sjette tanke
by Louise Juhl Dalsgaard
Det perifære afhænger af midten, det er det samme som med fluen i glasset, eller nej, det er ikke det samme, det er slet ikke det samme.
Jeg drømmer at jeg bærer briller, omvendte forstørrelsesglas, det vil sige, de forstørrer mit blik, mine enorme øjne med pupiller, der dækker hele landskaber med deres sortsyn.
Jeg har aldrig tænkt så meget på april som nu, i november./L
seriøst november er bare for nice her på landet kh bror lort kh kg /B
– november er en lille plet mellem mine frontalpandelapper. Jeg forestiller mig, at pletten opfører sig som en pastelfarve på plastik: den glider af. Som en røv, der nægter at åbne sit hul for al det lort, der findes i verden. Kh søster slam /L
Hey B, Jeg er ikke længere bange for angsten.
Angsten er bare et bryst, der trænger til at blive tømt, ømt og mælkerigt. Jeg pumper og pumper (adrenalinsus og sorte pletter), det vælter ud med mælkefede sekreter, jeg putter det på flasker og gemmer.
Man ved aldrig hvornår man får brug for den slags. /L
Angsten er den fråde, jeg sluger, for ikke at savle. Så yndigt ser det ud.
Indtil.
/L