Uredigeret

by Louise Juhl Dalsgaard

Det jeg egentlig ville sige. Hvis ikke tankerne og følelserne og morgenens tåge var kommet i vejen. Var noget ganske andet. End det jeg sagde. Rettelse: End dét jeg ikke sagde, men som i form af tavshed uudtalt lagde sig i rummet og over dagen.

Det, jeg forsøgte at udtrykke, handlede om en drøm: En elevator i fart, og et klemt menneske der sad på toppen i en akavet stilling og ikke kunne se og ikke kunne ses.

Der, hvor morgenen skulle have handlet om behov for trøst og et nærvær. Der hvor det skulle have heddet ”hjælp” og ”elsk mig” og ”få mig ud herfra”, lød i stedet det modsatte: afvisning, lukkethed og nedslåede øjne.

Som altid: Krav, der ikke må være. Urimelige krav og hjælp behov, som ikke kan finde berettigelse. Fylder og puster sig op og flyder ud og ind og imellem. Som svulstig rød lava trænger det ind i hudens porer og ud i luften omkring os og indeni.

Det er så tilsyneladende smukt det rødglødende magma, men hæsligt. Hæsligt i al sin rasende skønhed, – det er for brændende eller for meget eller for lidt. For kert.

Så det pakkes ind. Nej, det pakkes ned. Sluges, som bøvser ved en betalingsautomat. Skammes ud og skræmmes væk eller stoppes ned i maven, hvor det sætter sig som en hårbold af ufordøjet selvhad, der bare ligger og…ligger. Suger af væsker og syre og bliver opstød af had og vrede og hån og noget andet. Noget helt, helt andet. Et savn, for eksempel, et savn efter at sige det, man kom fra. Det, man kom med. Det, man havde på hjerte.

”Se mig”, ”Rør mig” og endelig…”Befri mig”. Hjælp mig ud af den forvrængede tale og kulden i kroppen, tø mig op og pust ånde i troen og leret og vandet, der skal deles. Lad mig for helvede ikke skrige flere vrangsider ud, når nu det er tryglen om nærvær og kropmodkrop-hed, jeg trænger til.

Sluk lava og ildkugler og min spyden med drageild.

Tæm mig. Tæm mig.

Giv mig de toner, jeg mangler.

Giv mig den krop, jeg forlod.

– Det sprog, der gik tabt mellem indtryk og udtryk.