En som mig #31
by Louise Juhl Dalsgaard
Da jeg var mindre, drømte jeg altid om at finde en farfar som ham, Tvebak finder i Brødrene Løvehjerte. Det er på det tidspunkt, han er taget til fange af Tengilsmænd, og i et forsøg på at undslippe dem påstår, at han er stukket af fra sin farfar. Jeg kan huske hvordan Tvebak og Tengilsmændene rider gennem dalen, og hvordan Tvebak fortvivlet leder efter en ældre mand, der kan ligne en farfar, men ingen viser sig. Til sidst forestiller Tvebak sig selv fældet af sin egen løgn: dømt til fortabelse i Katlagrotten. Og så – hvor alt ser sortest ud – sidder farfar på en bænk og fodrer Sofies duer. Tvebak løber hen imod den gamle mand og råber “farfar”, og den gamle mand tager imod ham. Åh. Vildt banalt og virkelig sukkersødt, men altså, det var åbenbart det, jeg troede, jeg havde brug for, da jeg var barn.
Det, der undrer mig, er, at jeg senere i livet altid har søgt tilflugt ved mere – hvad skal jeg kalde det? – bryske typer. Jeg husker min kontaktsygeplejerske da jeg var indlagt, hun hed Dorte uden H, og var ret firkantet i sine udmeldinger. Når jeg snød med maden eller forsøgte at lave maveøvelser under terapien (jeg kunne sådan et trick med at løfte mine ben, og så holde dem ca 4 centimeter over gulvet, mens jeg spændte vildt i maven. Det var ret besværligt at føre en samtale imens, men det lykkedes mig, indtil Dorte opdagede det). Så sagde hun ting som: “Jamen hvis du virkelig VIL dø af sult, så…” eller “Jeg ved ikke, om du er snotdum, eller bare virkelig stædig, men jeg gir mig ikke.” Og så gav hun mig dobbelt portion mad til aften. “Som tak for din indsats,” sagde hun. Og jeg rasede og græd og mente bestemt, at jeg hadede hende, selvom jeg vist nok elskede hende vildt højt. Måske fordi der ikke stod noget mellem linjerne. Ingen skjulte hentydninger, ingen ironisk distance, Dorte var Dorte, (uden H!). Jeg kan også huske engang, det virkelig brændte på, og min verden gik i sort. Jeg græd så meget, at jeg – helt bogstaveligt – kastede op af fortvivlelse (jeg var virkelig ked af det, mest fordi jeg midt i al min anoreksi godt vidste, at jeg var syg i roen). Hvad gjorde Dorte? Ikke noget med “Nåååå” eller omfavnelse eller strygen med hårene. Nej, Dorte tog mig ud for at shoppe undertøj, og det vel at mærke selvom mine bryster var mindre end halve mandariner: “Min mor lærte mig, at man altid skal sørge for at have pænt undertøj på, for tænk hvis man går hen og dør i hullede trusser.” Så købte vi fire sæt virkelig fint undertøj, og Dorte lånte mig pengene, “Så kan du da altid glæde dig over, at du ser godt ud, når du dør af sult,” sluttede hun af. Og det helbredte mig ikke for anoreksi, men jeg havde haft en pragtfuld dag, og dem var der ikke mange af. Det jeg vil sige er, at jeg lige i dag kom til at tænke på Dorte, og at jeg savner hende lige så meget, som jeg altid savnede Tvebaks farfar, dengang jeg var lille, selvom ingen kunne være mere forskellige end de to. Jeg hørte for nogle år siden, at Dorte var syg (af ALS), men hvis hun stadig lever , så vil jeg gerne, at hun skal vide, at jeg stadig – den dag i dag -har alle fire sæt undertøj, og at jeg forresten endnu ikke er dejset om.