Louise Juhl

I går kørte vi nordpå, vi talte om Michaels forældre, om hans far nu fik væske nok, lægen havde flere gange været efter ham. To liter om dagen, havde han understreget og foreslået Michaels far at fylde en kande fra morgenstunden og sikre sig, at den var tømt, når han gik i seng. Vi talte om risikoen for dehydrering, om svimmelhed og hovedpine, koncentrationsbesvær, men også om risikoen ved for meget væske. Fire liter kunne være decideret farligt, forklarede Michael, nyrerne risikerede at blive overbelastet. Jeg kom i tanke om timerne på hospitalet. Hver onsdag før vejning, hvordan jeg satte min alarm til klokken 4 nat, gemte uret under hovedpuden, så nattevagten ikke fattede mistanke, hvordan jeg listede jeg fyldte plastikflasker frem fra under sengen, madrassen, sengens lamelbund, tømte dem en ad gangen, slurk efter slurk efter slurk, halvt liggende, halvt siddende i mørket. Tømte først én flaske, så en mere, holdt vejret og lyttede efter personalets trin. Ingenting, fri bane, fandt en flaske mere, drak. Hvordan min mave vendte sig ved de mange liter, lydene dernedefra, som et tungt havdyr i nød. Hvordan jeg alligevel fortsatte, flere slurke, mere vand, mens jeg forsøgte at undertrykke min tissetrang, lysten til at kaste op. Så pludselig: Trin, der standsede udenfor, døren åbnet på klem, nattevagtens søgende blik og mig, der under dynen med flasken i hånden, fyldt til randen af vand og angst. Så lukkede hun døren og gik.
Tre timer senere var alle fem flasker tømte, to en halv liter, og jeg stillede mig i kø til vejning. Vi var otte på række, alle i lange t-shirts og med jagede blikke, vi blev kaldt ind enkeltvis, de fleste kom ud med forgrædte øjne, enten fordi de havde taget på og følte sig fede som flodheste. Ækle, tunge, dumme, for meget. Andre fordi de have tabt sig og nu så frem til uger med ekstra kost, flødeis og twixbar, supplerende ernæringsdrikke. Alle var tavse, vi havde hver især mere end rigeligt at gøre med at holde sammen på os selv, styr på tankerne, skjule vores dagsorden. Det blev min tur, jeg trak min fyldte mave ind, smed skjorten, lod mig veje. Et kilo mere end sidste uge, lægen noterede i journalen, så på mig, på den udspilede mave, mit flakkende blik, lagde en hånd på min skulder. Ikke andet, bare hånden dér og et fast blik. 
Klokken var nu 7.32, en sygeplejerske fulgte med rundt, sikrede sig at ingen løb ud og tømte sig for overskydende væske. Klokken otte blev morgenmaden serveret, tre deciliter tykmælk, to en halv deciliter sødmælk, altsammen oveni de to og en halv liter fra i nat. Jeg husker kvalmen, kampen, stilheden. Alle tankerne, der for rundt som forvirrede kugler i et lottospil, stødte tilfældigt sammen. Gnister af uro, foldede ben, trykket på blæren. På en gang fanget i min egen krop og på samme tid helt ude af den, jeg var et hylster, en maskine, der udførte en opgave, et kryds på en vægtkurve, et lod i nogen andres bingo. 
Efter maden var der hviletid, en time i den beige sofa med tv-shop, krydsord, laden-som-om. Bodil, sygeplejersken, talte og talte, hun havde været i sommerhus ugen forinden: åh alle de myg, sagde hun og kradsede sig på armen. Sascha tog høretelefoner på ørene, skruede demonstrativt op på max, urets viser bevægede sig i ryk. 9.09 blev til 9.10, min mave gjorde ondt, mit underliv, jeg talte sekunder, enogtredive, toogtredive, treogtredive, talte ned (eller op?) til klokken blev ti, det var en sindssyg leg, dødelig alvor, det var min krop mod verdens, deres mål mod mit. 
Var jeg en løgner, en simpel tyv, en snylter, en forkælet tøs. Eller en fange i mit jeg-fængsel, en lus mellem dagenes negle. Jeg ved det ikke, jeg ved kun at mit pis kogte, og at det dampede fra toiletkummen, da det endelig blev sluppet fri, at jeg græd og vidste, at det kilo, jeg havde vundet i dag, skulle indhentes ugen efter, at jeg var nødt til næste gang at drikke tre og en halv liter ugen efter fire en halv, og så videre. At jeg var på flugt fra mig selv i stadigt hurtigere tempo, løb, løb, løb, en hamster i mit eget hjul, og at det kun var et spørgsmål om tid før hamsteren gav op, hjulet imploderede, at tiden indhentede mig.