Louise Juhl

Mor taler tit om aben.

Jeg har ikke set den, men jeg har set aberne i zoologisk have, dem med blottede tænder og en numse, der skriger til himlen af rød. De løber rundt bag glas i et rum fyldt med noget, der skulle minde om træer uden blade, adrætte men med de samme forudsigelige bevægelser: frem, op og så ned, frem, op og så ned.
Den abe mor taler om, bor ikke i zoologisk have. Faktisk bor den ingen steder, for den bliver hele tiden sendt videre, “ingen vil sidde tilbage med aben,” siger hun.
En dag leger bror og jeg i naboens have i de gamle frugttræer, som er så gode at klatre i. Der er også buske med bær, hindbær, solbær og en tredje slags, jeg ikke kan huske navnet på. Vi leger og spiser os mætte i ananasæbler, gråsten – og i solbær især, det er de bedste. Det smager dejligt og lidt forbudt, tiden flyver, klokken blive tre og fire, jeg skal tisse, men uhmmm, det må ikke slutte nu. Klokken bliver fem, nu skal jeg for alvor tisse, men bror siger, at vi skal være hjemme klokken halv seks, om jeg da ikke kan holde mig bare lidt endnu. Det kan jeg egentlig ikke, men når nu bror for én gang skyld vil lege, og så alle de bær.
Pludselige bliver det varmt mellem mine ben og langs siden, bukserne bliver mørke, først en lille plet, der vokser, indtil den fylder hele det ene bukseben, vådt og fugtigt. Bror råber “Adrr” og peger. Jeg løber hjem, bror løber efter, mor skælder ud, jeg siger, at det var bror, der sagde….
“Det’ løgn”, råber bror og mor råber “Stop nu!”, og hjælper mig mine bukser af, mens hun sukker og mumler, at sådan er det, “alle sender aben videre.”
Jeg tænker på aben i zoologisk have, den med blottede tænder og signalrød numse, skrigende bag glas. Jeg vil spørge mor, om det er mig, der er aben, men hun har fundet rene bukser frem af skabet, som hun rækker til mig. “Du kan vel i det mindste selv tage bukser på,” siger hun og det så føles det ikke længere rigtigt at spørge.