Louise Juhl

I P1morgen talte de i sidste uge om forårs-fe-rejen Jeg ved ikke, om det bare er mig, men kombinationen af forår + fe + reje er ret awesome – og endda sand. Den sande vildskab handler om et lillebitte rejelignende væsen, der kun klækkes, når den helt rigtige kombination af fugt, temperatur og tid opstår. Det er således ikke hvert år, den viser sig, og selv når den dukker op, er det kun på særligt passende områder: skovbund, vandpytter og altid i læ. Godt valg, synes jeg, jeg har det lidt på samme måde, når det gælder foretrukne steder, måske pånær det med pytterne.
Forårs-fe-rejen tilhører arten af gællefødder. Gællefødder. Hvem har ikke altid drømt om, at kunne trække vejret med fødderne,
jeg har i hvert fald.
Den gør det i det hele taget graciøst, den lille reje. Med sine otte benpar med hver to fødder, seksten padlende gællefødder, sender den med hvert “vejtræk” en fest af småbølger gennem vandet. Det skulle efter sigende være urimelig smukt. Tænk at skabe skønhed alene ved et åndedrag, jeg er fan.
Ikke nok med det: Forårs-fe-rejen når at skifte hud 15 gange, før den bliver voksen. Når den så – efter de mange hudskift og festlige ind- og udåndinger – er færdigudvokset, lægger den sine æg, og sikrer dermed en ny generation af forårs-fe-rejer, der kan bibringe verden lidt skønhed. Hvorefter den dør.
Så er den rejeprut ligesom slået.
Mit forårsforsæt må være at ligge mere i læ – og at trække mit vejr med fødderne.