Louise Juhl

Engang groede jeg i stykker. (Der er ikke noget andet led i den sætning.)    

Hun laver collager af blade sorteret efter farver. Vi tager sammen i skoven og samler: Sartgrønne, canadisk røde og nogle store med takker, der er helt brune. Jeg finder også ét, der er sort og slimet som en snegl, jeg rækker det til hende – Se! – Stadie IV, mumler min mor og smider bladet på jorden. […]

Der er ingen, der protesterer, når han åbner en dør. Heller ikke, når han lukker den igen. Min far dikterer husets vejrtræk. Sådan har det altid været, og med tiden har vi lært at ånde ind og puste ud i præcis samme tempo, som han åbner og lukker for os.  

Jeg drømmer, at jeg er sygeplejerske på et hospital, måske er jeg læge, det fremgik ikke tydeligt af drømmen. Jeg har den sene vagt. Jeg får udleveret en kittel (vissengrøn og med plastikcoating) og et par bittesmå strikkede babysko, jeg ved ikke hvad, jeg skal stille op med nogen af delene. Jeg får også en sort […]