Louise Juhl

I Politikens podcast, ‘Den levende’ taler Lotte Folke og Eva Eistrup den 6. februar om den tiltagende psykologisering af sproget. Om begreber som gaslighting, triggere og traumer, der strøs med løs hånd, når der skal sættes ord på et menneskes problemer og udfordringer. Det er en god samtale, de involverer også en ungdomsforsker, Anne Gørlich, der arbejder på at kortlægge unges oplevelse- og brug af psykologiske begreber i hverdagen: Hvordan hjælper det dem, og hvordan kan det omvendt også virke uhensigtsmæssigt til at forstærke mistrivsel og fokus på det, der gør ondt. 
Mest interessant fandt jeg måske den faldgrube, der kan ligge i, med et øget fokus på de psykologiske smertepunkter, at overse, hvordan også samfundsstrukturerne er med til at skabe usikkerhed, ubehag og en følelse af at være udenfor. Selv har jeg længe været optaget af hierarkier. Ikke bare de åbenlyse, monarkiets guldkaret eller bankernes bestemmelsesret: Hvem vurderes gode nok, stabile nok og tilstrækkeligt arbejdsduelige til, at de kan tilbydes et huslån. Nej, hierarkier findes overalt, og det er min opfattelse, at meget af den usikkerhed, vi mennesker plages af, skyldes vores placering eller tvivlen om vores placering i disse.

Nu er det jo farligt at fremdrage sig selv i en debat, der handler om individualisering og psykologisering, men jeg vil nødig tale på andres vegne. Så:
Jeg er halvtreds (51) og kvinde. Det betyder, at jeg i det hierarki, der handler om at tiltrække sig opmærksomhed på grund af udseende og ungdommelig appel, er trådt flere skridt ned ad rangstigen de seneste år, og kun har udsigt til at fortsætte min nedtur. Som barnløs er jeg udelukket fra den samtale, der handler om omsorgsarbejdet derhjemme: Det tæller ganske enkelt lige så højt, at nusse sin hund, kalde ham for “elskede agurk”. Som forfatter står jeg altid med hatten i hånden i det litterære hierarki, der handler om at nogen vil tage imod det, jeg tilbyder, mine bøger. Uanset hvad jeg skriver og eventuelt hvor godt, forbliver det jo en dunkel hemmelighed, hvis ikke et forlag nikker ja til at ville lægge bogryg til mit litterære arbejde. Som kronisk patient er jeg – i forsikringsøjemed – en dårlig forretning og kan ikke tegne en sundhedsforsikring. Som kollega er jeg vellidt men en kende for produktiv til helt at blive taget alvorligt, som låntager kun akkurat tålt og som udfordret på min tandstatus – efter et uhensigtsmæssigt forbrug af rå citron tredive år tilbage – er min anslåede middellevetid under gennemsnittet.

Set i det lys er min usikkerhed næppe alene et udslag af mangel på psykiske stamina, men i lige så høj grad et resultat af de talrige hierarkier, jeg som menneske i verden, borger i et samfund og del af et fagligt fællesskab, indgår i. Måske skyldes min ængstelighed faktisk, at jeg helt reelt risikerer at blive ringet op ad min bankrådgiver med besked om, at jeg er for dårlig forretning til, at han vil fortsætte samarbejdet. Måske skyldes min tristhed (også), at jeg, min alder taget i betragtning, ikke længere er så interessant, som jeg var for tyve år siden. Måske skyldes mit behov for at henvende mig ikke bare oversharing, men at jeg, qua min status som barnløs og således udelukket fra en del kvindelige fællesskaber, rent faktisk kan siges at være mere alene end de fleste.
Og nej, det handler ikke om, at det er synd for mig. Slet slet ikke. Det handler om at se udover de psykologiske symptomer og ind i de samfundsmæssige strukturer der (også) ligger til grund for den, jeg er, dem, vi er.

PS: Jeg kunne tilføje et langt rant om, hvordan jeg modsat den psykologisering, der påstås at finde sted overalt med en uhensigtsmæssig diagnosekultur til følge, er opvokset i en tid, hvor psykolog var noget, man blev, hvis man havde en skrue løs, og hvor kvinder med depressioner, til stor morskab blev tildelt termen “nedsunket livsmod”, som en pendant til nedsunken livmoder, som iøvrigt også – særligt af datidens mænd – blev anset for en pseudodiagnose. Det vil jeg gemme til en anden gang, men bare for at sige, at alternativet til øget psykologisering IKKE er at rense sproget for følelsesmæssigt begrundede udsagn.