Louise Juhl

Jeg læste engang, at der findes mere en halvtreds ord for regn på japansk, jeg ved ikke, om det er rigtigt. I går regnede det her. Hele dagen, det vil sige: Næsten ikke men dog, antydning af fugt i luften overalt. Vi gik otte kilometer langs stranden, havet lyste grønt, vinden tog til undervejs også selvom mågerne protesterede. Da vi kom hjem, faldt vi i søvn, jeg drømte, at jeg fangede fisk, tusindevis, men at allesammen var for små, på størrelse med en fingernegl, måske to. Der var ikke andet for, end at sætte dem ud igen, hver eneste, jeg fodrede søen, gav den tilbage, hvad jeg havde taget. Mere til, viste detvsig, for da jeg så ned, opdagede jeg, at mine fingre var forsvundet. Alle ti. Jeg må have forvekslet dem med småfisk. 
Så vågnede jeg, tændte op i brændeovnene, læste i Peter Højrups Jertefloden: Betty, bogens hovedperson, er flygtet til Spanien, hun vandrer rundt på må og få. Derhjemme har hun været slave af andres blikke, ønsker, forlangender. Hun har spejlet venindernes adfærd, adlydt brutale mænd. Nu, hvor hun endelig er fri, klamrer hun sig til sikkerheden i at gøre alt på samme måde som ellers: Æble, kaffe, Gå, Løbe, Græde, Ligge. Jeg genkender den klamren, at holde fast i rutinerne, dagens puls, fireogtyve timer af tres minutter af tres sekunder. Tælle dem alle, toogtredive, treogtredive. Jeg har byttet æblet ud med en håndfuld ærter og går som regel i stedet for at løbe, men ellers er jeg som Betty. Jeg ved ikke, om jeg burde gøre det anderledes, læse noget andet, drømme noget større. Passe bedre på mine fingre, måske. Men jeg ved, at det er tirsdag (ras digt, rist dag), at det ikke længere regner, og at det kunne være en begyndelse.