Louise Juhl

Jeg skal bo hos mormor i en uge, fordi bror og mor skal på ferie. Jeg er for lille endnu, siger de, så jeg skal bo hos mormor, “du er heldig sådan at komme alene på ferie”, siger mor.
Jeg ved ikke rigtig.

Jeg får ymer til morgenmad, med mormors hjemmebagte rugbrød revet på rivejern og med puddersukker. Det smager dejligt, jeg spiser og spiser, jeg er alene på ferie, jeg spiser så meget, at jeg til sidst kaster op, ud på kniplingsdugen, som mormor har lavet, en stor gul klat.
Mormor skælder ud. “Det er spild af mad”, siger hun, og får mig ned af stolen og væk på fra bordet. Jeg bliver flov og ked af det, ked af at kaste op og flov over at lade mormors drys gå til spilde.
Jeg låser mig inde på det lille toilet ved siden af køkkenet, dér sidder jeg og snøfter med ansigtet begravet i min bluse, “du er heldig at være alene på ferie”, hvisker jeg til mig selv.

Jeg sover i samme seng som mormor, for der er kun den ene, og jeg er bange for at være alene om natten.
En nat får mormor diarre og skider i sengen, hvor vi ligger. Det stinker frygteligt, og mormor bliver ked af, hvad der er sket. Hun græder lidt, jeg trøster og tørrer op.
Det hele er alt for omvendt.

Næste morgen sætter mormor sig ved klaveret, hun spiller “Hymn to freedom”, det er godt, vi nynner begge to med på melodien.

Senere kommer mor og bror og henter mig. Mormor bliver tilbage, hun vinker efter bilen, til sidst er hun bare en lille bitte prik bag os.