Louise Juhl

De fleste havde en eller flere søskende, store som små, hele – eller halve fra en forælders tidligere ægteskab.
De fleste dage sammen var gode, fyldt med fælleslege, cowboy og indianere, Kongens Efterfølger. Eller vi snittede pinde til spyd, sværgede trioskabseder og blandede blod.
Andre dage var lange og uden indhold og kedsomheden tvang os til hinandens selskab. En prikkende finger i siden, et insisterende kald: kom nu! Eller kærlige drillerier, der som timerne sneglede sig afsted, tog overhånd og endte i slagsmål og tårer. 

Uforsonlige tilråb: ‘Jeg hader dig’ eller ‘Gid du må dø’. 

Det var en sælsom blanding af kærlighed og konkurrence, ømhed og irritation. Vi søskende udgjorde en nødvendighed men også flosset og skrøbelig alliance. Der var altid en, der startede og en anden, der blev ved, og sådan fortsatte det hele dagen. Tænders gnidsel, niv og spark, hån. Der var råben og skrigen, andre gange en overstadig latter, der på få sekunder slog over i utrøstelig hulken. En puffen blev til et skub: ’Av, du slår’. 

En pige fra klassen mødte kronraget op i skole. Hendes ældre bror havde klippet det lange hår af i affekt. Rygterne sagde, at han havde truet hende med en sømpistol for at få hende til at sidde stille, og at han derefter med en fjerkræsaks havde revet de lange lokker, så hun var endt med at ligne en syg fugleunge. Hende mor klippede de sidste ujævne længder af, det andet var for trist at se på.
Vi lod som ingenting. Smilede måske lidt skræmt, frygtede vel, at noget lignende kunne ske for os selv.
Historien nåede også vores forælde, de hviskede i al fortrolighed:
Var drengen blevet sindssyg, var familien i opløsning, stofmisbrug, svigt? Ville pigen være skadet for altid?
Vi lyttede med lange ører i håb om, at de svarede på deres egne spørgsmål, men det skete ikke.

Pigens hår voksede ud, hendes bror købte en knallert og kørte race til og fra skole. Hans søster sad bagpå.

Med årene blev aldersforskellen mindre, sådan føltes det i hvert fald. En søster tog sin yngre bror med på interrail, hun betalte billetten. I Frankrig hoppede de i tvillinge-elastik fra en klippevæg. senere på sommeren sendte de rejsebreve hjem med fotos af dem begge: Arm i arm på toppen af et bjerg i Böhmen.
Deres forældre åndede lettede op, måtte anstrenge sig for ikke at fælde en tåre: Dét, der få år forinden havde lignet et familiært kollaps, var nu forvandlet til fælles erobring og ferieidyl.