Strikket stål
by Louise Juhl Dalsgaard
Ensomheden findes og usikkerheden, usikkerheden findes også, engang var den min værste fjende, jeg læste bøger om at slå den ned, skamme den ud, ”værd dig selv”, ”kvind dig op”, jeg pegede fingre ad mig selv i spejlet, hviskede ”kom nu an”, ”vis mig, hvem du er”, jeg pressede bumser ud med en ihærdighed, som var det min egen tvivl, jeg ad den vej slap af med, gul og betændt. Jeg skjulte min vaklen bag en selvironi, der på afstand lignede ro, kontrol, ”jeg er så klog, at jeg kan undvære hovedet”, grinede jeg og slog mig for panden og – ”ha, hun skyder med skarpt,” sagde folk, overbeviste om, at slangen var immun overfor sit eget bid, men jeg var langtfra immun, hjemme på værelset straffede mig selv for at tale så meget og så dumt, skrev digte og lod had rime på mad, sær på mær, ked på fed.
Det var ikke før senere, at én, der hed Kenneth, foreslog mig at tale med den. Spørge den, hvad den ville mig, hvordan verden så ud, derfra hvor den sad, og selvom jeg syntes det lød som noget pseudopsykologisk fis, gjorde jeg forsøget. Er du mavesur, spurgte jeg, eller barmblød. Hovedpinet eller hælsporet? Er du en en guløjet kat? En sølvpapirshat, en handske strikket i stål? Det lyder helt åndssvagt, det ved jeg godt, en hælsporet skam, en uglet usikkerhed, uh uh uh, men det hjalp faktisk at spørge, det var ikke sådan at jeg fik svar, jeg fik ikke drømme om amputerede kæledyr eller andre symboltunge tegn, jeg kunne tyde, slet ikke. Men usikkerheden fik en mikrofon, et sted at tale fra, og det alene var nok til at lindre.
Min usikkerhed hedder Svend, FølgeSvend, det er ham, der vækker mig om natten og får mig til at slette et opslag, fordi det er for krukket, for meget. Det er ham, der får mig til at forsvare mig, selvom ingen har sagt mig imod, fordi jeg forventer det vil komme. Kritikken, hånen, tavsheden. Det er en dum position at tale fra, venner forvandler sig til potentielle fjender, ros kommer til at ligne trøst. Det taler jeg med Svend om. Om at lægge den fra mig, frygten, forventningen om det værst tænkelige, at øve mig i at turde tro. På vennen som ven og roserne som et ægte. På tak som tak og søndag som andet og mere end et varsel om mandag.