Louise Juhl

En ting ad gangen. Et ord. En sætning. En følelse.
Nu. En kop kaffe. Udenfor hænger hans t-shirt på snoren. “Can’t help it”, står der skrevet henover brystet.
Tungt vand. Lyden af en guldsmeds flagren mod gardinet. Undskyld.
Jeg har læst et sted, at hunde kan lugte sig frem til angst. Og kræft. Tidlige tegn på migræne vist nok også. Det er noget med hormoner, lugte og spændingsforskelle. Det er det samme med torden, man kan læse det, før det findes. Faldet i lufttrykket får bladene til at vende sig flere timer før uvejret rammer. Det er sådan jeg går omkring i verden for tiden. Som en geigertæller, en sporhund, en tyder af tegn. Støvregn varsler blottede tandhalse. Med svær regn følger gåsehud og e-boksbeskeder. Tørre hænder spejler indre ørke. Alt er tegn på noget andet, intet er bare sig selv. Jeg er ikke mig og dagene ikke dage, men nedtællinger til jul, påske, hundens tiltagende ælde, kystens indhug i landet.
Søndag er anagram for nødsag.
Jeg tænker tit at alt det med sammenhænge, med årsag og virkning. At det er som et spil Tetris.
Vi forsøger at fange en faldende brik, at vende og dreje den, så den passer præcis ned det hul, vi har brug for at fylde ud. Mor-hullet, far-savnet. Kæresten, der skred uden et eneste ord til forklaring.
The Tetris Effect, kalder forskere det. Det er simpelt nok: Vores hjerne søger at skabe mønstre og regler, at sortere og organisere. Det får os til at falde til ro. Giver os en følelse af kontrol.
Men er støvregnen virkelig forbundet til tandkød og halse og tungt vand en konsekvens af guldsmedens flagren.
Er dagliljer natterædde?