Louise Juhl

Jeg leger, at jeg betror mig til en psykolog, og opfinder til lejligheden barndomme, med så tilpas mange sandheder, at de kunne være mine.
Jeg beskriver så, hvordan jeg vågner en nat, og lister ned i stuen for at stjæle en tyvekroneseddel fra min mors pung, en svagt brun seddel med to gråspurve trykt på bagsiden. Og jeg fortæller psykologen, hvordan det gentager sig, at jeg stjæler, og jeg vil spørge, hvad det mon betyder, at jeg gemmer tyvekronesedlerne bag en lille æske med pixibøger, bøger, som min mor læser højt for mig hver aften, før jeg skal i seng. Og psykologen spørger sikkert også, hvad de handler om, bøgerne, og jeg vil fortælle, at de handler om alt muligt, om mariehøner, for eksempel, eller om en hund, der kan tale.
Og jeg vil fortælle psykologen, at jeg spørger min mor, om det er rigtigt, at hunde kan tale, og min mor vil svare mig, at det kan de, men kun i bøgerne.
Og så leger jeg, at psykologen spørger, om undrer mig, at min mor altid har en tyvekroneseddel i sin pung, uanset hvor mange sedler, der forsvinder, og jeg svarer måske, at jeg jo godt kan se, at det er lidt mærkeligt, at hun altid har en seddel i den aflange slids bag rummet med mønter.
Psykologen spørger også, om jeg stadig stjæler fra min mor, og jeg fortæller om den dag, min mor kommer ind og sætter sig på min seng, som hun plejer, og om, hvordan hun tager en pixibog og begynder at læse højt. Det er den med hunden, der kan tale, men i dag handler bogen ikke om en hund, men om et æsel, man kan trække i næsen.
Og jeg leger, at jeg fortæller, at når man trækker æslet i næsen, kommer der penge ud, og at jeg spørger min mor om de findes, om pengeæsler findes, og at min mor svarer, at de skam findes, “men kun i bøgerne”, og jeg fortæller psykologen, at da jeg om natten lister ned i stuen, er der ikke længere nogen tyvekroneseddel i min mors pung.