Louise Juhl

Forrige år svømmede jeg første gang i årtier i Vesterhavet. Jeg har badet før, da jeg var barn, mest hurtige dyp, “uuuhhhh.” Engang fangede jeg en krabbe med de bare næver, den var godt nok død, men det var der ingen, der kunne se inde fra land.
Men forrige år gjorde jeg alvor af legen, svømmede flere hundrede meter, lod mig bære af bølgerne, lod mig slå omkuld af deres kraft. Jeg holdt vejret og talte, hvor mange sekunder jeg kunne blive ved sådan: Med ikke at ånde.
For snart længe siden arbejdede jeg på en teaterskole. Hver dag mellem 9 og 15.00 uddannede vi håbefulde unge i skuespilfaget, om aftenen og i weekenderne tilbød vi kurser i kreative fag; Stagefight, stemmetræning og afrikansk dans. I juni fik vi besøg af en, der hed Stig, han var verdensmester i fridykning og kunne holde vejret under vand i toogtyve minutter. Svømme 202 meter under is uden at trække luft undervejs.
Jeg huske, at han talte meget – og meget hurtigt – som om han hele tiden forsøgte at indhente sine egne tanker. Han forklarede, at det vigtigste for at blive en god fridykker hverken var at have store lunger eller at være fysisk stærk, men at turde at tage kontrol. “Din hjerne vil fortælle dig, at du har brug for luft, men i virkeligheden kan du klare dig længe uden,” fortalte han. Det handlede om at overdøve sin angst, tage kontrol over tankerne, “din hjerne vil have dig til at tro, at du er ved at dø. Du skal overbevise den om det modsatte”
“Du kan ikke vinde over døden,” sagde han, “men du kan være heldig at besejre din angst for at dø.”
Det tænkte jeg på, da jeg forrige lå på ryggen i vandet mellem Tranum og Slettestrand. Jeg tænkte ikke på at dø, men på at holde vejret, lade mig synke til bunds, ned til de døde krabber, holde op med at trække vejret. Ikke i trods, men bare for at se, om der virkelig, sådan som Stig havde påstået, var fred dernede. Smagen af tang og salt. Tanken om skibskatastrofer og snarlig død. Himlen blå som kun himlen kan være det, ikke støvet blå, dueblå, babyblå, marineblå. Himmelblå. Jeg tænkte på at drukne men uden at dø. Sten dør ikke, de falder bare til bunds. At være en sten.
Jeg var engang med min mor til foredrag, en nogenogtyveårige kvinde fortalte hvordan hun som femtenårig havde været tæt på at dø af meningitis. Hun var vågnet en morgen med hovedpine, men havde ignoreret det og var gået i skole. På vej hjem blev smerterne værre, hun slugte tre kodimagnyler og lagde sig, vågnede nogle timer senere, halvt hallucinerende. Hun var blevet hentet med ambulance, allerede på vej til sygehuset havde hun mistet bevidstheden. Da hun nåede frem var hendes hjerte holdt op med at slå.
Hun huskede ikke udrykningen, heller ikke paramedicinernes genoplivningsforsøg, elektroderne, indsprøjtningerne, intet af alt det. Det eneste hun huskede var en tunnel, der delte sig i to. En lys og en mørke. Og at det var den mørke, der havde virket mest fredfyldt, mindst skræmmende. Bare et tæt og favnende intet. Ikkeværen. Hun var gået i retning af den mørke tunnel, da hendes morfar havde kaldt på hende “se” havde han råbt, og hun havde set i hans retning, men der var ikke noget at se. Alligevel var der noget i hans stemme, en tryglen, som fik hende til at gå mod lyset. Og da hun åbnede øjnene blev hun blændet af stærke operationslamper, lidt senere hendes tvillingesøsters blege ansigt, og hun vidste, at hun havde valgt livet fremfor døden.
Det har man altsammen hørt før, om at stå på grænsen mellem død og levende og skulle vælge. De historier, vi får lov at høre, er fra dem, der vælger livet. Men det overraskende var, at den her unge pige sagde, at det værste ved at have oplevet døden på nært hold var, at hun savnede den.
Hun savnede lyset, savnede det favnenede mørke. At flyde i havet. Det var det billede hun brugte. Michael Strunge skrev engang om samme længsel. Efter mørket:
“jeg savner en jeg holder af / men jeg kan ikke huske hvem det er / kun udenfor mig er verden / og jeg er udenfor verden / med et sort hul indeni / der suger alt og holder sammen på mig.” Nå, da jeg vendte tilbage fra flydende tilstand til fast, stod op ad vandet, så jeg en mand spille golf på stranden, han var nøgen pånær en hvid handske på den hånd, han holdt om køllen med. Hver gang han slog til bolden, råbte han “Guds fred!” Han slog hårdt og langt, bolden forsvandt flere gange ud af syne. Det er ikke noget, jeg finder på. Han stod og slog og råbte:
Guds Fred! Guds fred! Guds fred! Det var svært at afgøre, om det var en bøn eller et diktat.
I dag kører jeg derop igen. Til havet.
Så må vi se, hvad der kommer ud af det.

Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke ville overleve mange døgn alene i vildmarken. Jeg ville fortabe mig i mossets bløde grønhed, eller jeg ville begynde at tælle fugle på himlen, glemme at nætterne er kolde, og at kulde er farligt. Det kan føre til hypotermi, som igen kan føre til underafkøling, bevidstløshed. Død.
Jeg blev fortalt, at det altså ikke nytter at nynne finske folkesange som værn mod mørket. Det falder alligevel og i mørket ved man ikke, hvad der er ven og hvad, der er fjende.
Jeg tog det ikke så tungt, jeg havde ingen planer om at flygte til Mongoliets øde sletter eller følge i Robinsonsdeltagernes fodspor til en øde ø. Faktisk var jeg godt tilfreds med at gå rundt i mine egne tanker på en lukket villavej i en forstad til Aalborg og forestille mig alle de farer, jeg ikke kunne håndtere i virkeligheden. Jeg kæmpede med en isbjørn, fløj på ryggen af en havørn, byggede en aftapper til at tømme træer for harepiks og brugte køerne som meteorologiske varsler. Stod de tæt og med halerne mod hinanden blev det heldagsregn. Jeg var alene i tankerne – og udsat, men også meget tryg, for min fantasi fandt altid en udvej. Den farlige bjørn for eksempel, viste sig at være mere end almindeligt glad for håndmassage, så jeg trykkede dyrets fire labber og alle trædepudderne, én for én, og sådan fandt vi fred, og senere bragte den mig fisk fra elven, jeg ristede over bål og delte. Hoved, hale og alle fiskebene til bjørnen, de lange fede fileter til mig. Tingene løste sig, når jeg var alene, det var sammen med andre, det blev besværligt. Når de fortalte, at jeg ville være den første til at blive sendt hjem fra Robinson, fordi jeg var for nem og for kedelig. Eller måske var det fredelig, de sagde, det husker jeg ikke.

For tiden taler myndighederne om at vi skal preppe. Preppe kommer af prepare – at forberede sig på det værste: krig, oversvømelse, fremmede magters terror. Vi skal have rent vand til rådighed, og en radio, der kan køre på batterier, dåsemad og jodtabletter. Brætspil og levende lys. Jeg har brætspil og levende lys, havregryn og nogle ret lækre færdigretter fra John West med tun og kikærter og karry. Jeg har ønsket mig en kulstang i fødselsdagsgave – og en håndbog om zoneterapi for hunde. jeg fylder år om ti dage, så jeg håber, at verden holder så længe. Jeg tror egentlig, jeg vil klare mig ret godt, jeg har jo overlevet både sultne bjørne og rovfugle i flugt, heldagsregn og at vokse op på en villavej i Gug. Det kan godt være, jeg er en slapssvans og lidt naiv, men jeg har en god fantasi og en stor kærlighed til mørke. Og det kan vise sig at være mere værd end spidse albuer og sixpack, hvem ved.

Jeg ringer efter en taxa. Det er ni dage siden, jeg sidst har talt med nogen. Det var min datter, hun sagde: “Det er lige før, jeg har ondt af, hvor lidt du fatter.” Jeg mumlede undskyld, før hun lagde på.

Kvinden på centralen vil vide, hvortil jeg skal køres. Jeg svarer “herfra og til helvede”. Jeg kan høre hende notere, hun siger, vognen er fremme om seksten til nitten minutter. Jeg ser på uret. klokken er 21.08. 

Jeg er ikke den impulsive type. jeg falder ikke for gode tilbud, for afbudsrejser med all-inclusive eller manicuresæt med fire forskellige sakse, en til hver finger, – pege, lang, ring og lillefinger. Tomlen kræver sit eget sæt. jeg ringer ikke efter en taxa, med mindre det er strengt nødvendigt. det er strengt nødvendigt. Jeg ser på uret. 21.13. 

Min datter blev født ni dage for sent. jordemoren havde forsikret mig om, at den slags børn, var de bedste. De sene, dem, der ikke havde travlt, men lod tiden strække sig lang som et gab, aaaah. Hun var 51 centimeter lang, da hun endelig lod sig føde, vejede 4250 gram. Velskabt, veltilpas, hun sov og sked og åd, og jeg elskede det altsammen. Hendes pergamenttynde øjenlåg, den lille hånd, der greb i blinde efter noget, nogen, en rangle, et bryst. mig. 

Jeg lukker katten ud i mørket. To gule øjne. “Undskyld.”

Min mor lærte mig, at “den, der gemmer til natten, gemmer til katten”. Jeg har aldrig helt forstået, hvad hun mente med det. Om nat og kat var det samme, om gemt og glemt var? I mange år holdt jeg mig vågen i håb om, om mørket kunne give mig svar, men den eneste erfaring, jeg høstede, var, at mørket var mørkt, og at der ikke gemte sig noget bagved. Hverken kat eller sandhed.

21.19. Jeg sender en besked: “Månen minder mig om en tusindårig på coke; en rastløs junkie på jagt efter sin bane.

21.22 Min datter svarer: “Slap af med dit poetiske pis, kom dog ind i virkeligheden.” 

Centralen sender en besked. “Vognen er fremme”. Jeg kigger ud bag gardinet, katten sidder præcis, hvor jeg efterlod den. Chaufføren har tændt en cigaret, gløden lyser orange i mørket. Hvis jeg venter længe nok, går det nok over.

21.24

Det fascinerende ved novellen er hårdheden, hvormed den slår. Hurtigheden. Det er nu engang ikke det samme at blive ramt 31 langsomme grader en julidag , som at åbne lågen til en ovn: 220 grader varmluft – Right op your face. Slam.
Det har noget at gøre med ordenes vægt. Sætningernes vilje.
Hvis alt, du har at gøre med, er en køkkenhave på 12 m2, så er du nødt til at vælge med omhu. Ærter eller kartofler? Agurk eller porre? Det afhænger af dine kriterier. Om du vægter mæthedsgrad over nydelse, mængde over smag, tradition over eksotisme. Det samme gælder novellen, du har kun en meget begrænset plads at udfolde dine fortælling på, så du er nødt til prioritere. Er karakterbeskrivelserne afgørende, eller foretrækker du at lade replikkerne bære historien. Er det subtile og uudtalte væsentligere end hastigheden, hvormed tingene udvikler sig.

Johanna Ekströms novelle “Listening for the click” er en sand lussing. Et ubehageligt og dog så utrolig velgørende litterært stød i maven. Og i hjertet. Det er mennesker sat fast med knappenåle på en korktavle. Spiddet som sommerfugle bag glas. Det er Carl og Martin og Lizzy og Johan. Og jegfortælleren, der betror læseren dette:
“Lizzy is both clean and fuckable. Strict, consistent, selfish in an honest way. I’m more . . . It’s twofold.”
Bemærk alt det, der siges her. Ikke med orargelse eller medlidenhed, men bare nøgternt konstaterende. Lizzy er ren og lige til at kneppe. Sammenhængende og selvoptaget, du får så at sige, hvad du ser. Mens jeg-fortælleren – ja det er mere kompliceret. Hvad betyder det for historien. At det, vi får fortalt er .. usammenhængende, utroværdigt? Eller måske bare splittet, inkonsistent?
Om Martin fortæller hun: “Martin eats baby food out of glass jars. I hear the click when he opens a jar, a guarantee that its vacuum seal is intact.” Og om Carl: “Carl has a water bed. He never changes the sheets. It doesn’t matter. He smells good.” det er jo helt vanvittigt så fortættet de beskrivelser er. Hvorfor spiser Martin babymos og hvad er det med Carl og det beskidte sengetøj, helt modsat hans ellers dejlige duft?
Og endelig er der Johan:
“Johan and I meet in secret. I want to be like Johan. When I’m alone, all I am is him. Johan says this: “The smell between the teeth, the one that comes out when you floss, is disgusting. Absolutely disgusting.” And I know I’ll never forget the way he says “disgusting.””
Hvor ofte har du overvejet, hvordan tandrensningsaffald lugter? hvad er det for en slags menneske, der deler den slags observationer? Og hvorfor – hvorfor finder jegfortælleren det så fascinerende, at hun ønsker at blive som ham?
‘Listening for the click’ er en ultrakort, superkomprimeret og rasende fed fortælling om begær, magt, hierarki og menneskelige drifter. Den rummer stof til en hel roman, ja flere måske, men leverer det hele på nogle få hundrede linjer. Det er godt gjort, virkelig godt gjort, og jeg skal helt sikkert undersøge Johanna Ekströms forfatterskab nærmere.

Du finder novellen i The New Yorker.

Forleden fandt jeg en efterladt stol. Mere præcist var det en lænestol. Den slags sker jo, at nogen smider et gammelt og lidt klodset arvestykke ud, stiller det frem ved fortovskanten, så renovationsfolk kan tage det med på deres runde. Men den her lænestol stod ikke ved en fortovskant men på en strand tæt på vandkanten. den var sunket en smule ned i det bløde sand, hældte lidt til den ene side, en måge havde skidt på det højre armlæn og nogen havde tilsyneladende brugt stolen som  affaldsspand, et plastikbæger, en punkteret bold, en udtjent lighter og noget, der kunne være resterne af en paryk, et sært skingert lyserødt nylongarn, altsammen lå smidt på lænestolens sæde, et dovent rod. 
Den slags efterladenskaber, en kuffert, en knækket stilethæl, et bogomslag tømt for sider, udgør de bedste begyndelser. Alt det, man kan forestille sig, der ligger før. Hvordan stolen måske er båret på ryggen af et æsel fra en ørkenstat langt væk og hele vejen herop. Eller den er smidt over bord på et krydstogtskib af en vanvidsramt kvinde, med urkvindeligt brøl: Aldrig igen!
Det kunne også være et uheldigt sammenfald af en tornados ridt eller en ulykkelig teenagers tavse forsøg på at komme overens med tilværelsen: At sætte sig i en stol og lade havet om resten. 

Det er sådan fortællinger opstår. Ikke nødvendigvis ved, at ting rent faktisk sker og derefter berettes som vidnesbyrd, dokumentation, men  lige så ofte ved, at vi ser en stol et sted, vi ikke havde ventet at se en stol. Og så finder vi en forklaring, vi binder tråde. Kalder sheiken for Rashid og æslet for Bengu, det er vigtigt med den slags, med navne, ansigtstræk, et modersmærke på den højre kind. Kun fire fingre, måske – den sidste sad nok fast i en svingdør. Vi tegner ruter på kort og følger Rashid og Bengu fra et saudisk rige gennem Jordan, Libyen, Tyrkiet, Bulgarien, Østrig. Her holder de hvil en måned, besøger et kloster, klapper køer, skriver et brev til dem derhjemme. “Undskyld.”
Så videre gennem Tyskland og frem til deres destination, en ret undseelig nordjysk kystby. Hvis man da ellers kan kalde det en by, en tankstation, en vejbod, et egnsmuseum, der kun holder åbent to timer den første tirsdag i juni og juli. Og der sidder han så, sheiken, i sin lænestol med sit æsel, der til sidst bliver træt af den stride vestenvind og forsvinder, ingen ved hvorhen (det handler næste bind i serien om).
Han sidder dér og mærker salten og sandet prikke mod huden, han hører bølgerne, der slår mod bredden og en hund, der gør et sted bag klitterne. Han er sulten, men ikke så sulten, at han gør noget ved det. 
Næste morgen er han væk. Måske er han gået efter mad, måske savnede han sit æsel. Måske er han trådt ud i vandet, fortsat lige ud indtil ikke mere.

Nogle gange falder jeg i og ser på tilværelsen som en forbrydelse, jeg skal opklare: hvem står bag, og hvad er motivet. Andre dage er jeg et barn ved en tombola, jeg kaster en bold i blinde og bliver glad, for hvad jeg nu vinder, en rusten lynlås, en plade chokolade, en malebog.

I nat drømte jeg, at jeg fik stillet al min bagage på en perron, kufferter, poser, en paraply, men ikke selv nåede at komme af. Så fortsatte jeg sådan, uden pas og penge, personnummer, og således fri til at se verden forfra, uden de fordomme og idiosynkrasier, der klæber til identiteten. En mand overfor havde skåret hul i en appelsin og stukket et sugerør derned, nu sad han og sugede og sugede, hans kinder var helt hule af iver. Det så ikke ud som om han lykkedes med at få saft ud af frugten, men han virkede begejstret for opfindelsen, hullet og suget. En kvinde med høretelefoner læste op ad et blad men uden lyd, hun formede bare læberne efterhånden som øjnene bevægede sig henover linjerne og jeg fandt stor fornøjelse i at forsøge at følge med, forstå. Jeg tror, det var noget om søkøer og deres drægtighed, men jeg er ikke sikker.
Nå men hvis nogen finder en kuffert og to poser ved en mellemstor jysk stationsby, paraplyen er gul og med blonder langs kanten, så gem venligst penge og pas til vi ses. Resten kan I donere til Kirkens Korshær, et myggenet, en madkasse, en fiskestang uden line og krog.

For et øjeblik siden var jeg ude at gå med Mumrik og mødte undervejs en ældre dame med gangstativ. Hun spurgte om lov til klappe hunden, ja naturligvis, svarede jeg og undskyldte, at han var både våd og mægtig mudret. Det er helt ok, sagde kvinden, hun havde selv haft hund i mere end 60 år, syv boksere og en Cocker spaniel var det blevet til gennem årene. Nu var hun flyttet i en beskyttet bolig og måtte ikke længere holde hund, det var vist nok noget med plejepersonalet. at de kunne risikere at have allergi og så alt det ekstra arbejde med at gøre rent efter pelsdyr. – Det er så tomt uden en hund, sagde hun, og foretrak derfor at trodse regnen og stavre omkring med sin rollator og opsøge folk på tur med deres hunde, spørge om lov til at låne lidt kærlighed, – et enkelt klap. Det var ikke det samme som at have sin egen, tilstod hun, men alt taget i betragtning var det helt ok og i hvert fald bedre end ingenting. For ti år siden, før jeg fik Mumrik, ville jeg ikke have haft den her samtale og af samme grund heller ikke forstået, hvad der drev et menneske til at gå omkring og klappe hunde. Jeg ville højst sandsynligt have set på den ældre kvinde med medlidenhed, have haft ondt af hende, sådan en ensom stakkel på jagt. I dag er jeg heldigvis klogere og kan se, at kvinden er heldig sådan at have fundet en åben port til kærligheden.
“Hundene er evigt engle, amen,” som min ven, Bjørn, skriver i Fiskesonetterne, og jeg er helt enig. De er engle med pels og på fire ben, hurra.

For tiden kører det pænt geniale tidsskrift Atlas Magasin en serie, hvor forfatter Katrine Marie Guldager og kritiker Kamilla Löfström diskuterer en række anmeldelser, deres styrker og svagheder. Henvendelsesform, involvering, eksempelunderbyggelse, læserens plads i teksten. Al den slags, det er interessant og velgørende med et fokus på den så udskældte anmelderstand, der ofte beskyldes for både arrogance, bevidst fejllæsning og dovenskab. Flere forfattere har fravalgt at sende deres bøger til aviser fordi de har oplevet at blive læst som Fanden læser bibelen, eller med et akademisk begrebsapparat, som deres bøger måske netop forsøger at undslå sig og/eller tilbyde et alternativ til. Lidt som at bede en ateist om at vurdere bønnens kraft: Det er i udgangspunktet forskellige diskurser, der kolliderer og sandsynligheden for at der kommer noget godt ud af det er så godt som ikke-eksisterende. Selv er jeg anderledes positiv overfor anmeldelsen som praksis, jeg bliver oprigtigt glad, når aviser, magasiner og læsere giver sig tid til at gå i dybden med et værk, jeg har begået. Det er jo i sig selv en kompliment, at de finder det umagen værd. Når det er sagt, så er jeg enig i, at der findes læsninger, der synes mere underbyggede, mindre selvtilstrækkelige end andre. Det er vel med litterær kritik som med alle andre fag: Der er forskel, ligesom der er forskel på tandlæger, terapeuter og tømrermestre.
Jeg har læst anmeldelser, der har efterladt mig mere undrende end afklaret: Hvad er det for en bog, jeg lige har set beskrevet? Hvor anmelderens behov for at udstille sin egen viden har stået i vejen for at formidle bogens budskab. Andre gange synes anmeldelsen at være en øvelse i fingerpegen, et indiskret mobberi. Det er heldigvis sjældent, men når det sker, er det tåkrummende. Ikke bare for bogen, men også for anmelderen. Hvad skal en læser med den slags – andet end at agere medskyldig, løbe med hånen, ha, ha? Heldigvis har jeg også læst fortryllende anmeldelser, der med eksempler fra bogen har understreget forfattertone, tematik og ved hjælp heraf tegnet et billede af værket. Tilgængeliggjort dets kvaliteter og måske mindre heldige sider, så læseren herudfra kan gøre sine egne overvejelser. Som i denne anmeldelse af Fine Gråbøls ‘Hundrede Børn’ af Beate Skakkebæk Lindegaard, hvor hun om værket slutteligt konkluderer:
“En af mine professorer sagde engang, at alt det, vi ikke kunne forstå eller forklare, kunne kaldes magi. Det tror jeg er en god måde at forstå, hvorfor Fine Gråbøls nye bog fungerer så godt. Alt det mystiske og magiske er uigennemskueligt og svært at forstå. Men netop derfor spejler det så godt barnetilværelsen, hvor man er dumpet ned i en verden, man ikke har lært at gøre mening af endnu, og hvor man, når man endelig har lært at være barn, pludselig skal til at være voksen.”
Det fine her er, at jeg kan mærke anmelderen som andet og mere end en analytisk pegepind, hun inddrager egne referencer men uden at det bliver personligt, hun lader en professors udtalelse stå som forklarende for hendes egen oplevelse. “Det, vi ikke [kan] forstå eller forklare, kunne kaldes magi.” Og bruger dette til at beskrive værket som nok en kende ubegribeligt, men så meget desto mere tro over for sit eget projekt, som er barnets oplevelse af verden som netop: Ubegribelig. Det er godt gjort; som læser forstår og fornemmer jeg værkets diskurs og er således bedre forberedt på at læse det.
Af mindre gode anmeldelser må jeg ty til det anekdotiske: Her til morgen ville jeg bestille en bog, jeg for nylig blev introduceret til af Asta Olivia Nordenhof. ‘Overskridelsen – fabrikken’ hedder den, et værk fra 1982 af Leslie Kaplan. AON præsenterede et uddrag, alt var skrevet i “man”:
“Man cykler klokken fem om morgenen, i mørket. Man når frem, fra den anden side af broen får man øje på fabrikken. Man skulle tro, den stod på vandet. Man går derhen. Overskridelsen – fabrikken.”
Jeg lod mig straks indfange af den fremmedgørende effekt, man-beskrivelserne havde, som jo netop var en måde at tegne et billede af arbejderen som en skrue i et uendeligt maskineri, en brik i et puslespil uden andet motiv end profit. Vanvittig stærkt.
Men da jeg nu skulle bestille bogen fik jeg samtidig vist et citat fra en anmeldelse i Politiken. Tre hjerter og ordene: “Så hellere arbejderlitteratur med bøvs og prut”. Jeg har ikke læst den fulde anmeldelse, så det er naturligvis urimeligt at vurdere den på baggrund af en enkelt linje, men det understreger måske problemet med anmeldelser. Det er ofte det lidt skingre, det enten ukritisk hyldende eller fuldkommen fordømmende, der fremhæves, og dermed går kritikken – alle mellemregningerne – tabt. Og som en, der trods alt er ret velbevandret i læsning, også kritisk læsning, vil jeg meget gerne modsige det trehjertede let brovtende udsagn overfor:
‘Overskridelsen – fabrikken’ er et originalt, sjældent gennemført og uhyre velskrevet stykke litteratur. Jeg vil nødig uddele stjerner eller hjerter, men på en skala fra et til ti når jeg frem til et: LÆS!

I går genlæste jeg Ida Jessens “Ramt af ingenting” og bladrede i Dmitri Plax’ “Peter: tid” – om hans 16-årige søn, der en augustaften for 5 år siden fuldkommen meningsløst blev slået ihjel med økse af sin ven. Bogen indeholder tegninger og små optegnelser fra drengens opvækst, minder, noter, ligegyldige og dog så betydningsfulde detaljer. Dmitri elsker sin søn, det lægger han ikke skjul på, han siger det igen og igen til sønnen Peter: Jeg elsker dig mere, end jeg elsker noget andet. Og tager så alligevel det forbehold, at han måske elsker ananas en lille smule højere, fordi ananassen jo er sødere end sønnen, mere saftig. Og de griner, det bliver en lille intern joke, der tager tager brodden af alvoren, giver dem mulighed for at sige store ord uden at de blive klæge. Jeg elsker dig – men jeg elsker ananas mest. Det er sådan en fin måde at komme omkring det umulige i at gradbøje kærligheden, stor, større, størst, elsker jeg havet højere end himlen, holder jeg mere af sankt hans end af jul, er min kærlighed til hunden blødere end til min mand, er min hengivenhed mere ubetinget, når jeg taler om at elske ost, end når det handler om at elske livet.
Jeg læser hver dag, det er ikke fint eller flot eller imponerende, det er min måde at nærme mig verden, forstå, hvad der sker, hvorfor, hvordan, jeg læser om Merkur, hvis bane ikke, som solsystemets øvrige planeter, overholder Newtons love. Er Newtons love så løgn? Nej, de er bare utilstrækkelige, når vi kommer tæt nok på solen. Det er vel det samme med mennesker, vi forstår os selv til et vist punkt, handler fornuftigt, indtil vi kommer for tæt på, brænder os og derefter skyr alt det, vi ellers hidtil har elsket: Kammeratskab, confit de canard, kærlighed. Jeg ved ikke lige, hvor jeg vil hen med alt det, med ananas og ild og lovløse planeter, måske bare at litteraturen rummer det hele, og at bøger måske ikke smager så godt som ost, til gengæld mætter de længere. Kh

Jeg ved det allerede, da jeg lægger bogen fra mig. At han vil samle den op igen, læse bagpå, spørge:
– Hvad fanden er det?

Jeg svarer ham, at det er en bog og ved med det samme, at det skulle jeg aldrig have gjort, at det ikke går at svare sådan, igen, lave sjov.
– Ha?
Han spiler øjnene op og løfter hånden men fortryder ligesom halvvejs. Så hænger den der, hånden, i luften, som dødvægt, et ingenting, der fylder alt.
Han har sagt det så tit. At jeg skal passe på. At jeg bevæger mig på kanten. At nok er han rummelig, men ikke finder sig i alt. Som nu det, at jeg svarer ham det åbenlyse: At det er en bog, der ligger dér på bordet.
Eller som forleden, da han ville vide, hvor jeg havde været, og jeg svarede: – Væk.
– Væk?
Præcis som i dag gentog han mit svar, løftede hånden, fortrød, trådte nærmere. Helt tæt, hans øjne mod mine, brystkassens bevægelse for hvert af hans vejrtræk:
Han havde hvisket ordene i mit øre, et for et: – Væk. – Bræk. – Smæk? Lagt en hånd på mit baghoved og trykket mit ansigt nedad, til det hvilede på hans skulder:
– Behave yourself.

Bagefter havde han åbnet en flaske vin, tændt levende lys, sat en gammel plade på grammofonen. Nora Jones. Bedt mig danse med ham, en langsom dans, kind mod kind, vi havde bevæget os rundt sådan til pladen var slut, rundt og rundt og rundt, som modsatte poler, helt tæt.