Louise Juhl

Andre gange lod jeg mig forføre af en tanke om, at gerningsmanden var syg. At han drev rundt i tåger efter et flagermusebid eller et styrt på løbehjul, at han således, svært såret, i ugevis havde famlet sig frem gennem byens parker, subwayens underjordiske tunneller. Forceret høje hegn og krydset højhusenes tage, tiltagende forstyrret. Først som en fugl med vinger af kinesisk silke, så som en gyldenhovedet løvetamarin. Senere overbevist om at være en ny Messias, bragt til jorden for at lyse for de fattiges fødder. Men de fattige frabad sig hans indblanding, hans insisterende omsorg havde virket afskrækkende, og de nægtede at tage imod hans hjælp. Deraf udsprang hadet. Hadet til verden, de fattige, fuglen, og så: Alle de lykkelige mennesker dér. I pavillonen under de rosa kirsebærkroner. Som besat af en djævel havde han taget hævn for alt, han kunne komme i tanke om, afvisningerne, pow, himlens uendelighed, pow, de stigende verdenshave, pow. Min søsters urimelige skønhed. Pow, pow, pow, pow. 
Måske var han blevet hjernevasket af en russisk sekt. Besat af en dæmon. Eller han var blevet grebet af en pludselig og bundløs angst, der havde fået ham til at skyde alt i hans nærhed.

Det eneste politiet med sikkerhed kunne fastslå var hans navn, Jason, og hans alder, 17 år. Nå ja, og så, at han var født med læbeganespalte, en lidelse, han dog allerede i sit første leveår var blevet opereret for med succes. 

Senere forsøgte jeg at genskabe scenen. Min søster under kirsebærtræet. I dueblå kjole og med den karakteristiske tatovering på underarmens bagside: Et bur gik ud for at finde en fugl. I ugen op til sin død, var hun særlig optaget af fuglenes tilbagegang på kontinentet. 2,9 milliarder færre fugle end i 1970, særligt hårdt ramt var spurve, svaler, solsorte, drosler og finker.  Årsagerne var mange, stadig større arealer af land, der blev inddraget til landbrug, monokultur, sprøjtegifte. Byernes fremvækst med høje huse og store glasflader, som fuglene fløj ind i. Motorvejsanlæg, højspændingsledninger, kæmpevindmøller. Hun havde skrevet en kronik til avisen, kaldt til aktion, sat navne på de ansvarlige. Mr. Jochumsen, David McMarran, Susie Hust. ”Spare me your songs about a land of freedom and opportunity if they happen at the expense of other lives. The birds. What about their freedom, their opportunities?” Avisen havde bragt hendes indlæg nederst på side 18, hun havde grædt i telefonen: Enhver vidste, at ingen nåede så langt, særligt ikke politikerne, de skimmede kun de første 6 sider. Det var så langt kaffen rakte, resten måtte embedsværket tage sig af. En sekretariatsmedarbejder havde sendt hende en personlig hilsen på vegne af de McMarran, han var glad for hendes engagement, forstod hendes afmagt. Han ville personligt forsøge sig med at sætte klistermærker i sine vinduespartier, og ad den vej at sikre et fugleliv, måske to. 
Min søster var rasende, måske var hun stadig vred. Den dag i parken, hvor en syttenårig muligvis omtåget, muligvis misrøgtet, ung mand havde affyret seksogtyve skud, hvoraf det ene dræbte min søster. 
Hvad nu hvis. Politikerne havde læst helt til side 18, mærket den unge kvindes afmagt, forstået alvoren. Indkaldt hende til møde den formiddag, hvor kirsebærblomsterne stod i fuldt flor og en læbeganespalteopereret fyr besluttede sig for at skyde i protest over. Ingenting? Eller over det hele, fuglenes uddøen, himlens manglende alibi. Hvad nu hvis torsdag havde været fredag, hvis formiddag havde været aften, hvis min søster havde været en fugl. Jeg læste om andre massakrer, mennesker der havde overlevet ved at spille døde. En 11-årig syrer havde smurt sig ind i sin nedskudte brors blod. En 16-årig pakistaner, der var blevet skudt i begge ben, havde proppet sit slips i munden for ikke at skrige af smerte. En bedstemor havde brugt sit myrdede barnebarn som skjold. Hvad nu hvis. Sol og vind havde været lige, hvis to plus ni gav tolv. Hvis her var der, og jeg var en anden og min søster a quick brown fox. 

På årsdagen for skyderiet besøgte jeg hendes gravsted, jeg vandede træet og fjernede en lille koloni af insisterende paderokker, der var skudt op imellem gruset. Jason var blevet dømt, 21 år, han gav ingen forklaring på sin udåd. Han viste ingen tegn vrede, havde ikke noget misbrug. Han var vokset op på en villavej med popler langs husene og helt ens plæner. Han var ikke offer for kinsesisk hjernvask og bar ingen tegn på bid efter flagermus. 
En fugl på jagt efter sit bur, måske. En doven hund. Eller bare en tilfældig knægt, en tilfældig dag i april, hvor kirsebærblomsterne stod i flor. 
Pow.