U.t. 1

by Louise Juhl Dalsgaard

Så fik jeg en kæreste, der stammede – med stolthed og cool – vi mødtes på noget, der lignede en bro, men som viste sig at være en kopi, der var i hvert fald ikke noget vand.
Vi spiste på Café Kindrødt, han betalte det hele, jeg følte mig fuldkommen overflødig.
Senere gav han mig en billet til Benneweis, selvom han vidste, at jeg ikke kunne fordrage røde næser. “Man skal se sine dæmoner i øjnene,” sagde han, og holdt min hånd i alle tre timer, så jeg ikke kunne tage dem op for øjnene. Efter forestillingen stod jeg i en toiletvogn i en time og forsøgte at kaste op, men der kom ikke andet ud en galde.
Da jeg slog op med ham, var han sikker på, at det var fordi han stammede, og kaldte mit valg for en diskrimination.