Louise Juhl

Jeg kan huske efterårsstormen i 81: hvordan alle skove pludselig var uden træer.

Jeg kan huske Citroen BX.

Jeg kan huske, at jeg altid gik med de her tunge lilla clipsøreringe, og at jeg flere år senere fandt ud af, at jeg af samme grund blev kaldt “clipsen.”

Jeg kan huske smagen af øl og Look Mentol 100 – altid de lange.

Jeg kan huske, første gang jeg drak mig fuld. Jeg var 12 og havde købt en flaske Marcanta. Min mor hentede mig ved ungdomsklubben, tørrede opkast op, holdt min pande. Jeg kan huske, at hendes omsorg føltes værre end mine tømmermænd.

Jeg kan huske David Gahan, de skinnende læber og lædertøjet.

Jeg kan huske, at roastbeef blev kaldt for rustbøf. Og at man fik avocado og rucola overalt.

Jeg kan huske jeg besøgte en veninde, hvis mor begyndte at græde, da jeg kom. Jeg turde ikke spørge hvorfor. Hun græd også, da jeg tog afsted.

Facebook minder mig om, at jeg har fødselsdag i morgen, hurrahurra. Jeg har selv købt mine gaver: en mikrofon, et sæt hæklede grydelapper og tre flasker blandet vermouth. Jeg har inviteret min hund og min mand og besluttet, at vi skal spille kriblekryds. Ord som ‘hundeøjneløgne’ og ‘pelskelighed’ skal tælle dobbelt. Jeg planlægger også en dukkert i havet. Det er et år siden, jeg gjorde det sidst, dengang var det skide koldt, det bliver det sikkert også i år.
–Så ved man da, at man er i live, sagde min far engang. Det var ikke i forbindelse med en dukkert, men fordi han var kommet til at lukke bilens bagklap om sine specialslebne briller. Jeg husker det endnu: hans ansigtsudtryk. Lyden af glas, der blev knust. Det er i den slags øjeblikke, man bliver mindet om, at hvert Nu tæller.
Jeg fylder syvogfyrre. Det er først i morgen, men jeg er ikke i tvivl. De fleste dage knaser som glas, der bliver knust, og vandet er for det meste koldt, men jeg elsker det alligevel, det satans liv.

så kigger jeg på uret
som om det ville være 
en hjælp at vide 
hvad klokken er 
denne fugttunge 
fredag morgen 
hvor jeg har lovet 
mig selv ikke at 
skrive og skriver 
netop dét

det er ikke en hjælp:
klokken er 08.04
og jeg har endnu
engang har valgt at 
pisse på mine egne 
løfter måske fordi 
det er nemmere 
sådan

at skrive end at være

der er ethundredeotteogfyrre komma tre kilometer
til hvide sande og cirka lige så mange millioner kilometer 
til solen 

det ændrer ikke på 
hverken løfter eller pis 
men hvem siger også at 
det skal det 

en himmel behøver jo
heller ikke at være blå 
af en grund eller en ulykke 
at være sjælden
for at komme alene

08.07 jeg går ingen vegne
08.08 jeg er stadig ikke en radiobil
08.10 om lidt bliver det sommer?

Der findes et sprog, men ikke for dét, der sidder lige bag drøblen og forhindrer mig i at trække vejret ned i maven. En håret bolle: halv krop, halv tanke. På en og samme tid fremmed og fortrolig – lad os kalde det ‘en dobbeltspion.’ Det er jegfortællerens forræderi, det dobbelte øje, at skrive og at skrive om.
Et barn ville have skreget helt uden skam, og nogen ville have trøstet (om ikke andet så for at få ro): Med et bryst, en fugtig klud eller en linje fra en vuggevise, gentaget i det uendelige: ‘din nuttede lille rødbede.’ 
Jeg er langt fra nuttet, jeg er vred og skinger. Min sved stinker som dampen fra Araldite, og der er groet en en byld i min håndflade, hård, knudret og øm. 
–Den skal skæres væk, forklarede lægen, da jeg ringede -det går ikke over af sig selv.
Jeg ved det godt. At det ikke er nok at nynne og nutte eller at sluge firehundrede gram Soft Republick soft ICE direkte fra pakken. Heller ikke at skrive om det. Det skal skæres væk.

alle dage begynder forfra nogle endda før

med en hjemløs hund en onsdag i juli eller
ved et æseløre i en bog der aldrig bliver skrevet

man kan forestille sig hvordan det begyndte
ved en trompetsvamp i en jysk skov
med et råkids forstuvede ben
og en urimeligt blå engsommerfugl
der bare hang for at hænge

det var sådan det begyndte:
i forstuvet blåt og frit svævende

det er vel sådan det begynder også i dag

jeg går i føtex
for at købe æbler og lagereddike
men får øje på en flaske
luksusglögg nedsat til
under det halve
fordi?

ved det ikke
måske er den bare
ude af sync med sommeren
eller den fylder
for meget på hylden

“hej ven, jeg kender følelsen”

nu planlægger jeg glögg på terrassen
med knust is og papirparasoller

dén luksus
at lade juli vare lige til påske

Fire spørgsmål til professoren:
Lad os tale om de syge. Altså ikke dem, vi har ondt af eller dem, vi føler med. Ikke dem, der kunne have været os. Nej, lad os tale om “de andre”. Dem, der er “syge i hovedet”. De utilregnelige, de katatone og de kede. Dem, der taler med mørket, bagfra. Lad os tale om umening. Om urimelige følelser: fobier for trykknaptelefoner, steakbestik, usynlige ledninger og for biler, der holder i tomgang. Om “hvis….så”- tankestrømme, der ingen steder begynder og som af samme grund, ingen ende har. Om uendeligheder og logak: Hvis katten er sort, bliver dagen kort. Hvis saltet er for hvidt, vandet for varmt. Så. Lad os tale om “så”. “Så hvad?”
Lad os tale om angst og dødvægt og lyde uden ophav. (Dér -kan du høre du det?) Lad os tale om den lugt af cigar, der hænger i fortidens gardiner. Lad os tale om ænderne i Byparken, om deres trofasthed. Lad os tale om krop i stedet for tøj. Om hud i stedet for om bilens lak.
Knappenålene, lad os tale om dem. Med dem.
Skal vi lege “den, som flaskehalsen peger på”? Vil du være “den”? Skal vi tale om umening og ænder, ridser og tomgang?
Tør du?

Jeg skriver og spørger:
– fredag, måske?
Du svarer
– nej.
Ikke andet end det. Nej.

Jeg kunne have skrevet tilbage, foreslået en anden dag. Tirsdag. Søndag. Men i stedet skriver jeg, uden at du har spurgt.
–Jeg husker præcis, hvor jeg var, da David Bowie døde.
.
Det var på motorvejen mellem Skanderborg og Aarhus. Det sagde det i morgenradioavisen – dagen derpå. David Bowie er død. 69 år gammel, kræft.
Det sker hver dag. Folk dør. Af alle mulige grunde og årsager – de fleste uden.

Jeg kendte ikke meget til ham, havde kun set de teatralske albumcovers, et malet ansigt, en maske. Knap lyttet til hans musik og altid kun med et halvt øre.
“David Bowie er død,” sagde de. Så den stærke smag af metal i munden og en krop (min?), der mistede al vilje. Det lykkedes mig at sætte katastrofeblink på bilen, dreje ind i nødsporet. Speakeren fortsatte med at tale, jeg var forlængst holdt op med at høre efter.
Det var i januar, temperaturen var tæt på nul. Der kom lyde ud af min mund, langt nede fra, de var ikke mine. Så spyt. Og savl, gråd, snot. I radioen spillede de det sidste minut af Black Star. Så fortsatte speakeren. Noget om en rapport fra social- og indenrigsministeriet – om forholdene for mennesker med handicap på det danske arbejdsmarked.
Der var ikke nogen biler, der standsede og tilbød mig deres hjælp. Hvad skulle de også have stillet op:
– David Bowie er død!

Jeg sad der. Med udsigt til en mildt meleret januar og biler, der fór forbi med 130 kilometer i timen.
“Can you hear me, Major Tom, can you hear me, major Tom?”

Du svarer med en hjerte-emoji og et “I hear you,” og vi aftaler at mødes søndag klokken 14.

fredagens fede grøde
en sol uden magt
og så alle de ord med a
der ikke giver nogen eller
alt for meget mening

acontoangst
automatomsorg
altidelsket
aldrigelsket

det handler om at komme videre
altid videre:
flere dage
længere dage
højere dybere sandere dage

videre er et valg
mellem kærlighed og kildevand

enhver kan google sig frem til
at et menneske maksimalt kan
overleve seks døgn uden væske

langt sværere er det at finde svar på resten

jeg tænker at det kun
er et spørgsmål om tid
før også kærlighed kan købes på flaske
og verden vil dele sig i dem
der er til “max love”
som er den med kunstige sødestoffer
og så dem der insisterer på
the so called “real thing”
det vil sige fucking tolv
sukkerknalder per deciliter

diskussionen vil således
og som altid
ende med at handle om alt muligt andet
end det der er sagen:

nemlig om det altid og
uden videre
er værd at overleve
mere end seks døgn

I går gik jeg forbi en legeplads. Satte mig på en bænk, der stod derinde.
Et barn var stærkt optaget af at bygge: Nederst et stykke hvidt papir, hun må have haft med sig hjemmefra. Oven på det en sten, placeret med stor omhu. Ikke i midten, heller ikke øverst eller nederst eller til nogen af siderne.
Da stenen lå, hvor den skulle ligge, gik barnet hen til en hindbærbusk, der voksede ved et hegn rundt om pladsen. Plukkede to bær og lagde dem øverst på stenen.
-Se, sagde barnet og pegede.
-Wauv, hvor fint. Hvad er det? spurgte jeg.
Barnet så på mig, satte så armene i siden og svarede:
-Ka du virkelig ikke se det? Det er da et stykke papir, en sten og to hindbær.