Louise Juhl

Jeg bliver ved med at huske ting, som aldrig er fundet sted.
Som nu dengang jeg sad i vores grå Børge Mogensen sofa flere dage i streg. Jeg var vel en seks-syv år, og nægtede af en eller anden grund at rejse mig, indtil min mor satte sig hos mig, helt tæt, tog min hånd, og spurgte, om jeg var ked af det, om der var noget, jeg savnede?

Det jeg husker, er den der vilde følelse af ubehag, smagen af metal i munden og et kæmpestort mørke i kroppen, “om der var noget, jeg savnede?”

Og jeg svarede hende, at jeg gerne ville have en is, og hun gav mig en is, min mor, en kæmpestor hjemmelavet vaffel med tre kugler i forskellige farver: “Værsgo skat.”

Så sad jeg sad med en vaffel og min mor, og havde pludselig ikke det mindste lyst til is. Og jeg vidste, at der ikke var nogen vej udenom. At jeg måtte blive voksen, hvis jeg nogensinde ville gøre mig fucking håb om at få andet, end det, jeg bad om.