Louise Juhl

Far finder et hav af flasker frem, det er rengøringsmidler, et til spejle og vinduer, et til kakler og Universal til resten.

”Lad os komme helt i bund denne gang”, siger far, og flytter mine sko fra gulvet. ”Hvad laver alle de sko her”, mumler han, det er vist ikke meningen, at jeg skal svare.

”Hvis du nu starter i badeværelset”, siger far, ”alle kaklerne skal have en omgang, fugerne, det hele. Så starter jeg i stuen”, siger far og rækker mig rengøringsmiddel og en spand. Han vrider en klud op, og går ind i stuen.

Jeg bliver stående lidt, så kommer han tilbage:

”Ja det badeværelse skrubber ikke sig selv, du er nødt til at gøre en indsats”, han prøver at smile.”Ja”, siger jeg, og går ud på badeværelset.

Jeg låser døren, ser på flasken og spanden, så tænder jeg for vandet og sætter mig under bruseren. Det føles ok, tøjet der lægger sig tæt til huden, og lyden af bruseren, der overdøver alle mundene udenfor, op og ned, smask, plask.

Far er her stadig, jeg kan høre ham rumstere udenfor døren. Han flytter rundt, frem og tilbage, og vrider klude tør for vand, små hidsige dryp, når vandet løber fra kluden. Det minder om et eller andet, nå jo sko, der går af sig selv: *Klipklap*.

Jeg sidder længe, far er udenfor, og jeg har ikke fået gjort rent, som han sagde, mit tøj er vådt og håret klæber til kinderne.
Jeg begynder at fryse, fugten fra tøjet og dampen i badeværelset, håret der tynger og trykker mig nedad, jeg tænder for vandet igen, vandet er varmt, det er bedre sådan.

Far banker på døren, ”er du ved at være færdig”, råber han. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, jeg lader vandet løbe. Lidt efter er fars stemme der igen:”Du ska’ jo ikke slide kaklerne helt ned”.

”Jeg tager lige et bad”, svarer jeg.

Far tager i døren, den er låst.

”Et bad?”, spørger han, “Nu? Jeg troede vi skulle ud og gå en tur?”

Mit tøj er gennemblødt, jeg ikke har noget tørt tøj at tage på, mine snørebånd strammer over vristen.

”Gå du bare”, svarer jeg.

Jeg bliver stående under bruseren med alt tøjet på og tæller til ti, så tilbage igen, som når far flytter møblerne ud og ind for at gøre rent.

Entotrefirefemsekssyvotteniti

Tiniottesyvseksfemfiretretoen.

Jeg kan høre far hælde rengøringsvandet ud i vasken, han tager sig god tid, han råber noget om at stille flaskerne med rengøringsmiddel i skabet under vasken.

”Kommer du ud og siger farvel?”, råber han.

”Jeg har ikke noget tøj på”, svarer jeg.

”Nå?”, svarer far.

Så lyden af nøgler, der rasler, en rømmen, og til sidst far, der lukker døren og går.

Hej, hej.