Rådne æbler i bytte for lige så rådne kartofler

by Louise Juhl Dalsgaard

Nogen gange vågner jeg og er ved at tude. Af glæde. Over næsten ingenting eller måske over det hele til sammen. Over hunden, der sover i sofaen og tanken om huden på min mors hals, furet som et støvet landskab i Grand Canyon. Jeg er ikke en af dem, der ingenting fortryder, langt fra. Fik jeg valget at gøre noget om, ville jeg have spist mig til kræfter, dengang jeg sultede mig til døde. Råbt fuck de gange, jeg bøjede hovedet og hviskede undskyld, for noget jeg ikke havde gjort. Jeg ville ikke være blevet så længe sammen med ham, der låste mig inde. et helt søgn på badeværelset et helt døgn – “for sjov”. Og som først opdagede, at jeg havde forladt ham, flere dage efter, at jeg var skredet. Jeg ville nok have plukket flere kantareller og takket ja til færre af dem, der udnyttede, at jeg var i knæ. Som nu Esben fra Kolind, der lyste mig i øjnene og så, at jeg manglede zink og magnesium og et armbånd i kobber, som han tilfældigvis forhandlede. Eller Morten, der solgte mig for seks tusinde kroner tørrede bær og påstod, de ville “rense mig for dårlige tanker”, sætte mig fri. Jeg var ikke dum, jeg vidste godt, at det jeg gjorde var at bytte en sæk rådne æbler for en sæk ligeså rådne kartofler, men hvad fanden. Alt andet end status quo. 
I dag er det torsdag den 24. august, præcis samme dag jeg mange år tilbage skrev en seddel til mig selv om at leve sundt og dyrke motion. Ni måneder senere blev jeg indlagt på gule papirer, tvangsmadet og overvåget af lægestuderende, der tjente til føden. På afdelingen mødte jeg Inger, der var køkkendame og rund og helt ligeglad med, om jeg var fucked. Sammen sang vi “Se Venedig og dø” for Benny, der lå syg af Aids og havde nervebetændelse og vand i lungerne, men alligevel fandt kræfter til at klappe. Senere blev jeg udskrevet og kærester med Mads, der var brandmand og som misforstod og troede, jeg skulle reddes. Så flyttede jeg til Aalborg og blev bibliotekar på et speciale om digtekunst og divergerende æstetiske diskursniveauer. Så til Aarhus, læste videre, levede af verdensfjerne litteraturteorier og sukkerfri pastiller, blev indlagt og udskrevet, fordi jeg var usamarbejdsvillig. Behandlingsresistent. Det var ikke løgn, sådan var sygdommen: Resistent for al fornuft og logik. Jeg tabte mig tyve kilo mere, fik akutplads og sonde i halsen, blev uvenner med alle og mest med mig selv, drømte om at blive rask men uden at ville tage på. 
I mange år gik jeg rundt sådan, i opposition til ingen og alting, så mødte jeg Michael og glemte helt at hade og mig selv. Vi fløj til London og så Martha Wainwright i Royal Albert Hall, hun skiftede tøj fire gange i løbet af koncerten, vi smed alt vores, da vi kom hjem. Jeg fik arbejde i en ostebutik, senere som sekretær på psykiatrisk hospital. Så blev jeg ansat på en teaterskole, jeg satte tal i kolonner og arrangerede workshops. Alt fra foredrag med en verdensmester i fridykning til weekendkurser i overtonesang og afrikansk dans. Det var også der, jeg begyndte at skrive, siden er jeg aldrig holdt op. I musik taler man om skuffende kadencer, det er, når en dominant ikke opløses i en tonika, grundtonen, til slut. Så hænger man ligesom luften og venter på, at tingene falder på plads. Det er vist cirka der, jeg hænger, det er ok.