Louise Juhl

i en have på adelgade
springer tulipantræet ud
helt som forventet
og minder mig om min mors hænder
når hun lægger dej til boller

måden hun strækker og slår
og venter og venter
til det er tid til
ikke at vente mere

det er den attende april
og min far har ringet for at fortælle
at han er ved at skære
en hest med rytter i træ

jeg svarer ham
at alt jeg skærer
er huller i luften

jeg har alt for god tid
lægger til og trækker fra
i et forsøg på
at regne tilfældigheder ud

jeg har for eksempel
regnet mig frem til
at min far har trukket sit vejr i
syv hundrede og seksogtyvetusinde
to hundrede og fireogtres timer
hvilket svarer til
tredive tusinde to hundrede
og enogtres dage

hver dag det samme
helt forskellige vejr

også i dag hvor jeg
for otteogtredivte dag i træk
må undvære at se ham
for på den måde at gøre
hvad jeg nu kan for at sikre
at han også kan trække sit vejr
på dag nummer
tredive tusinde to hundrede og toogtres

november 1995: jeg bliver taget af en butiksdetektiv for at smage ‘for voldsomt’ på druerne i føtex

juni 2000: jeg får en buket, der er større end jeg selv, og forsvinder bag

oktober 2003: vi spiser fisk en papillotte, det har jeg aldrig smagt før.
ser så en, jeg holder af, i øjnene og lyver, hun ved det godt

2005 sommer: alt hvad jeg ejer kan tælles på en hånd – en elkedel, en mikroovn og en pilatesbold

journal, oktober 2009: “relations-dependend”

vinteren 2013: jeg har glemt, hvad problemet er

2016: jeg taber det hele på gulvet, det går ikke i stykker

april 2020: alt det, der sker, når ingenting sker

Jeg blev en gang til en jobsamtale spurgt, hvad jeg forstod ved ordet “usnobbet.” Det kom fuldstændig uventet. Vi sad og talte om periodiseringer af regnskabsåret og tilskudsregler, da en, der præsenterede sig som Leif, spurgte.
Jeg kan huske, at jeg helt instinktivt så ned ad mig selv for at sikre mig, at min lynlås var lukket. Tørrede mine mundvige med en diskret finger, før jeg svarede.
Et eller andet alt for langt om den hårfine balance mellem rummelighed og ukritisk accept. At jeg elskede egern og bænkebidere. Jeg nævnte også min morfar, at han elskede Kijafa-vin og kongehuset – i nævnte rækkefølge.
Det var tydeligvis ikke meningen, at jeg skulle svare, som jeg gjorde. Jeg ved den dag i dag stadig ikke, hvad meningen så var, men til sidst var der en af de tre på den anden side af bordet, der rakte en hånd frem og sagde
– det har været spændende at møde dig.
Og jeg svarede
– i lige måde, selvom spændende nok ikke var det ord, jeg selv ville have brugt.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer til at tænke på det, måske fordi alt er så mærkeligt lige nu, tiden, alle forbeholdene, de store røde klistermærker på gulvet i supermarkederne: Hold afstand!
Det var hos et firma i Odder, jeg har lige googlet dem, de findes ikke mere.

det er en dum morgen
mine følelser har fået øresten
de vælter rundt uden fornemmelse
for op og ned
led og ked
det er meget ubehageligt

det er vist nok noget med
nogle krystaller der river sig løs
min læge har fortalt at man
kan tvinge dem på plads
ved først at lægge øret
mod den ene og så
mod den anden skulder
i hårde rykvise bevægelser

jeg ved ikke om det samme
gælder følelser
om man kan tvinge dem på plads
om de sidder mellem ørene

en der hedder lars-emil skriver
på facebook at denne her epidemi
også har bragt gode ting med sig
han har for eksempel lært tegnsprog
til mere end husbehov

da jeg var barn gik jeg i en døvebørnehave
ikke fordi jeg var døv
men fordi min far var professor
i talegenkendelse og mente
at kunne bedrive en slags grundforskning
ved at observere mig
når jeg gik omkring og gjorde mig
(u)forståelig ved hjælp af fagter

jeg vil sige det som det var:
det var svært at få ørenlyd
men jeg lærte med tiden at begå mig
med hånd- og kropssprog
thumbs up og vinkehånd
grinesmiley
(man viser tårer med to fingre
og lader dem glide ned ad kinderne
mens man storsmiler)

jeg tror jeg måske allerede
dengang lagde de første grundsten
til nogle af tidens mere
tåbelige emojis
som for eksempel
den kogende hjerne?
og det lydløse råb?

jeg havde det svært med de
andre børn
nuancerne i vores samvær
forsvandt lissom
det samme gjorde dialogen

men min far siger
at det langtfra var forgæves
at mit arbejde har båret frugt
for eksempel har han
haft stor glæde af at se
hvordan man IKKE skal gøre
når man laver talegenkendelse

på den måde kan jeg vel godt
kalde mig en slags first mover
selvom det er en meget
akavet én af slagsen

lyset falder ikke som forventet
i usa stiger dødstallene dag for dag
og har nu rundet de titusinde

i portugals gader kører
præster rundt i åbne biler
og velsigner folket i flæng
en enkelt frafalden engel
tager også imod

foran domkirken i milano
synger andrea bocelli amazing grace
for en mennesketom plads
af en eller anden grund får det mig
til at tænke på joey tempest
og ”the final countdown” fra 1986
alle de gange jeg har grædt til
den sang uden at forstå hvorfor

det er lidt det samme i dag

i morgen åbner skolerne for de yngste
i overmorgen fylder dronningen år
dr viser i dagens anledning
en slags special edition af
´en arbejdsplads i danmark´ anno 1974:
margrethe den anden og anker jørgensen
i uformel samtale en onsdag på amalienborg
så jævnt og muntert og virksomt

min mor har allerede arrangeret sig til dagen
hun har købt kransekage og kanapeer og nye briller
hun elsker alt ved dronningen
den alt for høje latter
kalvekrøset og smøgerne
alt det hun ikke selv er, tør være

jeg har lovet min mor at se med
-det er jo ikke noget ved det
hvis ikke der er nogen at dele det med bagefter
siger hun

det er rigtig nok
det er ikke noget ved uden hinanden

[det skal nok gå ]

i går gik jeg 

en tur i klitterne ved slettestrand 
klokken var lidt før otte
sandet var trægt 
og mine øjne tunge
og jeg måtte hele tiden synke 
for ikke at komme til at græde

undervejs så jeg marehalm 
og lysesiv høgeurt harril og 
en enkelt strandmandstro

det er længe siden 
jeg sidst har set nogen 
og så dette

jeg blev så rørt at jeg helt glemte alt 
om at synke og i stedet græd 
af lettelse måske
over sandet der lå hvor
det plejer at ligge 
og alle græsserne 
der groede i trods 

så ringede jeg til min mor
og til m og til min bror og til
s og j og c for at fortælle
hvor højt jeg elsker dem
men der var ikke noget 
signal på telefonen
så jeg fortsatte alene
og jeg ved ikke hvordan
men det lykkedes mig alligevel
at nå hjem

i krisetider rykker vi sammen

anne fra østerbro handler ind for mik 
der bor i en lejlighed to etager 
under hendes egen
mik har mistet begge sine 
ben ved amputation
– druk og dårlige tænder 
svarer han da journalisten 
spørger hvordan og peger ind 
i den tandløse mund
–se 
og det er tydeligt for enhver
at ingen
nogensinde før 
har hjulpet mik 
i hvert fald ikke med tandhygiejnen 
 
på tv-salto sender en frisør live 
fra sin campingvogn
hun hedder neel med langt e 
og giver gode og helt gratis råd til alle 
dem der lige nu kæmper med en 
tiltagende hårkrise 
– corona ender såmænd med at danne mode
siger neel
der tror at vil vi se langt flere ulige pager 
i fremtiden

det er dag nummer tredive og
der begynder at opstå revner 
i sammenholdet
der er dem der synger med phillip 
og så er der dem 
der hellere vil dø 
også eksperterne er delte
nogle foreslår at øge spredningen af virus
– det er for det fælles bedste, siger de
og kalder det flokimmunitet
mens andre tøver 
måske fordi de frygter 
at være knap så immune
som resten af flokken

-det er nu vi skal stå sammen
siger mette f og lægger tryk på 
nu
mens hun ser direkte ind i kameraet

spørgesmålet er
hvad det er
vi skal stå sammen om

i nat vågnede jeg ved
at der faldt regn mod tagvinduet
lyden af m’s vejrtræk ved siden af i sengen
og dryppenes forskudte fald
jeg tror ikke
jeg har hørt noget lignende før

jeg lå en time måske halvanden
lyttede
og kæmpede mod trætheden
nænnede ikke at give slip
men faldt til sidst i søvn

nu er jeg vågen
det regner ikke mere
måske var det for meget at håbe
at det kunne få lov at vare ved

i går holdt statsministeren pressemøde
-de yngste vil igen kunne blive passet efter påske
sagde hun
vi andre må passe os selv
det er noget med tal og kalkulerede risici
at vi allesammen skal dø
men helst ikke på samme tid
så bryder systemet sammen
det er det værste der kan ske

at systemerne bryder sammen

ingen nævner menneskene

det er en helt særlig form for omsorg
der er på spil
en strategisk omsorg
kunne man måske kalde den
den er hverken ond eller kold
det er svært at sige
hvad den egentlig er

en kæreste fra for længst
– n –
ringer helt ud af det blå

han er flyttet i en lejlighed
inde i horsens 
i den samme opgang 
som hans mor engang boede 
og hvor hun drak sig ihjel
på tom mave

han er glad for sit nye sted
her må man holde kat
n har altid drømt om at få sig en kat 
og en motorcykel
helst en honda

-vil du med ud og køre en dag
spørger han
og jeg nænner ikke at svare ham
at man ikke kan køre 
på drømme alene
og at jeg
selv hvis han anskaffede sig en motorcykel
ville takke nej

i stedet siger jeg
– tillykke med lejligheden
og 
– sikke et dejligt vejr
og undskylder så for pilatesbolden
jeg tog med 
da jeg skred for fjorten år siden
uden varsel

han er stille et stykke tid
lang tid 
tror jeg

så:
– de sagde på tv
at denne her krise 
var et wake-up call
en mulighed for at 
genstarte virkeligheden

jeg svarer ham
at de siger så meget
og overtaler ham 
til at købe sig en kat

jeg lytter til en amerikansk podcast
udsendelsen hedder´bowie, jazz and the unplayable piano´
og handler om en berømt koncertmed keith jarrret
fra nitten treoghalvfjerds

jarret det var berømt og berygtet
for kun at ville spille på et ganske
særligt klaver af mærket
bösendorfer 190 imperial
fik ved koncerten i Kølns operahus ved en fejl
stillet et mindre og meget ringe klaver
til sin rådighed:

tonerne i det øvre register
var spinkle og skingre
basregistret uldent og uden bund

ikke desto mindre gennemførte jarret koncerten
han gjorde brug af en
særlig rytmisk figur der gav
tonerne ekstra spændstighed
og koncentrerede sit spil
om midten af klaviaturet

koncerten blev optaget på en
M-5 transportabel båndmaskine
og er i dag kendt som en af
jarrets allerbedste
og i udsendelsen diskuterer journalisten
gevinsten ved ufrivillige benspænd

det der kan ske
i mangel af bedre

I seksogtyve dage har jeg haft
de samme fire hvide vægge
at spille bold op ad
den samme bold
det samme opspring
det samme vindue
jeg skal passe på
ikke at smadre

(at bo i et glashus
med en sten i hånden)

jeg vil ikke sige at
jeg er kommet til
at hade den bold
heller ikke de fire vægge

ruden
det usmadrede

jeg er bare kommet til at holde af noget andet

spindelvævet i karmen
kartoflernes øjne
knækbrødets krumme
og min mors mere end
almindelige bekymring

køkkenvaskens armatur
der er begyndt at skalle af
i de mest fantastiske flager

kobbersne

at stå på hovedet
når jeg taler i telefon

det er ikke fordi
det er bedre end før
det er bare noget andet

hvis jeg åbner vinduet og kaster bolden ud
vil jeg ikke kunne se
hvor den lander 
og jeg vil ikke savne 
at vide det