Louise Juhl

På et tidspunkt blev alvoren håndgribelig, blodprøver viste, at mine levertal var skæve, jeg blev indlagt akut, nu var der noget galt, noget man kunne forholde sig til.
Min far tog turen hele vejen fra jylland, det var første gang han besøgte mig “derovre”, jeg lå på Frederiksberg hospital, en gammel bygning med fine, fine gårdhaver og murværk hele vejen rundt om.
Jeg kan huske, at han kom sidst på formiddagen, at han sagde: “Hvad er nu det med dig.” At jeg ikke svarede. Så trak han en stol hen til sengen, hev en avis op af sin taske, begyndte at læse. Det var en artikel Om Tid, tror jeg, af Johannes Møllehave. Jeg kan huske, at jeg blev ved med at stirre på avisen, håbede, at den vendte på hovedet, at den blev brugt som et værn mod afmagten. Men avisen vendte som den skulle, og min far nåede igennem alle artiklerne, før hans ur bippede, og det var tid til at gå. Han havde en pladsbillet til afgangen 14.58, den var han nødt til at nå.