Pupil
by Louise Juhl Dalsgaard
Man ser i øjnene. I øjne.
Ser hav og historie.
Ser farver: azurblå, efterårsgrøn, hemmelig-grå.
Man ser. På. Og bag. Ind i og nær.
Man ser. Bliver set. Kender og genkender.
Man ser. Bort. Fra.
Det ukendte.
Pupillens urovækkende sorte.
Den skelsættende midte.
Vande, der deles: Lys og mørke, sort og hvid.
Hvor skygger opløses og konturer opstår.
Hvor domme fældes og bundfældes.
Man ser i øjne.
Orkanøjne.
Man ser
bort.
Man ser
spejlets
mørke
og dysterhedens
pris
i bortgang
og tomgang
og stilhedens
lys.
Kæmpekram. (You are so beautiful) – Hører Joe Cocker i min indre Ipod.
Og man indser
eller udser,
mens man beser
og påser
og måske forser
og dermed overser,
at det sete afhænger af øjnene der ser!
Penpal:
Man ser længere end øjet rækker. Man skelner. Og skelnes. Omrids og konturer. Og en silhuet på vej væk.
…Joe Cocker???Hvor kom han fra? 😀
Rimkogeren:
Og det man ikke ser, afhænger af øjnene, der fravælger. Ser bort…..
(men i et fravalg, ligger valget. I at vælge fra. Så måske man alligevel ser dét, man ikke vil se, og derfor vælger ikke at se…og så videre??)
Sangen “You are so beautiful”.. Meget smukt sunget af den herre 🙂 Derfra 🙂
Okay så 😀
Vil altid gerne lytte til smuk musik. Så jeg nynner med her fra det mørke MidtJylland 😉
1 million varme tanker og en strofe af en tabt melodi. Fra mig til dig.