Louise Juhl

Det er torsdag, mor har fri. Jeg glæder mig til at sidde ved siden af hende, musestille, i stolen med de høje hynder, mens hun bladrer sig vej gennem bøger. Den måde hendes fingre lige akkurat rører ved hjørnet af siderne, når hun vender dem, dét.

Jeg vil gerne spørge, hvad bogen handler om, men mor siger, at jeg må læse mine egne bøger, hvis jeg vil underholdes. Jeg vil ikke underholdes, men læse mors tanker i takt med hende, skifte farve, rød, gul, grøn, gennem ordene – og videre.
Jeg ved, at mor stopper op undervejs, griber tilbage i bogen, det er for at hjælpe personerne i bogen tilbage på sporet, siger hun. Ligesom når pædagogerne venter på mig ved skovlegepladsen. “Går du og falder i staver?” ,spørger de. Jeg  ved ikke, om de mener bogstaver, men det er rart, at de venter, fører mig tilbage på sporet.

Jeg spørger mor, hvad hendes yndlingsbogstav er, men sådan ét har hun ikke, siger hun, “hvert og et er vigtige for sammenhængen”. Jeg tænker, at det samme gælder mor, at jeg elsker hende, men at jeg også elsker bror, for uden bror er mor ikke den samme og omvendt.

I vinter, for eksempel, var bror en uge i Norge på ski, jeg græd, jeg ville også på ski.
“Vi to bliver tilbage og hygger os”, lovede mor, det lød rart, bedre end Norge på ski.
Men mor så vejrudsigt tre gange om dagen, og holdt sig i nærheden af telefonen: “Hvis nu bror får brug for hjælp”. Til sidst trak jeg stikket ud, så han ikke kunne ringe og forstyrre, og de sidste to dage, når mor tjekkede hvordan vejret “udviklede sig oppe nordpå”, stillede jeg mig foran fjernsynet, med armene strakt ud til siden, for at dække for skærmen. Først bad mor mig flytte mig, senere, da jeg blev stående, blev hun vred. “Nu skal du altså holde op med det pjat!”, vrissede hun og hev mig væk.
Jeg blev ked af det dengang i vinter, jeg smed mig på gulvet og mumlede, at det garanteret ville blive verdens værste snestorm i Norge, at bjergene ville falde sammen, og at bror ville blive fundet, såret under sammenstyrtede sten. Og bagefter ville han blive adopteret af en familie deroppe, i Norge, og han ville sikkert”overhovedet ikke tilbage til mor, når hun var så dum og urimelig, som hun var”.
Så trak hun mig i armen, hårdt, “nu stopper du!”, og det var slet ikke hyggeligt at være i Danmark med mor, mens bror stod på ski, selvom hun havde lovet, at det ville være det.

Derfor ved jeg også godt, hvad mor mener, når hun siger, at hun ikke har et yndlingsbogstav. At de hænger sammen, allesammen, hver for sig, som mor og bror og jeg gør det.
Hvis jeg skulle vælge et bogstav at være, ville jeg være en vokal. Vokaler kan nemlig stå alene, ligesom “Aaaaa”, lyden af varm chokolade med flødeskum.