst at alle otte omkom, de var med et selskab fra Belgien, en af dem havde vundet Stjerne for en Aften, den ældste var 41, den yngste 26. Man sendte flyvende lanterner afsted, levende lys henover himlen, det gjorde ingen forskel, de døde forblev døde. Lige nu læser jeg en bog, en digtsamling måske eller et rasende opråb, en satirisk bøn: “Please mig i røven.” Det er som at rive skorpen af et sår, ritttsjj, og jeg føler mig afsløret, ussel, for jeg elsker alt, hvad jeg læser, det grusomme, det blotlagte, det betændte. Det er så godt, det er så råt. Det handler om hunde og katte og skildpadder, om misbrug og om at overleve ved at gøre sig hård. Jeg lærte engang af en professionel cykelrytter, at når smerten er størst, når benene skriger af syre og ens spyt smager af metal, så hjælper det at le. Højt og hysterisk, det er ikke løgn, HAHAHAHAHAHAHA. Det er noget med at snyde hjernen til at tro, at man har det godt, frigive endorfiner, der virker smertestillende på alt, der gør ondt. Sådan er det også i den her bog, man ler for ikke at græde, gå i stykker, man ser lige ned i dybet og bliver svimmel, ikke kun fordi det er dybere end det meste andet, man har set, men fordi man et øjeblik overvejer at lade sig falde. Ned. Mens man ler. Nå, jeg må ikke sige mere endnu, men det minder mig om engang, jeg gemte orm i en dåse under min seng, for så om natten, når smerten og skammen var størst, at finde dåsen frem og æde ormene, som en sulten fugl, på jagt efter mad tl sine unger, eller som en fisk, der villigt bider på sin egen krog. Haps.
Jeg gik i klasse med en pige, der turde alt, sådan virkede det i hvert fald, det var som om livet i sig selv ikke var nok, som om hun hele tiden skulle sætte det på spil, som tiårig fandt vi hende ude på pigetoilettet, hun havde drukket en hel flaske æblesnaps og lå bevidstløs på gulvet, pedellen måtte løfte døren af for at få hende ud, den dag hun fyldte tolv, inviterede hun fire af os piger fra klassen på brunch, det var i Sallings cafeteria, all you can eat – og vi åd: Rundstykker og blødkogte æg, bacon og oste med navne, der lød som en, der kastede op, Gruyére og Crottin de Chavignol, og da hun skulle betale, bad hun os om at gå i forvejen og vente ved udgangsdøren, og pludselig kom hun springende og råbte LØB, og så løb vi, og der gik flere år, før jeg igen turde gå i Salling igen. Til min fødselsdag forærede hun mig en halskæde i sølv med et halvt overrevet hjerte som vedhæng, jeg tog den aldrig på, jeg ved ikke hvorfor, så døde hendes lillebror, han var elleve og hang sig i et træ i haven, det var Bødker, skoleinspektøren, der fortalte det til en morgensamling, vi blev bedt om at holde et minuts stilhed, jeg tror, det varede fem, hendes forældre valgte at tage hende ud ad skolen, undervise hende derhjemme, det var vist nok noget med lærerne, de var psykopater hele bundtet, sagde hendes far, eller også var de psykologer, same same, noget psyko i hvert fald, nogle år senere sendte jeg hende et brev med kæden og det halve hjerte, spurgte, om hun var ok, men jeg fik aldrig svar.
Hvad gør man ved det, man føler, når det, man føler, ikke nytter noget. Når sorgen ikke nytter, vreden ikke nytter, når ingen nytter nogen noget. Hvad gør en kyssetøs, en sugekop, en pleaserpony. En konfettikælling, en lottokugle: “Number nine, number nine, number nine.” Hvad gør man, når man må ringe til horoskoptjenesten for at høre, hvordan man har det. Når ens ven går under jorden, og det eneste, man kan komme i tanke om er at spørge, om man må gå med. Når “det, man siger, er man selv,” og det, man siger så er helt uden mening?
“en dag man måske som sædvanligt har glemt man skal dø”
Sådan skriver Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet, i samme digt som hun også skriver om Øresund, brintbomber og om at koge kartofler. Det er vilde kontraster, bomber og kartofler, ligesom det er en vild sætning, den om at vi skal dø. Og så på en helt almindelig dag? Det er råt, og det er smukt. Jeg ved ikke, hvorfor de ord, hver gang jeg læser dem, hvorfor de giver mig lyst til at åbne vinduet og råbe dem ad mine lungers fulde kraft. Ligesom Anne Carson ubærligt præcise formulering gør: “Altid en trøst at antage, at der gemmer sig en hemmelighed bag det, der piner en.” Det her håb om, at der er noget, der giver det hele mening. Men så rejser spørgsmålet sig. Mening for hvad, for hvem. Giver fuglene måske mening for himlen, Bowie mening for en myresluger? Er kartofler værd at nævne ved siden af bomberne, er døden værd at nævne, når nu vi er i live. Der er så mange diskussioner om, hvad vi MÅ skrive, hvad vi BØR skrive. Hvem der kan og må og skal. Er det i det hele taget ikke bare spild af tid at skrive, er det ikke handling, verden venter på. Hvad fanden betyder en bog, når børn bliver slået ihjel og hvaler bliver kvalt i plastik. Hvem er jeg overhovedet at tro, at det gør nogen forskel, hvad jeg tænker, siger, skriver, ville det ikke være bedre at jeg slettede det her opslag og brugte timerne på at samle flakser, hvis pant, jeg kunne donere til et godt formål? Jo. Men hvis alle tænker sådan, ville der ikke være nogen Inger og Anne i verden og måske er det rent faktisk linjer som deres, der får mig til at stoppe op og tænke. Over døden og livet og lidelsen. Over hvad, der giver mening. For hvem. I Naja Marie Aidts ubærligt smukke bog “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” skriver hun om sorgen efter sin søn, Carls, død. Hun skriver om choksprog, hun skriver “Intet er virkeligt. Sproget er tømt for betydning”. Alligevel skriver hun Carls Bog, for uanset hvor betydningsløst sproget kan synes, er det fuld af mening. Og alverdens mening strømmer fra bogen, selv når den skriver om det ituslåede, det ødelagte, den sorg, der er så stor, at den ikke KAN rummes. Og det vi ikke kan rumme, må vi skrive, gøre til ord, der bærer en mening, vi ikke selv kan finde. Aidt skriver: “Hver morgen skal vi indse det på ny. Vi skal forstå. Men vi forstår det ikke. Vi fryser. Så drikker vi kaffe. Så børster vi tænder. Så kommer en ven. Så siger vores ven: Nu går vi en tur. Vores ven siger: Kom. Sæt den ene fod foran den anden. Så går vi. Det er morgen, lyset er skingert. I lyset driver frygten rundt som olie på vand. Og vi driver. Vi er drivtømmer, pinde. knoglestumper. Vi er ikke mere os selv. Vi kan kan ikke indeholde os selv”. Jeg har ingen børn og ikke mistet nogen, der stod mig så nært som et barn står dets forældre. Alligevel mærker jeg det hele, afmagten, sorgen, der er så stor, at den opløser verden, virkeligheden. Det mærkelige er, hvordan sproget – her, hvor det føles allermest betydningsløst – giver allermest mening. Her hvor det ikke nytter at forklare eller at forstå, men kun at gå. En fod foran den anden. Lys. Morgen. Det giver al mulig mening, ligesom Inger Christensen kogte kartofler giver mening i samme sætning som død og brintbomber. Det handler om den trøst, der er i at turde tro på, at der bag ved det, der piner os, findes en hemmelighed. Noget, der får os til at gå videre. Drive. Skrive som Aidt, der skriver: “Jeg ville gå til verdens ende for dig. Men det var ikke langt nok.” Det er ikke til at bære, men sætningerne bærer det, så jeg kan læse og tage en lille del af det ubærlige på mig, og sådan kan vi gennem litteraturen sammen løfte livet. Og døden.
I lang tid skrev jeg alting i kursiv. Det hjalp mig til at tro, at jeg i virkeligheden citerede en anden. At mine tanker bare var ord, jeg trak frem af en skuffe og skrev ned. At jeg ikke behøvede at tage dem så personligt, tage mig selv så personligt. Jeg skrev “storblomstret omsorg” og “natteblind nåde” og læste det højt for min hund, der gabte til svar. Judith Hermanns seneste udgivelse, “Vi ville have fortalt hinanden alt,” er en beretning om hendes liv og forfatterskab, om det at læse og leve som to uadskillelige størrelser. Når hun skriver, fortæller hun, er det sjældent om det, der er sket, men snarere om alt det, der ikke er sket. Det ikkestedfindende, det fraværende, det forsømte. Om alt det, der kunne være sket, hvis ikke, det var fordi. Dette fordi, det skriver hun om. Den tyske filosof Wittgenstein har sagt: “Det, hvorom man ikke kan tale, om dét må man tie,” men alle ved, at det kan man ikke, og det er derfor kunsten finde. For at vi kan tale om det på en anden måde. I Judiths Hermanns ved at skrive ubegribeligt gode fortællinger, der giver tavsheden, det fortiede en stemme. Eller som hendes psykoanalytiker skriver tilbage til hende, da hun forærer ham en af sine bøger: “Hvilket utrætteligt arbejde med detaljerne, at gøre alt så fikst fremmed, at forskyde det sådan, at intet til sidst er rigtigt, men alt sandt.” Intet er rigtigt, men alt er sandt. Sådan er det også, når jeg skriver. Summen af alle løgnene bliver sand. Jeg så engang en dokumentar om to brødre, tvillinger, der voksede op sammen på en gård i Sydengland. Forældrene var velhavende, de to drenge havde alt, hvad man kunne ønske sig. De var stærkt forbundne, delte værelse og interesser, indtil de fyldte 18. her købte den ene en motorcykel og kørte galt, en voldsom ulykke, da han vågnede havde han mistet sin hukommelse, han kunne hverken genkende sin mor eller sin far, huskede ikke sit eget navn, eller hvor han kom fra. Den eneste, han genkendte var sin bror, der blev hans anker i verden. Møjsommeligt hjalp han sin bror med at bygge hans hukommelse op fra bunden. I timevis sad han ved hans seng og erindrede ham om, hvad hans yndlingsfarve var og hvilken musik, han foretrak. Hvad hans kærester havde heddet, og hvilke ferier, de havde været på. De lange nætter med lommelygter og højtlæsning for hinanden. Den forulykkede tvilling kom sig langsomt og byggede ved hjælp af sin brors hukommelses sin egen op. Han fandt en kone, fik børn. Men så døde de to nu voksne mænds forældre og de måtte rydde huset sammen. Her fandt de en kasse med billeder. Af de to drenge som børn, nøgen og med ansigterne revet af, på andre var deres øjne stukket ud. Den hukommelsessvækkede tvilling forstod intet: De havde jo haft en lykkelig barndom, hvor stammede disse makabre fotos fra? Men hans bror slog det hen, det måtte være en misforståelse, en tåbelig leg, noget, nogen havde glemt. Til sidst tilstod han dog. Fortalte, hvordan de begge var blevet misbrugte gennem hele deres barndom. Låst inde i et skur og lejet ud til venner for penge. Alt, hvad han havde fortalt, var aldrig sket. Hele den forulykkede tvillings tilværelse var således baseret på en løgn. Jeg tænker, at kunsten kan begge dele. Lyve eller talte mere sandt end virkeligheden, giver os adgang til. Den kan bygge sandslotte op, som i tilfældet med de to tvillinger, et eventyr, der gjorde, at den forulykkede kunne overkomme sin ulykke. Men den kan også gøre det modsatte – bryde illusioner ned, åbne vores øjne for den sandhed, vi ellers ikke magter, tør eller orker at se i øjnene. “Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie,” mente Wittgenstein. Kunsten gør det modsatte, den taler om alt det, vi ikke kan eller må tie om. Den gør det velkendte fikst fremmed, skriver i kursiv og forskyder tingene så “intet til sidst er rigtigt, men alt sandt.”
