fabel II
by Louise Juhl Dalsgaard
elefanter gør sig ingen forestillinger om fremtiden, det skyldes proportionerne, tror jeg, de store ører, de har, og den lange snabel, tingene ser ligesom anderledes ud for en elefant, tænk bare på, hvor lang tid den skal bruge på at rense ører, eller at pudse næsen, for den sags skyld, jo en elefant har rigeligt at se til, det er også derfor, den ikke kan flyve, hvordan skulle den lige få tid til det?
Af alle dyr på denne klode er elefanten nok det mest poetiske. Selvfølgelig først og fremmest, fordi dens navn rimer på “elegant”. Men dernæst på grund af dens (ele)fantastiske udseende. Ben som ioniske søjler, med fødderne solidt plantet i den mudrede jord. Neglelak i spandevis. Snabelen i statskassen. Tykhudet men bestemt ikke tykhovedet. Aeronautiske ører, halen som ror gennem luften.
Hvem sagde, at elefanter ikke kan flyve?
Jeg ved godt, at drømme ikke er virkelighed, men det glemmer jeg, når jeg sover.
Drømme er nu om dage lige så virkelige som den virtuelle virkelighed, der efterhånden omslutter os totalt.
Det, der findes, findes.
Og det, der ikke findes, er ikke værd at skrive (hjem) om.
Eller er det?!
Det, der ikke findes, findes som en søgen eller et savn. Dét er værd at skrive om.
Hej Louise. Jeg læser ofte din blog, og er vild med den! Meget inspirerende
Det er jeg meget glad for, Jytte