Louise Juhl

Jeg blev engang fortalt, at jeg var dum. Snotdum faktisk. Ikke fordi jeg ikke forstod, men fordi dét, jeg forstod, var noget andet end det den, der beskyldte mig for at være dum, havde forstået.
Sådan er verden for nogen så simpel.

Tidligere samme år havde jeg farvet mit hår rødt med henna og meldt mig som besøgsven for en døvblinde og stum pige på 16. Det var på alle måder en smuk og svær beslutning, pigen rakte hånden frem og jeg blev hendes adgang til verden. Jeg trykkede og tegnede, men uden at kende til det specifikke sprog, der knyttede sig til hendes handicap. Jeg satte mig altid, så hun ikke fik solen i øjnene og rørte forsigtigt ved hendes skulder, så hun var klar over, at jeg var kommet. Så tog jeg gerne hendes hånd og klemte, indtil hun gav et klem igen som tegn på, at jeg var velkommen, og at hun var klar.
Jeg fandt hurtigt ud af, at det vigtigste ikke var, hvad jeg tegnede i hånden, men den umage jeg gjorde mig. Med mine fingre mod hendes hud. Hele og halve cirkler, tegn af form som en Cashewnød. Det vigtigste var ikke, hvad jeg tegnede, men hvad den unge kvinde læste og langsomheden, med hvilken det hele skete. Nogle gange rakte hun ud og rørte min pande, det var som et tryk på en pauseknap, nu skulle jeg holde inde, og så var det hendes tur. Hun så måske ned på sine fødder, vippede op og ned, trak det højre ærme på blusen op og greb om sit håndled. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde forstod, hvad det gik ud på. Hvad jeg tegnede, altså, og hvad hun viste, men det er nogle af de bedste timer, jeg har haft. Et helt særligt nærvær, taktilt og uden forventning om andet end dét, om tid og hænder. Pander og pauser.

Jeg lærte meget af de besøg. Om min egen utilstrækkelighed, når det kom til at forstå et oprullet ærme, en vippende fod. Nogen gange talte jeg til hende, selvom jeg vidste at hun ikke kunne høre mig. Så sagde jeg, at jeg var glad for, at hun ville bruge tid på mig, selvom jeg var så håbløs til at tegne og særligt i hånden og havde det så svært med pauser. Og jeg tør næsten sværge på – og det er her, nogen vil sige, jeg er dum, snotdum – at hun smilede ad mine betroelser, løftede en forsigtig hånd hilsen: Det er ok.