Louise Juhl

i dag vågnede vi for sent og blev liggende, der var alligevel ikke længere noget at nå. m fortalte om en artikel, han havde læst, jeg hørte ikke efter, men mærkede mig hans stemme. senere stod vi op og fortrød og gik i seng igen, jeg læste i tua forsströms ‘en aften i oktober roede jeg ud på søen’. en sætning som hendes: “det kan ikke betale sig at græde så meget”, fik mig til at græde, sådan ender det som regel.
nu drikker vi vin, m klarer løg i en gryde, jeg læser endnu en sætning højt: ”næste kapitel hedder: vi skal ikke forlade hinanden.”
jeg lader det være ved det.

Jeg var hende med den lidt for brede bag og det lidt for tunge hovede. Gik mere op i matematik og kaosteori end i mit udseende. Til fester var tøjet cirka det samme som altid, det vil sige sandfarvede fløjlsbukser og en sweartshirt i sort med et signalfarvet logo henover brystet. En sjælden gang imellem tog jeg øjenskygge på, blåt og med glimmer, men det endte som regel med at hænge under øjnene i stedet for over.
Måske var det derfor, det kom som et chok. Jeg havde ganske enkelt ikke forestillet mig, at jeg kunne bruges til den slags. Ikke fordi jeg var uvidende, men fordi jeg var den, man bad om hjælp til lektier, ikke én, man kyssede med, fantaserede om.
Han hed Morten, og den dag i dag kan jeg ikke med sikkerhed sige, hvad der skete. Jeg tror ikke, jeg var afvisende. Snarere overrumplet, måske endda smigret? Men jeg husker hans insisterende tunge, der, uden varsel, pressede sig vej ind imellem mine læber. De målrettede hænder, først om brysterne, så i skridtet, videre.
Måske sagde jeg ikke nej, måske tænkte jeg det ikke engang, det hele gik så hurtigt.

Bagefter hjalp han mig i tøjet, han rakte mig stykkerne et for et. Trusser, nederdel, nylonstrømper. Ingen af os sagde noget, der var vel ikke noget at sige.
Lyset på gangen udenfor værelset var grelt og skarpt. Tre piger stod lænet op ad væggen. Den ene græd, de to andre trøstede.
Jeg gled forbi dem og fandt min jakke i entreen under et tykt lag af fremmed overtøj. Flere frakker faldt på gulvet, under mit forsøg på at finde min egen. Jeg lod dem ligge.
Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt hjem, kun at jeg børstede tænder i mere end en halv time, frem og tilbage, igen og igen, og at jeg sov med alt tøjet på. En sumpet og tung søvn.
Næste morgen tog jeg på job. Nina, min kollega, havde købt tebirkes og håndværkere, jeg takkede ja til begge dele. Det virkede som en normal ting at gøre, at tygge og synke. Senere satte jeg bøger på plads. 58.83 “Fugle ved søer og moser.”
Hjemme igen kastede jeg op. De næsten ufordøjede stykker af morgenbrød flød rundt øverst i den galdegrønne væske. Det fascinerende mig, hvor lidt skade de havde lidt på deres tur gennem min krop. Man kunne stadig se de mange små birkes flyde rundt. Jeg talte dem endda, før jeg tørrede jeg mig om munden og hældte vand i ansigtet. Niogtres fik jeg det til. Så gik jeg ud og trykkede hans nummer på telefonen.

I går var jeg ved frisør for første gang siden februar.
Måske skyldtes det de mange ugers eksil, måske de savnede berøringer, i hvert fald mindede frisørens hænder mig om, at jeg er et menneske, altså sådan et af kød og blod – med hud og hår.
Vi snakkede i en time. Jeg talte mest om den separationsangst, der har forfulgt mig siden jeg var fire, og som dengang var så stærk, at min mor måtte låse døren til toilettet for at kunne besørge i fred. En angst, der er blevet genvakt i de seneste uger, hvor afstand og isolation har været påbudt ved lov, og hvor eksperterne har talt om år, før vi igen kan være sammen uden mundbeskyttelse og håndsprit.
Dengang jeg var fire, græd jeg som pisket, når min mor blev væk. Græd og græd og græd, til jeg blev helt blå i hovedet, og min mor måtte løfte mig op og trøste: Love, at hun altid ville være der for mig, et løfte hun har holdt. I dag græder jeg kun sjældent, måske er det derfor, der ikke er nogen trøst at hente. I stedet tyr jeg til Lone Kellerman, hendes robuste og rå stemme, eller jeg læser Julian Barnes Når noget slutter – om tid:
“Visse følelser får [ti]den til at gå hurtigere, andre sætter dens tempo ned: en gang imellem bliver den tilsyneladende væk – indtil det senere punkt, hvor den for alvor forsvinder og aldrig vender tilbage.”
Min frisør skrev titlen på bogen ned, så fortalte hun om sin hund, Walther, der har lært at gå uden snor på bare fire uger. Hun fortalte også, at hun og hendes mand, Tim, har købt en campingvogn, de har sat op i forhaven. På den måde kan de holde ferie, når de har lyst – efter arbejde eller før.
Om onsdagen sover de derude allesammen: De to drenge, Kat og Tim og hunden Walther. Helt tæt. Det lød så hyggeligt, at jeg var lige ved at spørge, om jeg måtte komme med, men jeg gjorde det ikke.
Jeg græd heller ikke, da jeg var færdig med at blive klippet og måtte slippe frisørens hænder.
Jeg er jo ikke fire år længere.

Tirsdag den 5. maj afholder jeg online forfatterworkshop på Herlev bibliotek.

Workshoppen vil koncentrere sig om karaktertegninger på skrift:
Hvordan skaber vi troværdige personer på skrift?
Hvordan sikrer vi, at vi ikke kommer til at udstille eller pege fingre af nogen og omvendt heller ikke idylliserer andre?
Det handler om at være både anklager og forsvarer for alle tekstens figurer og om at operere med flere forskellige grader af læserviden.

Der vil være masser af eksempler fra litteraturens verden, såvel de den inden- som den udenlandske, og så vil deltagerne selv skulle prøve kræfter med den svære disciplin at give ordene hud og hår.

Læs mere og tilmeldt dig HER

Jeg er glad, for om 14 dage – den 7. maj – udkommer min digtsamling ”i dag skal vi ikke dø.” 
Det er altid svært at sætte ord på sit eget arbejde, så i stedet citerer jeg fra forlagets beskrivelse:
”i dag skal vi ikke dø” er digte, som alle er skrevet under den nedlukning, der ramte Danmark den 12. marts 2020 som følge af covid19-pandemien. 
Det er digte om en samfundsmæssig og personlig krise, om menneskehed og menneskehud og en virkelighed, hvor der bogstaveligt talt kun er to meter mellem liv og død.”
118 akutte sider, som jeg håber, I vil tage godt imod. Den kan allerede nu forudbestilles hos forlaget.
Bogens omslagsfoto er taget af fotograf Anja Blaksmark Alle hendes fotografier er en smuk historie – helt for sig selv?

Hej verden, jeg savner dig.
Min mor har altid sagt, at når tankerne OM noget begynder at fylde mere, end tingene selv, så er det tid til at træde i karakter. Sådan er det vist lige nu, tankernes debile kredsen. Jeg tænker på alt muligt. På finsk sauna, omrejsende cirkus, på metro og myldretid. På hytten i skoven, som jeg savner mere end noget andet, fordi ensomheden deroppe er en dyd. Hér er den en nødvendighed. Den forskel.
I går læste jeg, at selv vira fordeler sig skævt. Det er de farvede og de fattige, der rammes hårdest. Dem, der serverer for os andre, tørrer af, passer på os, når vi bliver syge. De, der bor på få kvadratmeter, med ringe sanitet og som måske ikke engang forstår sproget, myndighedernes advarsler. Alle dem, der har rigelig at gøre med at overleve – også uden en pandemi hængende over hovedet. I England er andelen af covid19-smittede langt højere blandt farvede end i resten af befolkningen, og sygdommen rammer dem hårdere. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver alt det, måske fordi mine problemer er så små, fordi jeg er heldig. Jeg er ikke fattig, langt fra, jeg har bare ingen penge.
Alligevel er det lidt svært. Alle tankerne OM, der fylder mere end virkeligheden selv. Jeg taler med hunden, fortæller den, at en, der hedder Mads, har fået hjernerystelse, og at træværket omkring vinduerne trænger til Gori.
– Dén tørst – forstår du? spørger jeg og krammer dyret, der løfter sit hoved en anelse og logrer.
I går læste jeg højt af Naja Marie Aidt’s “Sten, saks, papir”. Jeg forestillede mig, at min stemme var en andens. At vi var tre: hunden, stemmen og mig. Fem med bogens to figurer: Thomas og Jenny. Næsten en forsamling. Men så var det, at min mor ringede og sagde det med at træde ud. At træde i karakter.
Jeg lovede hende, at jeg ville tænke over det.

i dag gik jeg
som alle andre dage
en tur med min hund
og tænkte på alt det der er
præcis som det plejer at være
bare på en anden måde

tag nu for eksempel
´systemerne´
de økonomiske sociale
infrastrukturen sundhedsvæsnet
som vi altid har fået at vide
er til for vores skyld
for at holde sammen
på det hele ikke mindst på os
– menneskene

nu er det omvendt
nu er det vi mennesker
der skal holde sammen
for systemernes skyld
spritte hænder
nyse i albuen
holde afstand
– ellers falder tingene sammen
siger de på tv

undervejs på min tur
fik jeg øje på en tabt
kvasthue som nogen havde
hængt op på et jernrør
fuldkommen menneske-lig
og jeg måtte tage mig voldsomt sammen
for ikke at løbe hen og omfavne
pælen huen det hele

alle de følelser der bliver til overs
i de her dage
alle de tanker
og alt det liv

jeg ved ikke om regeringen
planlægger en særlig indsats
for tiloversblevet ømhed
måske kunne de samle lidt ind
og gemme det til systemerne
atter fungerer som normalt
det vil sige
oppefra
og
ned

så kunne de etablere en hjælpepakke til dem selv
den anden vej
nedefra og op
lidt menneskelig omsorg
til at minde dem om
at det var menneskene
der reddede systemerne
– ikke omvendt –
da det for alvor brændte på

Havskildpadderne stortrives under
coronakrisen skriver dr.dk
i en overskrift på deres hjemmeside:
de mennesketomme strande giver
dyrene langt bedre mulighed
for at lægge deres æg i fred

–verden har ændret sig, udtaler Sarah Hirsch
der er forskningschef på
Loggerhead marinecenter i Florida
-men skilpadderne efterlader os med
et håb

det fremgår ikke klart af artiklen
om håbet gælder
det mennesketomme
æggene og freden
eller modsat
den gradvise genåbning
af verdenssamfundet
med alt hvad dertil hører af

flytrafik
oppustelige baderinge
kystnære kæmpehoteller
beachvolley
vandski-ralley
Copacabana-kulørte drinks
og trekantede bikinier

om verden er vores
eller vi er verdens

min bror i Finland har en skilpadde
der hedder Amadeus
den er meget sky og meget langsom
og har så vidt vides
ikke nogen mening om
hverken corona eller Copacabana

men det betyder ikke jo ikke
at vi ikke skal lytte til den