Louise Juhl

Min søster siger, at jeg skal være på vagt. Altid. Også for fuglene.

Jeg er ikke bange for fugle, siger jeg og flagrer med armene, “de er fine, de har vinger og siger pip et sted langt oppe, væk fra det hele.”

Min søster tager mit ansigt mellem sine hænder; hun klemmer mine kinder. Det gør ondt.
“Det er ikke fuglene” siger hun, “Det er ikke det, de kan gøre ved dig, men det, du kan gøre ved dem”.

Min søster har ret, jeg skal være på vagt.