Louise Juhl

Hver søndag går vi ned til søen, mig og hunden. Det er en slags ritual. Jeg har brug for den slags: At se at søen ligger, hvor den plejer at ligge. Det samme med badebroen og den gule hytte i træ, hvor gæster kan klæde om eller tisse.
Hver gang vi er afsted, møder vi den samme mand. En ældre herre i en sandfarvet vindjakke. Ligegyldigt om det er forstvejr eller solskin, har han jakken på. Måske er det hans ritual, at bære jakken uanset vejret.
Vi hilser altid venligt på hinanden, udveksler almindeligheder. “Vi kan ikke blive ved med at mødes på denne måde.” Og så et lille klap på Mumriks hoved, “Hvad så, lille ven”.
Indtil i dag har jeg forestillet mig, at han gik den samme tur hver morgen. At han stod op på samme tid, tændte for kaffemaskinen, børstede tænder. Jeg har tænkt, at hans kaffemaskine var en af den slags, der larmede, en Husqvarna. Hvorfor skifte noget ud, der virker?
Jeg har forestillet mig, at han hver dag har skåret en grapefrugt i to halve, og smurt et stykke Wasa Frukost knækbrød med blød camembert. Måske en skive rød peberfrugt til pynt, det har hans kone lært ham. At han hver dag har lagt frugt og knækbrød på en tallerken, og stillet det frem på spisebordet ved køkkenvinduet. En kaffekop også, selvfølgelig, og et stykke køkkenrulle, som hun kan tørre sine fingre i, hans kone. Sådan nogle grapefrugter sviner frygteligt.
Jeg har forestillet mig, at turen langs søen har varet en time, og at han altid er kommet hjem til en tallerken med knækbrødskrummer og skrællen af en grapefrugt. Måske en rest kold kaffe på kanden.
I dag mødte jeg ham igen. “Vi kan ikke blive ved at mødes på denne måde”, grinede vi høfligt, sådan som vi plejer. Men i dag fortalte han mig, at han har tænkt at få sig en hund. Sådan en som Mumrik.
“Særligt nu hvor min kone er død,” sagde han.
Det er tre måneder siden, og de har ingen børn. “Der mangler nogen at komme hjem til,” sagde han. “Det kan jeg levende forestille mig,” svarede jeg.