Louise Juhl

Sarah er syg og skal have medicin, det er lyserødt og smager forkert. Ikke dårligt, bare forkert. Som dengang Sarahs mor havde lært at lave kylling med chokolade på et kursus, og kom hjem og var så stolt så stolt, at Nana ikke turde andet end at sige, uhmm og at det var den bedste kylling, hun nogensinde havde smagt, selvom hun ikke kunne lide den,

Nu serverer Sarahs mor kylling med chokolade hver uge, nogle gange to dage i træk. Hver gang siger hun: Se Sarah, din yndlingsret!

Sarah vil ikke risikere det samme sker igen, så når Sarahs mor rækker skeen med medicin frem, lukker Sarah læberne hårdt sammen: Mmnej, mumler hun sammenbidt og ryster på hovedet, – MMMNNEJ.
Sarahs mor siger, at der ikke er noget at gøre: Hvis ikke hun spiser sin medicin, vil hun blive ved med at være syg. Hun har tårer i øjnene, mens hun siger det, men Sarah VIL ikke åbne sin mund, for hun kan godt huske, hvad der skete sidst, og hvordan hun nu skal spise kylling med chokolade hele tiden. Ikke igen.

Sarahs mor ser ked ud af det, hun siger, at hun jo bare gerne have at Sarah bliver rask, så hun ikke skal på sygehuset og ligge i en maskine og have medicin ind gennem en slange i armen. Så hun lover Sarah, at hvis hun tager sin medicin i fjorten dage, så får hun og Alf, der er Srahs hemmelige ven, lov at bestemme det hele imens. Det hele?? spørger Sarah og begynder allerede at planlægge planer om, hvordan hun og hendes mor skal ligge i sengen hele dagen og se på billeder af dengang, Sarah ikke var syg og de var på ferie i et meget koldt land med nogle meget varme kilder. Dengang var Sarahs mor næsten altid glad, nu er det anderledes, godt nok smiler hun og stryger Sarah over håret, og siger “jeg elsker dig”, men det er alligevel som om hun ikke rigtig er glad.

Sarah vil gerne at hendes mor skal være glad. Så når hun og Alf må bestemme, så vil de trylle tiden tilbage til dengang, hun var rask. Eller nej, de vil trylle ”dengang” om til “nu.” 

Så skal oldefar igen være levende og gå på stylter med Sarah på skulderen, og Sarahs mor skal råbe ihhhh og åh og pas nu på og grine. 

– Kom med, vil Sarah og oldefar råbe, men Sarahs mor vil sige noget i retning af:

– Neeeeej, det er jeg da alt for gammel til. Oldefar vil svare, “pjat man bliver aldrig for gammel til at lege”, og så vil de stylte omkring hele dagen, oldefar og mor, med Sarah på skiftevis den ene og den anden skulder som kaptajn på stylteskibet. Allerøverst oppe vil Sarah sidde og råbe: 

– Ohøøøøj, Iskiosk i sigte. For er man kaptajn på et stylteskib, skal man huske at sørge for sin besætning. Og de vil være mægtigt sultne, for det bliver man, når man er meget høj og har leget en hel dag. Og Sarah vil styre stylterne hen til iskiosken og bestille en KÆMPE isvaffel med enoghalvtreds kugler og flødeskum og guf på toppen, som lige præcis når op, hvor Sarah sidder, så hun også får lov at smage. Uhmmm. Og måske vil de endda komme i Guinness rekordbog og få en medalje om halsen, fordi de ikke kun har gået på stylter en hel dag, men også – OG PÅ SAMME TID – har spist verdens største is.

Sarah og Alf skal også finde en drage til Srah mor. For nogle gange, når Sarah skal sove, bliver hun bange. For mørket og for drømmene, der for det meste er gode, men ind imellem også uhyggelige. Så handler de om en krop, der bliver forladt af sit hoved og går omkring uden at kunne se, og kommer til at støde ind i busskure og i andre mennesker, der bliver forskrækkede og hopper baglæns og råber ”uuuuuuuh”, fordi de tror, at kroppe uden hoveder er mere farlige end kroppe med hoveder. I drømmen prøver kroppen at kalde på sit hoved, ”juhuuuu, lille hoved, hvor er du??”, men der kommer ikke en lyd, for munden, der skal kalde, sidder jo i det hoved, som kroppen har tabt.  

Så er det, at Sarah vågner med en dyne, der er helt våd af sved og hun tager sig til sit hoved, der heldigvis sidder, hvor det plejer at sidde, og hun bliver så lettet, for så kan hun kalde på sin mor: 

– Moooooor

Og Sarahs mor kommer og synger den om Puff, den magiske drage, som Sarah så godt kan lide:

Puff da jeg var lille, red jeg på dig 
jeg sad på halen, stor og bred
du svømmede med mig 
Alle sænker flaget hilser på dig 
vi fandt en skat med sølv og guld
– og delte du og jeg

Så fortæller Sarahs mor om, at dengang hun var lille, havde hun en drage, der hed Puff, ligesom dragen i sangen. Den var med hende overalt: når hun var i børnehave eller ved lægen. Den var også med i svømmehallen. Det var noget af det bedste Puff vidste, for så var det lige pludselig dén, der fik lov at ride på Sarahs mors skuldre i stedet for omvendt.
– Det er sjovt at få lov at vende tingene om – bytte plads, siger Sarahs mor, – både for drager og for mennesker.
Det er derfor Sarah gerne vil, at hun og Alf finder en drage til hendes mor. Så de kan vende tingen på hovedet og dragen kan handle ind og lave mad og snakke i telefon med dem fra kommunen, mens Sarahs mor svømmer og leger og finder flag og skjulte skatte.