Louise Juhl

I går gik jeg forbi en legeplads. Satte mig på en bænk, der stod derinde.
Et barn var stærkt optaget af at bygge: Nederst et stykke hvidt papir, hun må have haft med sig hjemmefra. Oven på det en sten, placeret med stor omhu. Ikke i midten, heller ikke øverst eller nederst eller til nogen af siderne.
Da stenen lå, hvor den skulle ligge, gik barnet hen til en hindbærbusk, der voksede ved et hegn rundt om pladsen. Plukkede to bær og lagde dem øverst på stenen.
-Se, sagde barnet og pegede.
-Wauv, hvor fint. Hvad er det? spurgte jeg.
Barnet så på mig, satte så armene i siden og svarede:
-Ka du virkelig ikke se det? Det er da et stykke papir, en sten og to hindbær.

I nat drømte jeg, at jeg deltog i et seminar. Det handlede om heling, og om at lære at overvintre i det fri uden at tro, at det er nok at sætte sig og vente på sommer. Manden, der ledede seminaret, var omkring de fyrre, han havde store moccafarvede hænder og den der slags tøj, der er praktisk og anvendeligt i al slags vejr- men ikke mere, end at det også er smart. Jeg husker ikke helt, hvad vi foretog os, udover at lytte og hente brænde til et bål, han havde tændt i midten af vores cirkel. Flammerne var høje, varmen tæt på ubehagelig men ikke helt. Han talte til os, forklarede at intet kommer af intet:
– kærlighed kommer af kærlighed, sagde han:– det, I savner stammer fra det, I har forsømt. At elske, holde af, drage omsorg. Så viste han os et stykke stof – plyspelset og i pink. Han forklarede, at det var en konkret indsats, han havde sat i verden, en masseproduceret kærlighedsgestus: Han havde grundlagt et firma, der solgte plysbetræk til bildæk – lyserøde, bløde, vamsede omslag, der skulle signalere til verden: Vi kører på kærlighed.
–Et synligt budskab i en verden af stål og fart, forklarede han. – Med dem skal vi erobre motorvejene, vise, at vi tager vare på vores verden. Vi vil blødgøre selv rå asfalt med vores kærlige berøringer.
Betrækkene kostede 199 pr stk, men som en særlig kærlig gestus kunne vi købe 8 betræk for 1375 kroner.
Nogle få af deltagerne protesterede men kun kortvarigt: Om ikke det var at slå plat på en sag? At udnytte sårbare menneskers alt for bløde hjerter? Men kursuslederen forsikrede os om, at intentionerne alene var gode: Hvis budskabet nåede frem, var det vel underordnet, om det også lå en god forretning bag?
–Bliver kærligheden mindre værd, hvis den er profitabel spurgte han, og ingen vidste vist helt, hvad de skulle svare til det. Selv købte jeg seksten betræk og følte mig heldig: 2750 kroner – for SÅ meget kærlighed og endda i plys og pink!

Jeg har længe forsøgt at finde frem til vreden. Der er jo nok at tage fat på. Sukkulenternes selvglæde, solbærrenes syre. Den lidt for lange pause, når jeg spørger dig, om alt er ok, om vi er? Eller: Ideen om, at alt, vi kan gøre, er vores bedste. Sådan noget pis. Det er jo aldrig nok. Det bedste er ikke nok. Uanset hvor kærligt, vi kalder, hvor højt, vi råber, hvor fortvivlet, vi bønfalder, er det langt fra nok: Der vil altid være et trafikdræbt pindsvin, der glemte at se sig for, og hvis skyld er det? Er det dyrets skyld? Farvens skyld? Trafikkens eller måske endda dødens skyld? Der vil altid findes en mælk i køleskabet, der bliver sur før udløbsdatoen er nået, og en masse med småt, vi ikke orker at læse, fordi:
“Vi forbeholder os ret til at pisse på dig, når først du har betalt”.
“Prisen på dette produkt står ikke på nogen måde i rimeligt forhold til produktets værdi – det er sådan, vi tjener vores penge”.
Og allernederst, på bagsiden og skrevet fra højre mod venstre:
“Din svaghed – vores styrke!”
Det er der, vreden ligger begravet: At uanset hvad, vi gør, uanset hvad jeg gør: spritter hænder, passer min søvn, siger undskyld på forhånd – og før dét også – er det ikke nok. Det, jeg gør, er ikke nok, den, jeg er, er ikke nok.
Og hvad stiller man så op: Smider sukkulenten ud, måske, og plukker alle bærrene på busken.

Vågner og alt kunne være anderledes, men det er sådan her: En lidt for længe lagret ost, håndeksem, og så den der sødsure lugt af spirede kartofler og hul i maven, som jeg ikke ved, hvor stammer fra. Jeg har ellers ledt længe.
Jeg startede ved en dødsmesse i Budolfi, da jeg var 7:

Quid sum miser tunc dicturus? Quem patronum rogaturus, Cum vix justus sit securus? “Hvilken beskytter skal jeg anråbe, når selv den retfærdige ikke er sikker?”

Senere forsøgte jeg at genkalde mig påsketurene til Poetzsch-Padborg. De berusede medpassagers lidt for intime betroelser allerede før vi nåede til Vojens. “Hej lille skat, jeg hedder Eigil, hvad hedder du”
Jeg var også omkring mælkebøttekranse, den hjemmelavede rosenbladsparfume, Lone Kellermans “Se Venedig og dø.” Jeg nåede aldrig til Venedig, kun til Sverige, så for min far vild i de svenske skove, og der gik mere end 6 timer, før han vendte tilbage. Verden var rigelig, som den var også uden Venedig.
Min håndeksem skyldes vistnok en allergisk reaktion på spidskommen, og hullet i maven peger vel tilbage på pilen? Det er tirsdag, jeg ved godt, jeg taler sort, men det er nu engang det sprog, der rækker længst, når man taler om mørket.

jeg går to timer i regnen, trækker hunden efter mig. der er spor af snegle allevegne og en grøn, der vokser i fugt. jeg har længe ønsket, at det skulle være anderledes, men det ender altid samme sted.
her.
da jeg var barn, frygtede jeg lone Kellermann, mere end jeg frygtede venedig og døden tilsammen. misforstå mig ikke, jeg sled mit kasettebånd med hendes sange op. der er ikke noget så dragende som det, man væmmes ved. jeg tror, det var hendes fandenivoldske patos:
“Åh Luigi ja nu skriver jeg igen/ ka’ du huske at du var min søde ven/ da vi sad og kyssed i gondolerne/ og du tog mig kærligt på gajolerne.”
så halsbrækkende ligetil og samtidig det modsatte, voldsomt og vulgært.
det er nået dertil på året, hvor jeg mister mere, end jeg vinder. det lyder måske forkert at sige det, men det føles som en befrielse. alt det, jeg taber, og som ikke vil blive savnet: at tælle skridt for at undgå at tælle timer. at tygge maden otteogfyrre gange (ikke syvogfyrre, ikke niogfyrre) for at undgå at blive kvalt. Eller værre endnu: at kvæle andre. Ikke flere krydser i skemaer eller point på skalaer. ikke flere diagnoser, udover dem, der gælder: affektbotaniker. relationsdependent. febervild.
det er tirsdag og regnen falder. i den slags vejr spillede min mormor altid enmandsyatzy, lille, stor, fuld hus. det gjorde hun faktisk i al slags vejr – og vandt altid. det er fordelen ved at spille med sig selv. og mod.

jeg trækker en streg
i vandet
på den ene side står der før og
på den anden står der efter og
den eneste farve jeg kender
indefra er lilla

i skolen gurgler jeg fluor
derhjemme bruger jeg støttefødder
for at holde balancen og
aer et firben over ryggen
med så stor ømhed
at halen falder af

jeg er lige fyldt seks år
og min far fortæller mig at
ordet er konsekvens
gåder er stadig noget jeg
løser i et kryds og tværs hæfte
og med hjælp fra en voksen

senere bliver det mere kompliceret

jeg begynder at svømme hver morgen
mellem 5.30 og 7.00
og lærer at også her er der forskel på folk
der er dem der svømmer for at vinde
og så er dem der kæmper for
bare at holde sig oven vande

jeg bliver hurtigt venner med Doris
fra bane 7 hun er firs og ligner 
et stykke brændt lertøj
jordfarvet furet smuk
hun råber hæst og lidt for højt:
“når dagen er slut er vi jo
for fanden nået lige langt:
fra den ene ende af bassinet
til den anden.”

på den anden side af stregen
forsøger jeg fortsat at holde
mig flydende

min krop er en sten
og jeg tør stadig ikke røre ved nogen
-hverken dyr eller mennesker-
af frygt for konsekvenserne

første gang jeg skrev et digt
var lige før min mormor døde
jeg var knap ti og overbevist om
at alting hang sammen
således også digt og død
og i flere år derefter
afholdt jeg mig fra at skrive

da jeg forsøgte igen
var jeg tretten og
havde købt mig en
sort Pilot Permanent Marker
for at understrege min alvor:
“Far vild!” skrev jeg
på fronten af min fjällräven
og nedenunder og med versaler
“JORDEN ER RUND AF EN GRUND”

i mange år var jeg
bedst tilpas sådan:
i opposition – men til ingen
indtil en fugl fløj imod min rude
og jeg genkendte mig selv
i dens fedtede aftryk på glasset

jeg blev ikke klogere dengang
med fuglen bare mindre sikker
på sammenhængen mellem årsag og virkning
digt og død fedt og fugl
verden og dens grunde

At se sårbarhed som en svaghed, er som at forveksle et pindsvin med dets pigge.

i går var som ingen andre dage
kravlepil skovfyr
tidlige kantareller
og min fars liv
i nogen andres hænder

jeg ved ikke meget om dagene, skovene
mossernes vilje
eller det grønnes vilje
men jeg ved at det tager tid for mine øjne
at vænne sig til mørke
og længere endnu for mørket
at vænne sig til mig

og dermed kunne alt sådan set være sagt hvis det da ikke var for alt resten:æbleskivepanden i kobber

rugkiksene hundens

gennembidte tøjhund 

og

jeg øver mig i at gå til dagene
som en sommelier går til sin vin

det vil sige
favne lugten af
død mink frisk opkast
mølædt uld

angst og acetone

mærke mig timernes
fede og flæskede fad
den måde vredens tanniner
bider i gummerne på

jeg er vanvidnet
der hver dag erhverver mig
nye færdigheder i at skelne
syre fra sved svovl fra smerte

pels fra punkterede ruder

med tiden har jeg lært at sætte pris
på salt og sår i samme slurk
skibsbrud og snarlig død
lugten af hø og hengemt had

det er tirsdag og man må
aldrig springe en dag over
så jeg noterer

som alle andre dage
mine indtryk:

lungesod
kamfer fermenteret løg og en lille kat
der ikke er nogens
ikke engang sin egen