Louise Juhl

Mor står tidligt op hver morgen og smører madpakke til min bror og mig. Jeg får en halv rugbrød med pølse og en klapsammen med ost og skinke. Min bror foretrækker knækbrød, for så kan man høre, hvor langt man er nået med at spise, siger han.

Jeg er ikke glad for pakken med mad, jeg synes ikke om den måde, brødet bliver tungt og klæbrigt mod ganen, når det har ligget i tasken. Jeg bruger i stedet spisefrikvarteret til at læse og lave regneopgaver, jeg kan bedst lide at være foran med tingene.
Man ved jo aldrig.

Mor finder maden nederst i tasken, og siger, at det ikke kan nytte, at jeg ikke spiser min mad. At min krop har brug for det, at jeg bliver dum af ikke at spise, at hun jo er stået tidligt op, for at sørge for mig.
“Jeg var ikke sulten”, svarer jeg, og mor bliver tavs, hendes øjne kigger indad i stedet for udad. Jeg kan ikke lide, når mor bliver stille, den stilhed er en slags forsinket sult, klæbrig og tung.

Til aften får vi forloren hare med porrer og nye kartofler, det kan jeg godt lide, min bror siger “Uummm”, og kan næsten ikke vente, til der bliver øst op.
Der er rigeligt med mad, mor fylder vores tallerkener, det damper og dufter godt.
Selv pakker hun madpakken fra min taske op, og lægger de to stykker brød på sin tallerken, en med pølse og en med skinke og ost.
“Der er jo ingen grund til, at det går til spilde”, siger hun og synker med lidt besvær en bid.