Louise Juhl

Jeg læste om Najas sorg, jeg ved ikke om den er privat eller almen, og jeg ved ikke om det er afgørende. I hvert fald:
Sorgen er en katatonisk hane.
Der galer
og galer
og galer
og galer
og galer
og galer
og galer
og galer
og galer.

Man hører den. Hanen.
Der galer
og galer
og galer
og galer
og galer
og galer.
Og man ved, at det er en syg hane, for der er ikke længere nogen morgen at stå op til, tiden er forlængst holdt op med at gå, og fra nu handler alt om at lade som om, at grøn er en farve, der findes.