Stadie fem

by Louise Juhl Dalsgaard

Der er den her filmscene, jeg bliver ved at vende tilbage til. En ældre kræftsyg far nægter at forholde sig til alvoren af hans situation, men hans søn insisterer: “its in stage four, dad!” Faderen smiler afvæbnende: “At least it’s not stage five”, svarer han. Hvortil sønnen trist, ja næsten tryglende understreger sin pointe: “There IS no stage five.”
Jeg nævner scenen, fordi den siger noget vigtigt om sprog. At de ord, vi vælger, de termer, vi bruger til at forklare os med, kan virke oplysende – men også modsat – fremmedgørende, forvirrende. I tilfældet ovenfor er det jo åbenlyst, at sønnen benytter en målestok for sværhedsgraden af en sygdom, som faderen ikke forstår. Stadie fire lyder jo i sig selv uskyldigt, især hvis det er målt på en skala, der går helt til hundrede. Men det er det ikke – “there IS no stage five”. Stadie fire betyder terminalt syg, sidste stop før døden, og selvom faren forsøger at bevare optimismen, må selv han erkende, at fornægtelse ikke virker, når det drejer sig om livets Endeligt. Du kan godt vælge at se væk, men den forsvinder ikke af den grund.

I en artikel af professor i antropologi Manvir Singh med titlen “How Much Does Our Language Shapes Our Thinking”, filosoferer han over, hvordan forskellige sprog og sprogkulturer har betydning for, hvordan vi forstår verden. Tænker om den. En kendt eksempel er inddeling af tid. I vesten benytter vi tre tider: fortid, nutid og fremtid, i nævnte rækkefølge, sådan at fortiden er bag os, nutid er ved os, og fremtiden ligger foran. Men uanset det synes indlysende for os europæere, så er det langtfra givet, at det er sandheden om tidens beskaffenhed. I visse amazonstammer er det faktisk omvendt. Den nære fortid er den, vi stadig kan se/husk, og er af samme grund placeret lige foran os. Fremtiden derimod, kan vi ikke se, vi kender den jo ikke, hvorfor den er placeret bagude. I atter andre sprogkulturer taler man om, at fremtiden flyder OP af bjerget, mens fortiden løber NED ad bjergets sider. Vi har her ikke længere at gøre med en vertikal lineær tid, men med tiden som en horisontal størrelse.
Det lyder måske nørdet og abstrakt, men det har afgørende betydning for, hvordan vi forholder os til verden. Om de politiske visioner, til eksempel, er vandrette – fremad, videre, vækst. Eller om de har et mere horisontalt sigte, højere, mere himmelsk. Lige sådan har det betydning for oplevelsen af alder, forestiller jeg mig. Herhjemme er ældre nogle, der i kraft af deres begrænsede mobilitet og hastighed er til gene og står i vejen for fremskridtet, mens de i kulturer, hvor tiden opfattes som opstigende, himmelstræbende, snarere ses som vise, erfarne, nærmere toppen.
Lige sådan er der forskel på, hvor gode vi er til at sætte ord på vores sanseoplevelser. I Vesten har vi længe prioriteret syn og hørelse over følesansen, lugt og smagssansen, og det afspejler sig i vores sprog. Vi har et langt mere veludviklet vokabular for det, vi kan se, end vi har for eksempelvis smage. Sidstnævnte vil ofte blive reduceret til en sammenligning: Det smager lidt af citron og ingefær. Mens der på andre sprog, hvor smag og duft rangerer på lige fod med syn og hørelse, er langt mere præcise og varierede begreber for netop den slags sanseindtryk. Det er klart, at den slags har betydning for vores tænkning og væren. Tænk hvis vi i Danmark havde lige så mange ord for smagsindtryk, som for vores visuelle verden. Artikler og opslag, litteratur og dans ville sig anderledes ud. Vores nyhedsdækning.

Da jeg blev forsøgt udredt for kroniske smerter, var jeg ad flere omgange i kontakt med en reumatolog, der blandt andet havde deltaget i en verdenskongres om emnet. Verdens fremmeste forskere på feltet havde været samlet i fem dage for at tale om de forskellige typer kroniske smerter, de var stødt på, og behandlingsmuligheder. Det havde på een og samme tid været en storslået og trist affære: Det vokabular forskerne havde til at beskrive smerterne på, var så godt som alene en skal fra et til ti, hvor et var næsten ingen smerter og ti var voldsomme smerter. Og grupperingen af smertebilleder var lige sådan mangelfuld. Man skelnede mellem dumpe, vedvarende smerter, jagende smerter og et par stykker mere. “Så længe vi ikke ved mere om, hvad dump og vedvarende dækker over”, sagde han, “så får vi svært ved effektivt at behandle med andet end det, vi allerede har at gøre med. Morfinpræparater og andre bedøvende midler.” (Det mest effektive våben mod kroniske smerter, betroede han mig i øvrigt, var søvn)
Det er derfor det med sprog er så vigtigt. Fordi jo mere præcist, vi kan beskrive hvad vi ser og hører, mærker og oplever, des større er sandsynligheden for, at vi kan gøre os forståelig for andre. Hvis jeg ikke behøver at nøjes med at sige om en politiker, at denne er dum og uduelig, men kan forklare, hvorfor og hvad, jeg er uenig i og ikke mindst, hvad jeg ville foretrække i stedet, så er sandsynligheden for, at modparten ville lytte, langt større. Hvis vi fik gjorde os umage for at finde flere ord at sætte på naturen, ville vi med stor sandsynlighed også blive mere omsorgsfulde i vores omgang med den. Sheküfe Heiberg har forsøgt sig med en verbalisering, helt bogstaveligt, af naturbegreber. Livets verber, hedder værket, hvor hun forsøger at give sprog TIL naturen, i stedet for kun at skrive OM den. At flode, kunne for eksempel betyde at strømme rislende gennem verden. Eller at Birke, som kunne være at stå som en lysende gul fakkel ved en sø i efteråret.
Jo mere umage, vi gør os, med at udvide og udvikle sproget, des større bliver verden omkring os. Ikke i kvadratmeter men i indsigt og forståelse. Hvis tiden ikke bare er før, nu og efter, som vi forstår den her i vesten, men også under og over os, som andre kulturer oplever det, ja, så har vi meget til gode at opdage.
Verden er jo rund af en grund?