Jeg føler mig så patetisk. Så ulideligt følende, famlende…befamlende?! Men for helvede, jeg er en levende selvmodsigelse, og således vil alle mine skrig til verden, blive en sådan. Selvmodsigelse.
Kom!
Bliv væk!
På samme tid. Samme sted.
Og jeg savner jo sådan…
Tak. Tak.Tak.
Lige nu savner jeg så meget, at jeg tager dine ord ind under huden, og lader dem overdøve de indre skrig. For en stund.
Hm. Temlig enig – hvis det er et skrig med lyd på. Men har du nogensinde set et skrig på et ansigt – i øjnene eller via kroppens fagter? Ikke at det er bedre, men et skrig kan være visuelt –
Jeg kender kroppens skrig. Alt for godt. ALT for godt. Man kan skrige længe på den måde. Uden at blive hørt. Eller set.
Nu vil jeg skrige, så det kan høres…
Det ka jeg også godt følge – uh, men jeg må ofte sande, at et skrig ikke er nok og pludselig bliver folk så få omkring én. Men, det er den chance vi må ta 🙂
min krop skriger hele tiden i øje blikket… det har den i øvrigt gjort med korte mellemrum gennem de sidste 4 år…. men den er træt af at skrige nu…… det gør ondt ondt ondt nå man bare skrige uden at blive hørt, specielt når man ikke bliver hørt af de rigtige…
specielt når dem der skulle se høre forstå disse skrig, kun gør skrigen værre!
Jeg hade mine skrig… og ikke mindst det der har fået mig til at skrige!!!!!
Alt andet end at lade skriget sidde fast i kroppen. Ved at skrige UD risikerer du at miste omkring dig. Ved at skrige ad dig selv – skrige ind – risikerer du at miste dig selv.
For fanden hvor gør de ondt at læse. Og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fordoble dine skrig. Så himlen kunne revne. Og det blev hørt. Af dem der skulle høre.
Jeg lægger gerne øre til dine skrig. Også de uudtalte. Ved dog også, at det intet hjælper, hvis ikke de – skrigene – når frem til deres mål. Det håber jeg de gør!
Ballast – Skrig, skrig – men husk at trække vejret – Du skal bruge åndedrættet til det næste..
😉
Blogwoman
Ps. du skriver, at du er en levende selvmodsigelse… Men for mig er du blot levende… På den gode måde..
🙂
Åh, jeg ved godt, jeg har uld i mund. Skjuler mig bag ord og sindrige konstruktioner. Men hjertet Penpal, hjertet er med. I mit skrig. Og dét ved jeg, at jeg også hører i dine smukke ord og tekster.
Spændende opsætning.
Ordene kalder lissom på hinanden og kæmper for at betyde mest.
Og situationen findes.
Small is skønt.
…. Af behov. For at bevare stilheden.
Beologen:
Jeg føler mig så patetisk. Så ulideligt følende, famlende…befamlende?! Men for helvede, jeg er en levende selvmodsigelse, og således vil alle mine skrig til verden, blive en sådan. Selvmodsigelse.
Kom!
Bliv væk!
På samme tid. Samme sted.
Og jeg savner jo sådan…
Tak. Tak.Tak.
Lige nu savner jeg så meget, at jeg tager dine ord ind under huden, og lader dem overdøve de indre skrig. For en stund.
Rimkogeren:
Ja også det. Stilhed er en væsentlig parameter. For at kunne mærke. Hos mig. Så tak for reminderen!
Hm. Temlig enig – hvis det er et skrig med lyd på. Men har du nogensinde set et skrig på et ansigt – i øjnene eller via kroppens fagter? Ikke at det er bedre, men et skrig kan være visuelt –
Alonzo:
Jeg kender kroppens skrig. Alt for godt. ALT for godt. Man kan skrige længe på den måde. Uden at blive hørt. Eller set.
Nu vil jeg skrige, så det kan høres…
Det ka jeg også godt følge – uh, men jeg må ofte sande, at et skrig ikke er nok og pludselig bliver folk så få omkring én. Men, det er den chance vi må ta 🙂
Kh
Løven
min krop skriger hele tiden i øje blikket… det har den i øvrigt gjort med korte mellemrum gennem de sidste 4 år…. men den er træt af at skrige nu…… det gør ondt ondt ondt nå man bare skrige uden at blive hørt, specielt når man ikke bliver hørt af de rigtige…
specielt når dem der skulle se høre forstå disse skrig, kun gør skrigen værre!
Jeg hade mine skrig… og ikke mindst det der har fået mig til at skrige!!!!!
Shout shout let it all out – theses are the things we can do without come on – I’m talking to you – come on!!
Husker I?
De var fans af Arthur Janovs Primalskrig!
Alonzo:
Alt andet end at lade skriget sidde fast i kroppen. Ved at skrige UD risikerer du at miste omkring dig. Ved at skrige ad dig selv – skrige ind – risikerer du at miste dig selv.
Så ja: shout, shout, let it all out!!! 😀
Spunky:
For fanden hvor gør de ondt at læse. Og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fordoble dine skrig. Så himlen kunne revne. Og det blev hørt. Af dem der skulle høre.
Jeg lægger gerne øre til dine skrig. Også de uudtalte. Ved dog også, at det intet hjælper, hvis ikke de – skrigene – når frem til deres mål. Det håber jeg de gør!
Kærlige knus
Han passerede en tavs kvinde på gaden.
Hun gik i sidste skrig.
Bilerne dyttede.
Han havde overset et rødt lys.
AaaaaaaaaaaaaaarrrrrrrrrgggggghhhhhiiiiiiiuuuuuuuuuuuiiiiiiiiijjjjjjjjjjaaaaaaAAAAAAAAAAAAaaaarrrrhhhhhhg
Blir i endnu? 🙁
Ballast – Skrig, skrig – men husk at trække vejret – Du skal bruge åndedrættet til det næste..
😉
Blogwoman
Ps. du skriver, at du er en levende selvmodsigelse… Men for mig er du blot levende… På den gode måde..
🙂
Kender det der skrig alt for godt, kære ballast.
Alt for godt..
Fredagskram
Gaffel:
Fantastisk! Fra galakser til gadekryds. Du er en ener – og en god een 😉
Alonzo:
Har vi noget valg 😀
Skrig du bare…Hvis jeg må skrige med.
Blogwoman:
Jeg har allerede tabt pusten. Efter det skrig, der aldrig fik lyd.
Men du slipper ikke så nemt, så i min levende selvmodsigelse skriger jeg alligevel videre. Med og uden lyd. Med og uden læsere. Med og uden skønhed…
Og du er bare god…på den gode måde 🙂
Penpal:
I think I know. Også uden at vide.
Åh, jeg ved godt, jeg har uld i mund. Skjuler mig bag ord og sindrige konstruktioner. Men hjertet Penpal, hjertet er med. I mit skrig. Og dét ved jeg, at jeg også hører i dine smukke ord og tekster.
Ja – hvordan lyder det skrig, der runger indeni. Kan det høres udenpå. Skal det høres udenpå. Er det overhovedet, hvis det ikke høres.
Det kan mærkes. Hvert eneste skrig river nervetråde over. Og gør ondt. Og nogle gange godt.
Skrig min ven.
Dine følelser er altid rigtige.
Kære, kære Morgan
Nu tuder jeg igen. Fordi jeg bliver mødt og føler mig hørt. Af en, der kender skriget. Indeni.
Og ja, gu fanden kan det mærkes På godt og ondt. Men kan man få skreget ud. Skreget af. Nogensinde?
Jeg ved kke, om mne følelser er rigtige. Jeg ved bare, at de er der. Og at de får mig til at skrige. Ind imellem.
Jeg tror, at du hørte mig. Denne gang. Tak!