Louise Juhl

Der er også gode dage, ja. Turen til Thy, for eksempel, vi vandrer ni timer ad smalle stier, der er lyng og krat overalt. Og så pludselig: meterhøje klitter. Hans øjne bliver fugtige, – se, han tager min hånd og klemmer den, det gør lidt ondt. 
Han går forrest hele vejen, viser vej, taler og taler, jeg hører kun knap det halve. Noget om lav, som ikke er mos, som man måske skulle tro, forklarer han, men en dobbeltorganisme, halv svamp, halv alge. Han halvråber fra henne foran, om mitokondrier og mycelier, han har talt sig varm, peger ud og kysser mig på kinden. Siger: – er det ikke vildt? Hopper lidt på stedet, for at få rygsækkens stropper på plads på skuldrene. 
Det er ham, der bærer oppakningen, det hele. Soveposer, underlag, Trangia, pandelampe, pulvermad, termokrus, kondomer. Og to lommelærker fyldt med solbærsnaps. Han tænder bål og tager en slurk, hans ansigt er som forandret, flammerne får det til at lyse som en maske fra for længst. Han er smuk at se på og lidt uhyggelig. Han bliver hurtigt fuld, hujer ad ilden og hælder mere snaps i kruset, tilbyder mig en slurk: værsgo. Det smager sødt og bittert. brænder hele vejen gennem halsen og videre ned. Han kysser mig i nakken:
– Vi skulle have det sådan altid, hvisker han mig i øret, – bare dig og mig og ild og nat. 
Da jeg vågner ligger jeg nøgen i soveposen ved siden ad ham. Han ligner et barn, som han ligger der og sover, hans øjne flakker bag lågerne, læberne sitrer, han smasker som en nyfødt, der søger en mors bryst.

Fjorten dage senere forærer han mig en kæde med vedhæng. Et unikasmykke af sølv, håndrejet, kunstneren bag hedder, Morten, han er i en stribet skjorte med bindeluk i halsen og sandfarvede bukser af hør. Han fortæller om vedhænget, hvad det forestiller: En nøjagtig kopi af et flere tusinde år gammelt frugtbarhedssymbol. En kurvet kvinde uden ansigt men med bryster, der når hende til navlen. Bagsiden af smykket er beklædt med en slebet sten, en karneol, siger han, og fæstner kæden om min hals. Viser mig hen til et spejl. 
– Den er smuk, siger jeg og tager med højre hånd fat om smykket, løfter det op og slipper igen. Ser tilbage i spejlet, min krop ligner en stumtjener, synes jeg, og kæden en genstand, nogen har glemt.

Hjemme tager han billeder. Af mig. Nøgen og kun iklædt kæden, gudindens tunge barm hviler over mine egne – kun knap mandarinstore – bryster:
– En lækker lille håndfuld, siger han og griber om det venstre, presser et knæ imod mit skridt, slikker mig i øret. Jeg vender ansigtet væk: 
– Skulle vi ikke tage billeder, spørger jeg, men han ignorerer mine ord, tager i stedet om min hånd og fører den ned til sit stive lem: 
– Det kan vente, hvisker han, og tager vedhænget fra om min hals og putter det i munden. 
Vi står så tæt, at jeg kan mærke hans hjerte banke gennem skjorten, der er kommet noget fremmed i hans blik, jeg har set det før, et næsten naturstridigt begær, lige dele ømhed og vold.

*

I januar fylder han år, 33, men genbruger ønskelisten fra jul. Streger alt det over, han ikke længere mangler. Et gammeldags kompas med nål, en boldpumpe, trådløs controller. Tilbage står Goretex støvler, Rooibos te fra Sydafrika og en globus med lys. 
Jeg foreslår ham at ønske sig en regnjakke. Den han har, er for kort på ærmerne. Han kommer altid hjem og klager over fugtige skjorteærmer, kolde hænder. Jeg har fundet en, jeg tror, han vil synes om, siger jeg og peger i et katalog. Den er armygrøn, længere bag- end fortil og med hætte. Han sætter sig og bladrer lidt frem og tilbage i magasinet, klapper sig på låret:
– Kom. Sæt dig.
Jeg tøver et øjeblik, gør så, hvad han beder om. Han læner sit ansigt frem, hviler det på min skulder, hvisker i mit øre:
– I virkeligheden ønsker jeg mig ikke andet end dig.

Så stikker han en hånd ned, åbner knappen i sine bukser, hiver pikken frem. Den er hård og rød og glinsende. Jeg ved, at der ikke er andet at gøre end at følge med. Lade hans hænder tage, hvad de vil have, hans mund, hans lem. Og han tager og tager. Med hidsige hænder, alt hvad han kan få fat i, arme, bryster, hals. Han fumler et øjeblik med låsen i min kæde, men opgiver allerede efter få sekunder, river i stedet. Kæden springer i to, frugtbarhedsgudinden falder på gulvet, jeg forsøger at komme fri, men han når at gribe mig i armen, vrider den om på min ryg.
– Ikke nu, byder han, og trænger ind i mig, støder til.
Det gør ondt. I mit underliv og i min arm, jeg hulker, måske tænker han, at det er af vellyst. I hvert fald går der ikke meget mere end nogle få sekunder, så kommer han selv og med et brøl.