Louise Juhl

Jeg kan huske at drømme om at være lam i benene og køre i rullestol og at alle skulle have ondt af mig

Jeg kan huske at sidde på hug i en skov og skide og at tørre mig med mos. Jeg er i tvivl, om det virkelig er sket eller om det bare er noget, jeg forestiller mig at have gjort.

Jeg kan huske en lærer, der lærte os, at det aldrig kunne være ok tale grimt om andre – heller ikke selvom det var sandt.

Jeg kan huske at glæde mig så meget til noget, at jeg begyndte at græde (det sker stadig)

Jeg kan huske J fra min folkeskole, der lærte mig, at man godt måtte stjæle, hvis det bare var fra grådige forretningskæder eller dumme svin. 

Jeg kan huske en dreng, Jeff, på vores skole, der begik selvmord, han var kun elleve. Det var rektor, der fortalte det oppe fra talerstolen. Hele skolen var forsamlet på helt lige bænkerækker og ingen sagde noget. Han sluttede sin tale af med at sige, at vi “af hensyn til drengen og hans familie” ikke måtte tale mere om det. Jeg forstod ikke, hvordan det kunne være et hensyn ikke at tale om det.

Jeg kan huske “pigelus”, “du tror, du er så voksen” og gennemsigtige regnhætter, der fik ældre damers ansigt til at ligne emballerede blomkålshoveder

Jeg kan huske Ghandi-filmen, The der Hunter og Akira Kurosawa’s De Syv Samuraier. Den sidste mest, fordi den var så lang.

Jeg kan huske Soda stream-maskinerne og den sjove lyd, det gav, når man trykkede kulsyre ned i flasken. Boblerne var grove og bøvsende, smagen syntetisk. Jeg tror, de fleste holdt mere af ideen end af dens udførelse.

Jeg kan huske min venindes girafbamse, Klavs, som jeg “opererede i halsen,” for betændte mandler. En meget kompliceret operation, hvor jeg måtte åbne dyrets lange hals med en fjerkræsaks, pille fyldet ud og erstatte med stramt rullet køkkenrulle. Giraffen blev aldrig rigtig sig selv igen efter indgrebet.

Jeg kan huske, at pigerne i min klasse besluttede sig for at stemme om, hvad der var det klammeste i hele verden. Vi skrev vores forslag på små sedler, der omhyggeligt blev foldet sammen og lagt i en plastikkop. Da stemmerne var talt op, var der flest stemmer på: “søvn i øjenkrogen.”

Jeg kan adventssøndagene, med Christmas Carolls på anlægget, tændt adventskrans og “fjernsyn forbudt”-reglen.

Jeg kan huske, at jeg ind imellem “snød”, når en, jeg ikke gad at snakke med, ringede. Jeg tog telefonen og sagde mit navn, men så snart jeg fandt ud af, at det var en, jeg ikke orkede, lod jeg som om, forbindelsen var dårlig:
“Hallo?” Haaallo?” “Er der nogen?” – indtil personen i den anden ende opgav og lagde på. 

Jeg kan huske 0059 og at tale meget længe med en mand fra Ikast, der havde været danmarksmester i sjipning. Han blev ved at spørge, om jeg havde nogle “særlige preferencer”, og jeg svarede helt hen i vejret, fordi jeg ikke var klar over, hvad ordet preferencer betød.

Jeg kan huske dressurridning på tv. Timer med små trip på stedet, katatonisk nikken og hestens rundgang om sig selv – først den ene vej, så den anden. Det fuldkommen kejtede ved hele situationen.

Jeg kan huske Culture Club med Karma chameleon og Boy Georges makeup.

Jeg kan huske at spille strippoker. Det var på en lejrskole i 5.klasse, og jeg var den første til at måtte smide alt tøjet, hvilket præcis faldt sammen med, at min klasselærer åbnede døren ind til sovesalen for at spørge, hvad vi lavede. Jeg kan huske, hvor afsløret jeg følte mig. Ikke så meget ved at være nøgen, som ved at møde min lærers misbilligende blik.

Jeg kan huske min mor bruge vendinger, jeg ikke forstod. “Det siger I, Herre konge” eller “det er vist at rette smed for bager!”

Jeg kan huske iltsvind og mandatsvig og faren for at få tungmetalforgiftning hvis man spiste for meget konserves- mad.

Jeg kan huske “det tredje krydderi”, lørdagskylling, rulleborde og rødvinsfondue.

Jeg kan huske, at glæde mig til at skulle i seng, fordi jeg havde planlagt en virkelig god drøm (enten noget med at få bøjle på tænderne eller at kunne tale med en hest)

Jeg kan huske, at jeg syntes, akvariefisk var uhyggelige. Det var noget med måden, de stod stille i vandet på. Og de stirrende øjne, der lissom ingenting så, og munden, der åbnede og lukkede sig uden lyd. Som om de forsøgte at sige noget, men ikke kunne lykkes med det.

Jeg kan huske en helt særlig leg, vi fik lov at lege hos Lars-Peter. Legen gik ud på, at alle fik bind for øjnene, og så placerede Lars-Peters mor (der var svensk og lidt svært at forstå) en dyb tallerken med bunden opad midt på gulvet. Nu skulle vi så -én efter én – med en blindestok i hånden “banke os” frem til tallerkenen. Når én var lykkedes med at knuse tallerkenen, gik turen videre til den næste (tallerkenen blev skiftet ud mellem hver deltager). Vi kaldte den for “smadre-legen”.

(Jeg kan huske, at jeg ind imellem kunne tænke mig, at min mor var svensker, eller bare mere smadrelegs-agtig.)

Jeg kan huske, at min mor altid fik husholdningsredskaber: pander gryder og fade, til fødselsdage og jul. Og at jeg af samme grund håbede aldrig at blive voksen.

Jeg kan huske, at mine forældre talte engelsk sammen, når der var noget, vi børn ikke skulle høre. Og at vi derfor hurtigt blev meget gode til engelsk.

Jeg kan huske, at jeg overhørte en af min mors veninder sige, at min mor havde for meget at se til med tre krævende børn og et fuldtidsarbejde. Og at min mor gav hende ret. 

Jeg kan huske Pressens Radioavis og Musik Til Opvasken

Jeg kan huske, at der flyttede et nyt par ind på vejen, og at min mor sagde “det holder ikke længe.” De havde en Bichon havaneser, der hed Bjæf.

Jeg husker Frau Horst. Hun havde et meterhøjt og lige så bredt sort/hvid-foto hængende i sin entre af en birkeskov: høje, tætte, helt lige stammer. Af og til løb jeg over til hende, ringede på døren og spurgte, om hun gav en Fritz-kola? Hun svarede altid “Nein!”. En dag stak jeg af hjemmefra, jeg husker ikke hvorfor, men min mor fór omkring i vores have og råbte på mig. Jeg løb over til Frau Horst, der for en sjælden gang skyld åbnede døren og lod mig slippe ind. I timevis sad jeg så dér og drak sodavand, mens Frau Horst løste tysk krydsord og min mors løb rundt og kaldte udenfor. Det var blevet aften, da jeg vendte hjem, og jeg kan huske, at min mor blev meget glad for at se mig.

Der boede en ældre dame i nærheden af mine forældre. Hun hed Myrna og havde hund, en gravhund så vidt jeg husker, som hun altid kørte rundt med i en klapvogn. En morgen vågnede vi ved, at Myrna stod ude på fortovet og råbte: “Russerne kommer, russerne kommer.” Hun havde ikke noget tøj på. En nabo ringede efter hendes datter, der kom kørende langvejs fra; hun fik gelejdet sin mor indendøre og i noget tøj (en ankellang t-shirt-kjole og strikkede sokker). Hun tog hunden med sig, da hun kørte.

Jeg kan huske, at jeg engang besøgte en veninde, hvis mor begyndte at græde, da jeg kom. Jeg turde ikke spørge hvorfor. I deres entre hang en sættekasse, fyldt med miniature- keramikhuse i umage vinkler, og ude på badeværelset lå et mørkegrønt og meget langhåret tæppe, der var forsøgt repareret med gaffatape. Hun græd også, da jeg gik.

Efterårskaldender 2020

26/8: oplæsning og samtale Trinitatiskirken i Fredericia (i fællesskab med Søren Fauth)
27/8: oplæsning og samtale på Aarhus Ø (i fællesskab med Søren Fauth)
1/9: reception for antologien “det hul af lys” hvor jeg bidrager med fire digte i et samarbejde med billedkunstner Thomas Kruse
2/9: oplæsning Støvring bibliotek
4/9: oplæsning og samtale Aarhus Domkirke
5/9: skriveworkshop og oplæsning på Kulturskolen Viborg i samarbejde med Poesiens Bus – poesi på hjul
21/9: oplæsning Kristian F. Møller Boghandleren (i fællesskab med Søren Fauth)
23/9: oplæsning Middelfart bibliotek
29/9: oplæsning og samtale Skanderborg bibliotek
3/10: premiere på lydlitterært samarbejde med David Mondrup på Lyd+Litteratur Festival 2020
13/11: foredrag Herning Litteraturfestival
23/11: premiere på 4 adventsforestillinger, jeg har skrevet manuskript til på Teaterhuset Filuren
2/12: workshop Kolding designskole

Lad mig endelig høre, hvis du kender til sammenhænge, hvor jeg kunne tænkes at bidrage med relevant oplæsning/workshop eller noget tredje.
KhLouise

Første gang jeg optrådte som menneske, var det slet ikke planlagt. Det var en helt almindelig dag, sådan som det almindelige altid tager sig forskelligt ud. Han havde lagt en stor fugl, en kalkun, til optøning på køkkenbordet, han havde planlagt at tilberede den, som skulle han have gæster: rense den for lever, krås, hjerte, stege det af på panden, tilsætte cognac og lade det hele koge ind, for så at hælde det tilbage i den store fugl. Han ville dække det enorme bevingede væsen med fede stykker af flæsk og stege det i ovnen i fire timer, for så endelig – med de hjertemønstrede grydelapper i hænderne – at afsløre vidunderet, bære det frem. Et bjerg af  føde – vinger, lår, flæsk, fars. Den søde duft af brændt alkohol. Åh.

Det var i det øjeblik, jeg forstod hans ensomhed og besluttede at blive hans ven. Et menneske, en fortrolig, en gæst, et jeg. Det hele og tilsammen. Jeg så det dækkede bord, de mange tallerkener og vidste, at der kun blev ham og den døde fugl. At han ville blive tvunget til at tømme alle tolv glas selv, skål, skål, skål. Fylde igen og tømme, en alenlang, meget ensom gestus. Til sidst ville han lægge servietten i skødet, rejse sig, kæmpe for at genfinde balancen og endelig hæve glasset en sidste gang: velbekomme og tak. Kun for at sætte sig og falde i en tung, dyb, drukken søvn med hagen mod brystet. 

Da var det, at jeg besluttede at blive menneske. At skyde en fugl og pille haglet ud. Sende invitationer ud med rund hånd, “kære” skrevet med skrå skrift på håndmalede kort og forseglet med lak. Købe cognac og bacon fra de fedeste grise på de fineste gårde. Fiske leveren ud af dyret, blåsort, blød, blævrende. Sacramentum nocturnarum. Vente og vente (her vil resterne af cognacen finde anvendelse, et saligt tidsfordriv), for så at åbne lågen til ovnen. Kød og knogler, marv og ben. Et vildsomt og flæsket behag.

Jeg ville bære hans lyst og hans længsel, gnave af det store kødfulde skrog, ræbe med stolthed, lade tårer trille, tilsyneladende latterens. Servietten ville blive plettet af skummet savl og vin, kødssaft og knoglerester. Et ekko af “skål” ville gjalde gennem rummet, igen og igen og igen, for aldrig at dø ud (kun det tavse varer evigt). Jeg ville tømme mit bæger, åbne livremmen: halleluja! Intet ville nå samme højde som dette øjeblik, det korte berusende sekund, hvor alle ville være glade og mætte og mere. 

Det her er tiden lige før stolen vælter, og jeg vælter med. Fuglen skriger, og natten er alt alt for lys. 

Alt det tager jeg på mig den dag, jeg vælger at blive menneske. Et skrigende skrog, en skinger skål. Et jeg, der falder.

*
Han vågner ikke af sin søvn næste morgen,  og jeg gør intet for at ændre på det. Bordet i stuen bærer præg af gårdsdagens orgie: bordpladen er mættet af vin, drypfedt og noget, der ikke lader sig afsløre som andet end gustengule, tilfældigt spredte plamager. 

Hans hage rammer brystet, der siver savl  ned langs halsen og i en lang tynd bane til navlen. Her samler det sig i en lille lagune midt mellem bryst- og maveflæsk. 

Han trækker vejret langt væk fra: hæse hiv. Det lyder som træt tovværk, lige før det slipper. 

Jeg ved, hvad det indebærer. Jeg ved, at det koster at bære en andens skyld. Rase i afmagt over sulten, der ikke lader sig stoppe, lysten, vreden. Jeg har set ham svinge en skarpslebet kniv foran sit eget spejlbillede. En slags varsel, måske, et løfte. 

Jeg ved det altsammen, og alligevel lader jeg ham hvile mens jeg tager over. En spyflue har sat sig i hans navlehul – i søen af skummet savl. Den vrider sig, det seje spyt tvinger den ned, men er for sent. Der er ingen vej væk, hverken for fluen eller for mig. 

I nat vågnede jeg ved, at en kalv kaldte i mørket. Muhuhuuu, kaldte den, og jeg genkendte stemmen eller kaldet eller noget. I hvert fald stod jeg op og gik ud i mørket. Muhuhuuu, lød det længere frem og lidt til venstre, og jeg fulgte lyden, dens retning, frem og frem og frem og lidt til venstre. Hele tiden måtte jeg anstrenge mig for ikke at snuble, der lå grene i skovbunden, blødt mos, bregner. Muhuhuuuu, der var kalvens kald igen, oprørt, fortvivlet, måske hverken eller. Jeg satte farten op, forsøgte at tælle mig frem, enogtoogtreogenogtoogtre, løftede hver gang fødderne højt over jorden, som jeg har set soldater gøre det på film. Muhuhuuuu. På et tidspunkt blev lyden fjernere, mere diffus. En meget stor ugle måske, eller en ulv i kalveklæder? Jeg var ikke længere sikker. Spørgsmålet var, om jeg skulle vende om, fortryde simpelthen, tælle mig samme vej tilbage – gennem skoven til hytten: ertgootgoneertgootgone. Eller fortsætte og dermed risikere et af to: 1. aldrig at nå frem (uuuh), 2. at nå frem for aldrig vende tilbage (huuu). Nu hvor det er blevet lyst, kan det lyde mærkeligt, men dér: i mørket i nat i skoven, mellem bregner og mos og tal og muhuhuuu, var det ikke muligt at træffe et valg. Så jeg gjorde ingenting, blev bare stående og lyttede, mens mosset gav efter under mig og mine fødder sank i. Og så var det, at jeg pludselig huskede, hvorfra jeg kendte lyden, kalvens kald.