Louise Juhl

Sagen er, at jeg fik angst af de mange spørgsmål.
Hvad (er du ked af)? ville Jytta vide. Hvor (mærker du kedafdetheden henne? Hvordan (føles den)?
Jeg gjorde mit bedste for at svare, placerede mine følelser på et kort over kroppen, som hun havde hængt op på væggen. Små selvklæbende sorte klistermærker, jeg kunne sætte fast, lige hvor jeg ville.
– Der er ikke noget rigtigt eller forkert, lovede hun, og lod mig går frem og tilbage mellem stol og væg nogle gange, før jeg fandt mod til at forsøge mig.
“Hvad” placerede jeg i hjertet. “Hvor” i maven og “hvordan” i hovedet.
Men endte med en sidste selvklæbende mærkat, jeg uanset hvor meget jeg tænkte og mærkede efter, ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med: “Hvorfor”?

Da min mormor blev syg, fik hun svært ved at få luft. Hun måtte holde om bordkanten, når hun skulle bevæge sig fra stol til sofa og nogle dage stod hun slet ikke op, men blev liggende i sengen med blå læber og et glas vand, hun kun knap orkede at løfte. Det var noget med hjertet. Det var utæt, sagde min mor, og jeg forestillede mig, hvordan hendes hjerte stod på klem, og kærligheden langsomt sivede ud ad hendes krop. Til glæde for os, der sad omkring hende og mærkede hendes omsorg og varme, men skidt for min mormor, der mistede mere og mere af sig selv. De dage, det var værst, knuste jeg hendes piller og blandede med sukker, rakte hende det på en ske. Og så strakte hun halsen lang og åbnede munden, som var hun en fugleunge, der havde ventet på føde. Jeg har sjældent følt mig så elsket som dér, ved sengen hos min mormor, med utæt hjerte og vand og ske. De mange navne, hun gav mig. “Elskepotte” og “tutteven”, “trøffelhjerte” og “lille agurk”.
Det jeg vil sige er, at hvis Jytta havde spurgt mig dér. Om sorgen – hvad og hvor, hvordan og hvorfor, ville jeg have svaret: Mormor. Det er noget med at elske så højt, at der ikke er plads nok i hjertet til al den kærlighed og så bliver det utæt. Hjertet altså, og man må ligge i sengen og blive madet med en ske.

Min mormor døde i marts, jeg fik ikke lov at se hende på hospitalet, men jeg så min mor, hvis øjne blev mørke og stemmen mere hul. Og jeg husker min morfar, der i månederne efter begravelsen mistede hørelsen, senere det ene ben og til sidst appetitten. Jeg siger ikke, at det er sådan tingene hænger sammen, jeg siger bare, at det var i den rækkefølge, de skete. Og nu sad jeg så i værelset hos psykologen og tænkte på, om jeg kunne placere et “hvorfor” i min højre knæhase eller den venstre albuebøjning. Ikke fordi det var dér, sorgen havde hjemme, men for at få lov at gå.

Jeg har læst, at katte, der lider, søger væk. De gnider sig altså ikke op ad menneskenes knæ, for at få hjælp. De hvæser ikke eller kradser på døren. Nej, de finder et skjul langt væk og venter på, at det går over, sygdommen, sorgen, hvad end det nu er, de lider af eller over. Jeg har læst, at man ikke skal forsøge at kalde katten frem, trøste eller tvinge den til omsorg. Tværtimod skal man give den tid og plads til at være sig selv, finde sig selv. Stille mad og vand frem, den i et ubemærket øjeblik kan mætte sig og stille sin tørst ved, men ellers lade det være op til dyret, hvornår – hvis overhovedet – den er klar til at vende hjem. Eller man kan indrette skjul med tæpper og trygge kroge, hvor katten kan bygge en egen base, uafhængigt af det hjem, den forlod, fordi den led. Det er ikke hjemmets skyld, det er ikke kattens skyld, det er bare sådan, det blev, sådan dyret nu trives bedst.
Jeg byggede en hule. Et klapudbord fra Trip-Trap med tæpper langs siden og gulv foret med lammeskind fra min morfars gård. Jeg skrev noter fra dagene. “Skyerne driver himlen til vanvid” og “Jeg har ikke noget at sige, og ikke nogen at sige det til”. Kom kun frem for at spise og tl min fødselsdag. Jeg fik et kassettebånd med Lone Kellermann, der sang ‘Se venedig og dø’ og en undertrøje med print af en giraf af min mors kusine. Den var flere numre for stor, min mor forsøgte sig med at kogevaske trøjen, men selvom den krøb fandt jeg mig aldrig til rette i den.

Som en slags trøst for de voksnes sære gave, opfandt jeg en ven, en isbjørn, der hed Malut. Den fandtes ganske vist kun i mit hovede, men det passede mig fint. Vi delte alt. Jeg gav den af min pakke med digestive kiks og tilbød den at smage min mors hjemmebagte boller, mens Malut bragte mig sælspæk og en sær sprød snack, min ven senere afslørede, var frosne øjenæbler fra en selvdød lomvie.
En sjælden gang imellem vovede vi os udenfor hulen. Så krøb vi på knæ rundt og så på alting i knæhøjde. Der var en hel ny verden, der åbenbarede sig med det nye perspektiv. Pludselig blev folderne i min mors plisserede nederdel til et gardin på et kongeslot og støvet i de skrå striber fra en eftermiddagssol til et lyssværds dræbende kegle.
Malut og min mormor havde så godt som ingenting tilfælles, alligevel gav det mening. At vi fandt sammen i sorgen altså, faldt på knæ.

Måske er sorgen slet ikke sort, som man plejer at sige, men hvid og blød som en isbjørn. Ligeså brutal også.

Det kunne selvfølgelig ikke fortsætte sådan. Med mig boende under et udslået havebord midt i stuen og en usynlig isbjørn som min bedste ven. Min mor bekymrede sig og foreslog at jeg erstattede håndbolden med svømning. Det krævede ikke samme mængder af udstyr, bare en badedragt og et sæt briller og så var det endda skånsomt for leddene. Hun fandt et hold til mig mandag aften i Solsidehallen på den modsatte side af fjorden. Vægge og loft var af af glas, og lydene i hallen på en gang mudrede og skingre. Et flik flak af råb og hvin. Min badedragt var med motiv af svømmende pingviner, sorte, lilla og grå. det var en gave fra min onkel, der nu var død. Et tragisk uheld, lød forklaringen, noget med en glød fra en cigaret, der havde antændt et tæppe. Der var noget, der ikke stemte ved historien (min onkel røg for eksempel ikke), men ingen syntes at protestere. Måske var en lettelse at finde en forklaring, også selvom den ikke passede.
Hallen lugtede af klor og konkurrence, og jeg måtte hver gang bruge flere minutter på at finde mig til rette. Dér et sted imellem det hele, lydene, lugtene og et konstant rend af næsten nøgne mennesker. Gispende ansigter, der dukkede op fra under vandet for at trække luft, for så at forsvinde igen.
Jeg havde arvet et par svømmebriller af en ældre fætter. De var flere numre for store og skumgummiforingen utæt, så der trak vand ind. Hele tiden måtte jeg manøvrere mellem at tømme brillerne og at bevæge mig fremad i vandet. Først det venstre glas, så det højre, så et benspark. Svømmelæreren råbte ad mig: Jeg lignede en hund i havsnød.
–Om jeg nogensinde havde set sådan én?
Til sidst lod jeg brillerne blive i tasken, forsøgte i stedet at holde hovedet over vandet og øjnene lukket tæt i, det blev det ikke bedre af. Hver mandag gik på den måde. Med pingviner, hunde i havsnød, flik flak og svømmelæren, der til sidst foreslog, at jeg prøvede noget andet. Trampolinspring eller fodbold? Jeg tror, det var i god mening, han sagde det, men jeg skammede mig og tog det som et nederlag. Derhjemme fandt jeg på, at jeg havde udviklet allergi overfor badedragtens elastan, og da min mor foreslog at jeg i stedet forsøgte mig med en bikini i polyester eller nylon, brød jeg sammen og tilstod, at det ikke gik. Med mig og svømning, min krop i vandet. Det var som om ben og arme ville hver sit og mit hovede noget helt tredje, jeg hulkede så hårdt, at min mor ikke forstod et ord af hvad jeg sagde, men det var heller ike nødvendigt. Gråden alene overbeviste hende, hun ringede og afmeldte mig holdet, træneren virkede lettet:
”Det er nok det bedste for alle.”