Louise Juhl

Morfar planter træer med sin tavshed, flest grantræer, de har farvede bånd om topskuddene. De største træer er mærket med blå, de mindste med gul. Derimellem findes morfar, der fjerner ukrudt og brummer.
Han kalder mig Margrethe, som dronningen, og puffer til mig, når jeg går i vejen. “Sådan er det med jer piger”, siger morfar. “Nok er I dronninger, men I er stadig lidt i vejen.”

Jeg sætter mig i stuen. Langs væggen står en lille kommode med et foto af mormor. Der er også et luftfoto af gården, granerne fylder mest. Oven over kommoden hænger et ur, det tikker så højt, at jeg ikke kan tænke. Det er rart, så er der bare mig og tiden. Og nå ja, yatzyblokken og morfars møbler med betræk af rød velour.

Under plastikdugen på køkkenbordet ligger sedler og mønter gemt, jeg har talt dem, der er mere end fire hundrede kroner. Det er lidt uhyggeligt med alle de penge, tænk hvis jeg kom til at tage af dem.

I skabet står fløden og skiller, den er ikke sur, ikke rigtigt, men heller ikke fløjlsblød og cremet, sådan som fløde plejer at være. Morfar siger, at fløde der ikke kan holde til at stå i skabet, ikke er rigtig fløde.

Sådan er det at være dronning hos morfar, jeg kan lide det. Også selvom det får mig til at skille lidt, ligesom fløden i skabet.